Dåbssagens præst fejrer diamantbryllup

Nordjyske skriver, at Bent Feldbæks omvendelse i 1977 reddede hans ægteskab med Kirsten.

Kirsten og Bent Feldbæk havde nok ikke været sammen i dag, hvis det ikke havde været for ”en personlig oplevelse med Gud”, som Bent Feldbæk, der dengang var præst i Snedsted, havde 1977, skriver avisen Nordjyske i en længere artikel den 9. oktober. Foto: Bo Lehm

Den 13. oktober kunne ægteparret Kirsten og Bent Feldbæk, Snedsted, fejre diamantbryllup.

Den tidligere sognepræst i Snedsted i Thy, Bent Feldbæk Nielsen, der netop er fyldt 84 år, kom i 1995 for præsteretten, fordi han fastholdt, at barnedåben var blevet en sovepude, og at den ikke frelser.

Omvendelse og dåbssag

I 1977 havde Bent Feldbæk Nielsen en omvendelsesoplevelse, som ændrede hans syn på barnedåben. Herefter ville han ændre dåbsritualet, så det kom til at hedde ”døbe til” fremfor at ”døbe i” den Treenige Guds navn. Det førte til, at Bent Feldbæk i 1983 blev indkaldt til tjenstlig samtale hos daværende biskop Henrik Christiansen. Her fik sognepræsten dog lov til at bruge ordlyden fra det autoriserede ritual fra 1912, hvor vendingen ”…til Faderens og Sønnens og den Helligånds Navn” forekommer.

I 1993, da en gruppe i sognet havde klaget til den nye biskop, Søren Lodberg Hvas, blev Bent Feldbæk påny indkaldt til samtaler hos biskoppen. Samtalerne med Lodberg Hvas endte med, at sagen kom for præsteretten i Thisted. Den 25. september 1995 blev Bent Feldbæk Nielsen fritstillet.

I 1996 faldt dommen om afskedigelse, som Bent Feldbæk Nielsen og hans forsvarsadvokat, Aksel Holst Nielsen, straks appellerede til landsretten. Men denne stadfæstede præsterettens dom.

Reddede ægteskabet

Præsteretten ved Thisted Ret fra 1996 til 1999 fik stor mediebevågenhed. Den sluttede med, at Bent Feldbæk blev afskediget fra sit embede i Snedsted sogn, som han havde haft i 22 år. Omvendelsesoplevelsen i 1977 altså førte til det ændrede dåbsritual og senere afskedigelsen.
Men omvendelsen i 1977 førte samtidig til noget positivt i forholdet til Kirsten, som det beskrives i Nordjyske.

Til avisen fortæller diamantbrudeparret, at deres ægteskab på dette tidspunkt var i krise, og at alene Guds indgriben hjalp dem videre.
Selv om de begge havde baggrund i Indre Mission, var Bent Feldbæk under studierne på Københavns Universitet blevet influeret af en ”forstandspræget”tro.

Omvendelsen skete en dag fire år efter indsættelsen i embedet i Snedsted, hvor Bent under sin morgenandagt læste teksten i Johannes’ Åbenbaring: “Du er lunken, du er hverken kold eller varm. Derfor vælger jeg at udspy dig af min mund.” Og videre: “Du mener at du er rig, men i virkeligheden er du fattig”.

Disse ord ramte Bent Feldbæk, som netop da stod midt i en konflikt med hustruen. Og den åndelige oplevelse ændrede også den spændte stemning i præstegården til det bedre. ”Vi talte jo ikke om det. Men selvfølgelig har børnene kunnet mærke, at det ikke altid var, som det skulle være,” udtaler Kirsten Feldbæk til Nordjyske.

Den mellemste af de fem børn har fortalt, at hendes far den morgen kom ind og gav moderen et knus. Men også præstens forkyndelse ændrede sig. Det tiltrak nogle til menigheden – mens andre tog afstand – og det endte med en splittelse i sognet og på sigt en afskedigelse af præsten.

I begyndelsen af 1980’erne havde Bent Feldbæk fortalt sit menighedsråd, at han ville ændre dåbsritualet – og så kørte sagen derfra. Og selv om det endte med afsked, slap Bent Feldbæk ”ved et Guds under” for at betale sagsomkostningerne på 400.000 kr.
Lørdag fejrer diamantbrudeparret hinanden i Snedsted sognegård.