’Halloween er en affære med djævlen’

– Hvis kristne fejrer Halloween svarer det til utroskab mod Jesus, siger den tidligere satanist John Ramirez.

– I vil aldrig se satanister gå i kirke.

Det siger evangelist og forfatter John Ramirez i sin seneste advarsel til kristne mod enhver delagtighed i tilsyneladende uskyldige aktiviteter, for især under Halloween svarer dette til at åbne døren for mørkets kræfter.

”Hvis vi fejrer Halloween svarer det til at have et engangsknald med djævelen. Men hvorfor skulle vi være Jesus utro? Jesus ville ikke gøre det mod os. Og jeg har aldrig set satanister gå i kirke. Aldrig,” understreger han.

John Ramirez voksede op i en satan-kult og var selv aktiv fra 8-årsalderen. Senere blev han den højest rangerende ypperstepræst i New York City, med speciale i hekseri, forbandelser og astralprojektion, skriver Christian Post.

Nu advarer John Ramirez – på baggrund af sine egne erfaringer med at være dæmonbesat gennem 20 år – resten af verden mod mørkets kræfter. Som ledende satanist prøvede Ramirez i sin tid altid at ramme både Jesus Kristus og kristendommen. Men de andre religioner, fx. islam og buddhismen var ikke farlige for den okkulte verden eller New Age. Og for djævelen er disse religioner ligegyldige, fordi de alligevel befinder sig i hans egen baghave, påpeger Ramirez.

En farlig virkelighed

Det bekymrer ham, at mange kristne ikke tager det alvorligt med den åndelige krig. Men det gjorde Jesus. Bibelen beskriver, at Jesus konfronterede djævelen frem for at tale om ham, siger John Ramirez. Da han var satanist, vidste han, at kristne har både salvelse, autoritet og magt til at ødelægge mørkets rige – men også, at de ikke vidste, hvordan de skulle bruge deres muligheder.

Ramirez mener, at mange kristne tror djævelens løgn om en Jesus, der er adskilt fra korset. ”Du vil aldrig kunne vinde kampen med en New Age Jesus,” fastslår han.

Kursus i sejrens strategi

Til CP fortæller Ramirez om sit arbejde for at udbrede sin egen indsigt om åndelig krigsførelse gennem bøger. Han har også lavet et online kursus med titlen “Unmasking the Devil,” som han holder fra 1. til 31. oktober. Det er nemlig i denne måned, der foregår flest okkulte ceremonier, og hvor mørkets kræfter har mest travlt.

“Vi er nødt til at sætte djævelen på plads. Vi skal afsløre ham og tage os af generations-forbandelserne og svaghedsånderne. Vi skal tage os af alle slags fæstningsværker i vore hjem og familier,” siger Ramirez, som beklager de mange skilsmisser blandt kristne ægtepar.

John Ramirez har på sin egen krop oplevet de onde kræfter.

John Ramirez kom selv til at opleve frygtelige lidelser, da han efter 20 år som dæmonbesat havde haft en nærdødsoplevelse og et møde med Jesus. Han smed okkulte genstande til en værdi af 100.000 $ væk – men derefter blev han plaget gennem 30 dage og nætter, fordi satanister flere steder i verden brugte forbandelser imod ham.

“Dæmonerne prøvede at kvæle mig om natten, så jeg ikke kunne råbe på Jesus. Jeg følte mig lammet. Efter de 30 dage var det væk. Jeg spurgte Jesus Kristus: ’Hvorfor skete det for mig?’ Til sidst svarede han: ’Jeg ville se, hvor meget tillid og kærlighed du har til mig. De vil aldrig røre dig igen’.

Og ganske rigtigt, disse djævle har aldrig rørt mig igen, fordi Jesus nu er Herre og Frelser i mit liv,” forklarer Ramirez.

Se hans hjemmeside her.

Se længere interview med Ramirez: