Hele kirken synger på Gran Canaria

Præsteparret Samuel og Guri Estdahl har både drømme og visioner for turistkirken. Sloganet er: ”Her er altid nogen at snake med! Vi er her for dig!”

Inden længe rejser mange solhungrende danskere til De Kanariske Øer, som er blevet noget af et paradis for vintertrætte skandinaver. Udover sol, varme, badning, shopping, et stor udvalg af restauranter og spændende natur, så er det også muligt at besøge Den Skandinaviske Turistkirke og opleve sangaftener, hvor hele kirken synger.

Foruden sangaftener tilbyder turistkirken spændende caféprogrammer, gudstjenester, vandreture og bjergture. Der findes turistkirker på både Gran Canaria, Tenerife, Mallorca og på sydkysten i Spanien.

Blev startet af pastor Magne Aker

Simon Jacobsen, der efterhånden har skrevet en række bøger, er aktuel med en biografi om den norske pastor Magne Aker, som først opbyggede en menighed i Moss, Norge, fra 0 til 500 medlemmer, samt byggede en stor kirkebygning til 25 millioner. Menigheden i Moss overlod Magne Aker til en ny pastor og rejste til Gran Canaria, hvor han har stået for at oprejse en turistkirke i Puerto Rico, som årligt har mange besøgende fra Skandinavien.

Alle kan føle sig hjemme

Turistkirken er ikke tilknyttet noget kirkesamfund, så alle vil føle sig hjemme der. De teams, som gør tjeneste i de forskellige turistkirker, kommer også fra mange forskellige sammenhænge. Magne Aker har sin baggrund i Den Norske Kirke, og bedehuset. Hustruen Frøydis har sin baggrund i Frelsens Hær. Efterfølgende blev de en del af den karismatiske fornyelse og stiftede en karismatisk tros-menighed.

Ellinor og Per Eivind Stig på besøg hos den danske bager i Areguinguin på Gran Canaria. De har i flere år besøgt turistkirken i Puerto Rico og en sæson været medarbejdere.

En anbefaling værdig

Nogle af dem, som har et godt kendskab til Den Skandinaviske Turistkirke og ægteparret Aker, er det norske ægtepar Ellinor og Per Eivind Stig, der kom til Danmark for 40 år siden. Per Eivind Stig er nok mest kendt fra Ungdom med Opgave, hvor han var landsleder i mange år. I flere år har Ellinor og Per Eivind besøgt turistkirken i Puerto Rico og en sæson været medarbejdere.

Per Eivind Stig udtaler, at biografien om Magne Aker er et stærkt vidnesbyrd om en norsk pioner. ”Han og hans hustru fortsatte deres pensionisttilværelse med en mission blandt nordiske turister på sydsiden af Gran Canaria. Simons hæfte er et herligt vidnesbyrd om pensionister, som har gjort en stor forskel, der i dag er til velsignelse for mange.”

Derfor opfordrer han danskere til at besøge turistkirken i Puerto Rico. Til afslutning siger Per Eivind: ”Under et af vores besøg i Turistkirken i Puerto Rico mødte vi Kaja og Simon Jacobsen. Vi lyttede til Simons prædiken om at blive menneskefisker, og efterfølgende inviterede vi ham til at tale om samme budskab i Citykirken i Tåstrup, hvor vi var præstepar på dette tidspunkt.

Selv om Frøydis og Magne ikke har noget lederansvar i turistkirken længere, rejser de fortsat til syden hver vinter og hjælper med i arbejdet i Puerto Rico.

Puerto Rico på Gran Canarias sydkyst er et populært mål for rejsende fra Skandinavien.

Turistkirken i Puerto Rico sæson 2022-23

Turisterne er ved at vende tilbage til Puerto Rico og den skandinaviske turistkirke. Der forventes mange besøgende i turistkirken nu, hvor restriktionerne mod at rejse til Gran Canaria er ophævet. Den 16. oktober var der åbningsgudstjeneste i Turistkirken i Puerto Rico, hvor ca. 60 personer var til stede. Mange fandt også efterfølgende vej til kirkens café, Oasen.

Det nuværende præstepar

Arbejdet i Puerto Rico ledes nu af Samuel (69) og Guri (62) Estdahl. De har været præstepar i Norge i over 30 år. Senest for Oslo Kristne Senters menighed i Tromsø i Nordnorge, et voksende arbejde, hvor de var pionerer fra 1991; menigheden er nu overdraget til næste generation.

Samuel blev født i Nykøbing Falster. Hans far, Jørgen Estdahl var fra Horsens, og hans mor, Liv, var nordmand. De var officerer og ledere af Frelsens Hærs arbejde i Valby København, Nykøbing Falster og Næstved, inden de blev forflyttet og senere gjorde tjeneste i Norge.
Samuel Estdahl udtaler:

”Glæden ved at se hinanden er stor efter to år med en pandemi, hvor folk ikke har kunnet komme til deres elskede Gran Canaria. Antallet af besøgende stiger nu hver uge. Nye turister finder vej til Turistkirken, og det mest glædelige er, at der også kommer ikke-troende og ikke-kirkegængere.

For de danske læsere kan det nævnes, at flere og flere danske turister besøger Turistkirken i Puerto Rico. Kirken ligger i Puerto Ricos indkøbscenter. Vores drøm og vision er, at det skal være en oase for krop og sjæl:

• hvor turisterne gerne vil komme og få – ikke kun god kaffe med hjemmebagt brød,
• men også et strejf af den glæde, fred og velsignelse, der ligger i det kristne fællesskab.
• og invitere besøgende turister til gudstjenester, sangaftener og aktiviteter, hvor det kristne budskab præsenteres på en enkel, behagelig, naturlig og attraktiv måde.
• være et mødested, et hvilested og et gudstjenestested, hvor du får mulighed for at opdage eller bekræfte din tro.”

Samuel Estdahl slutter med at sige: Sloganet er: “Her er altid nogen at snakke med! Vi er her for dig!”

Ikke kun gudstjeneste

Turistkirkens program byder på gudstjenester hver søndag – disse sendes live på Facebook klokken 20.00 dansk tid. Om onsdagen er der sangaftener, turistkirkeaftener om fredagen, foruden bønnemøder og bibelundervisning. Caféen er åben i dagtimerne mandag, onsdag og lørdag.

En af de mest populære tilbud er deres guidede ture på øen og i bjergene. Her deltager flere af dem uden for kirken, og på den måde kommer de i kontakt med Turistkirken – og kommer igen senere ved andre sammenkomster.

Et ugeprogram

Ugeprogrammet for sæsonen findes på Turistkirkens Facebook- eller hjemmeside og ser således ud:

Gudstjeneste: søndag kl. 19.00 – med efterfølgende åben café.
Sangaften: onsdag kl. 19.00 – med kaffe bagefter.
Caféaften med lodtrækning: fredag kl. 18.00.
Turistkirkeaften kl. 19.15.
Café Oasen: Åbent hver dag fra kl. 11.00 til 13.30.
Turistkirken arrangerer også spændende ture for turister, hvor man har fællesskab med andre kristne.
Bjergtur hver fredag med afgang kl. 08.30.
Guidet ø-rundvisning hver tirsdag med afgang kl. 08.30 (dog under forudsætning af tilstrækkeligt antal deltagere).
Læs mere på: www.turistkyrkan.org/

Tove Andersen Skarpsno voksede op i Missionsforbundet i Brovst og er nu med på medarbejderteamet i turistkirken.

Igen en dansker på teamet

I år er der igen en dansker på teamet i turistkirken i Puerto Rico, det er Tove Andersen Skarpsno, som voksede op i Missionsforbundet i Brovst. Tove fortæller her lidt om sit liv: ”Mine forældre lærte mig at tro på Jesus. Som barn og teenager var jeg ofte på kristne lejre, hvilket satte dybe og varige spor.

Efter min uddannelse som syerske rejste jeg til København og meldte mig ind i Navigatørerne, hvilket betød meget for mig. Navigatørerne er en tværkirkelig kristen bevægelse, som især satser på at hjælpe kristne unge til at være Jesu efterfølgere. Efterfølgende blev jeg håndarbejdslærer på Missionsforbundets ungdomsskole Øresund.

Gennem yderligere uddannelse gik jeg fra at være faglærer til lærer. Efter 16 år på Øresund, med et fri-år hvor jeg gik på bibelskole, arbejdede jeg som frivillig i Missionsforbundets menighed i Tylstrup. Nu kaldte Herren mig ind i noget nyt, en ny sæson. Herren førte mig i 1980 til at arbejde med stofmisbrugere på Kimerud Gård i Norge.

Her blev jeg året efter gift med Sigvald Skarpsno, som etablerede Kimerud Gård centret i 1974, et arbejde, der gav meget gode resultater. Min mand døde desværre efter 12 år, og jeg stod alene med en søn på 10 år og 2 rehabiliteringsgårde for 12 mænd. Endnu en gang oplevede jeg en ny sæson i livet, og sagde: Hvad nu Gud?

Hans svar var, at han nu lagde en ny kappe (en salvelse) på mig, og at han ville være med mig. Således fortsatte arbejdet med fuld overbevisning om, at han holder sit ord. Med mange dygtige og gode medarbejdere blev arbejdet udvidet med endnu et sted for kvinder og 6 udflytningsboliger. En fantastisk tid, hvor jeg lærte utrolig meget. Ikke mindst at stole på Herren.

Kimerud Gård, der var en stiftelse, blev afviklet efter 39 år, hvoraf jeg var med i 30 år. Da jeg gik på pension, tog jeg på YWAM’s (Youth With A Mission) DTS (Disciple Training School) på Hawaii, og to måneder til Cambodia på mission. De seneste år har jeg arbejdet med ældre i menigheden Oslo Kristne Senter.

Og som frivillig i Mercy House, der er ressourcecenter for mennesker i forskellige faser. Primært med madlavning og maduddeling. I sommer blev jeg kontaktet af Guri og Samuel Estdahl, om jeg ville være assistent i køkkenet og caféen i den skandinaviske turistkirke i Puerto Rico.

Herren har nu igen ført mig ind en ny sæson i livet, og jeg er nu i gang her på Gran Canaria, hvor jeg får mulighed for at tjene Herren og lære nye mennesker at kende. Jeg er meget taknemmelig for det liv, jeg har levet. Vi bliver ikke sat på pause, selvom vi er pensionister.”

Danske Christian Jensen, der var med til at etablere turistkirkerne på Gran Canaria.

Turistkirkernes baggrund

Danske Christian Jensen var initiativtager til at danne organisationen bag de skandinaviske turistkirker. I begyndelsen af 1960’erne kom den norske baptistpræst Mathias Korsvold til Las Palmas sammen med sin kone, Irene, af helbredsmæssige årsager. Han så hurtigt behovet for en kirke for alle de skandinaviske turister, der begyndte at komme til Gran Canaria og Las Palmas.

Starten på Den Skandinaviske Turistkirke var et julelotteri i Las Palmas i 1964 arrangeret i samarbejde med rejsebureauerne. Mathias Korsvold arbejdede med støtte fra danskeren Christian Jensen, der havde en fabrik i Norge, for en kontinuerlig evangelisk aktivitet blandt alle de skandinaviske turister.

Efter samråd med biskoppen af Las Palmas og tilladelse fra paven i Rom fik de lov til at holde evangeliske gudstjenester, først i en katolsk kirke og derefter i en spansk baptistkirke. Mathias Korsvold og Christian Jensen tog initiativ til den økumeniske forening “Skandinavisk Turistmission i Las Palmas”, som blev dannet i 1966.

Snedkermester Christian Jensen blev født i Danmark og drev en lille møbelfabrik uden for Drammen, Norge. I 1931 grundlagde han sammen med sin hustru, Olga, Salatfabrikken Delikat. Virksomheden findes stadig og er markedsførende i Norge med en årlig produktion på omtrent 8000 ton salater.

Et år senere, den 12. marts 1967, blev der afholdt et bestyrelsesmøde, hvor det blev besluttet at invitere alle, der plejede at deltage i møderne, til et “menighedsmøde” og dermed starte den skandinaviske frikirke. Skandinavisk Turistmission blev dannet i Sverige i 1970 med Rune Gustavsson fra Aneby som formand.

Dette blev til den økumeniske, almennyttige forening Skandinaviska Turistkyrkan med sæde i Sverige og en bestyrelse af svenske og norske medlemmer. I dag findes der en række turistkirker. Den første var en nybygget kirke i Playa del Inglés, så fulgte en nybygget kirke i Las Palmas, som blev indviet i 1972.

I 1977 kom der også en turistkirke i Puerto de la Cruz, Tenerife, som blev efterfulgt af en turistkirke i Las Americas, Tenerife år 2000. Turistkirken i Puerto Rico begyndte i 1985, men det var først i 2007, da Frøydis og Magne Aker fra Moss kom til Gran Canaria, at turistkirken for alvor blev etableret.

Hæftet om Magne Aker kan læses og købes på websiden www.simon-jacobsen.dk

I 2008 blev kirken indviet i Puerto Ricos indkøbscenter med mødelokale og café. Nye lokaler blev indviet i efteråret 2014 med et stort mødelokale og udvidede arealer til café og administration. Det dansk/norske ægtepar Kirsti og Bertel Kristensen, der har boet på Gran Canaria i over 10 år, er også medarbejdere i Puerto Rico turistkirke, hvor Bertel er med i ledelsen.

Derudover findes der turistkirker i Fuengirola på den spanske solkyst og i Las Palmas på Mallorca.

Artiklen er baseret på materiale fra Simon Jacobsen, hvis biografi om Magne Aker kan læses og købes på websiden www.simon-jacobsen.dk