Kirken vokser trods forfølgelsen
Iranerne vender det islamiske præstestyre ryggen, fx er 72 % modstandere af kravet om, at kvinder skal bære hijab offentligt, mens kun 15 % mener, hijabben skal bæres offentligt.
Til trods for at Irans forfatning siger, at landet er et shiitisk teokrati, mener 68 % af befolkningen, at religiøse holdninger endda bør udelukkes fra lovgivningen, selv hvis én religion har parlamentarisk flertal. 41% af befolkningen mener, at alle religiøse skal have ret til at missionere.
Det anslås at 800.000 muslimer er konverteret til den kristne tro. Før shahens fald i 1979 var tallet anslået 500. Kirkevæksten har således fundet sted under forfølgelse.
Ovenstående er fundet af iranske samfundsvidenskabelige forskere fra meningsmålingsinstituttet Gamaan i Holland, som i 2020 undersøgte iranernes holdning til religion via digitale platforme.
Intens forfølgelse af især konvertitter
Under shahen havde kristne udstrakt frihed, også til missionsarbejde, men med den islamiske revolution i 1979 blev særligt konvertitkristne udsat for hård forfølgelse.
Iranere, der er konverteret fra islam til den kristne tro, må ikke mødes i kirkebygninger og holde gudstjenester på persisk. Derfor mødes de i undergrundskirker. Kristne etniske mindretal som armeniere og assyrere kan mødes i bygninger, men må ikke holde gudstjenester på persisk og heller ikke dele deres tro med personer fra det persiske befolkningsflertal. Evangeliserer de kristne mindretal, vil de blive forfulgt, ligesom konvertitkristne.
Selvom der florerer rygter om det modsatte, har ingen kristne lidt martyrdøden i Iran siden 2005. Siden den islamiske revolution i 1979 har ni kirkeledere lidt martyrdøden, men præstestyret ophørte med at eksekverede dødsdomme i 2005, da landet blev isoleret internationalt.
30 kristne sad i fængsel i Iran i 2021
Ved indgangen til 2021 sad 30 kristne i fængsel for deres tros skyld i Iran. I løbet af året blev 11 af de 30 løsladt. Fire af de 30 fanger var idømt 10 års fængsel, mens 10 fanger er idømt 5 års fængsel. Der var 35 meldinger om intens psykisk tortur.
59 kristne blev arresteret i 2021, mens 34 sad varetægtsfængslet. I Iran kan man være indespærret i lang tid, inden man kommer for en dommer. Kristne sad hovedsageligt i fængsel i Evin-fængslet ved Teheran.
Der er to slags love i Iran, en civil lov og sharia. Lederne i undergrundskirkerne anklages typisk ud fra den civile lovgivning for aktiviteter, der truer den nationale sikkerhed. Men sandheden er, at lederne i undergrundskirkerne tilbageholdes for frafald fra islam ifølge sharia.
Kilde: Dansk Europamissions projektpartnere Elam og Middle East Concern.
Gud bruger Dansk Europamissions givere til at imødekomme den åndelige sult i Iran:
Fra 2011 til 2021 sikrede Dansk Europamissions givere, at 179.394 eksemplarer af Det Nye Testamente kunne trykkes og indsmugles i Iran samt indføres i nabolande, hvor der bor iranere. Det skønnes, at 15 % af modtagerne af Nye Testamenter kommer til tro på Jesus, svarende til at 26.909 iranere er kommet til tro på Jesus. Bed om, at den åndelige søgen må lede til en sand tro på Bibelens Gud – og ikke kun være en protest mod ayatollaherne.
Bed om, at de mange nye kristne må blive forankrede i Bibelen og få en sund og stærk tro.
Læs også: Der er stor hunger efter Bibelens budskab i Iran