10.000 bibler uddeles i Qatar under VM
– En bibel strander aldrig hos ét menneske. Den bliver læst af migrantarbejderne uanset religiøs baggrund. Og når ansættelsen slutter, tager migrantarbejderne biblerne med hjem, fortæller generalsekretæren for Bibelselskabet i Golfområdet.
Trods al uroen og bekymringer over forholdene for migrantarbejdere, kvinder og minoriteter i Qatar, kan bibelselskabet i Golfområdet via sit danske søsterselskab fortælle gode nyheder. Det er nemlig muligt at uddele bibeldele i arbejdslejrene, hvor de bringer trøst og håb til både buddhister, hinduer muslimer og kristne.
Qatar er ellers præget af voksende intolerance, når det gælder tros- og religionsfrihed. Tænketanken for Forfulgte Kristne oplyser, at muslimske qatarer eller migrantarbejdere, der bliver kristne, efterfølgende bliver udsat for forfølgelse, både fra myndighederne og deres egne familier.
Qatars myndigheder har også øget overvågningen af religiøse mindretal, ligesom det er blevet sværere at få tilladelse til at uddele bibler og bibeldele. Men her er der nye muligheder under VM.
10.000 bibler fra Danmark
Myndighederne i Qatar har nemlig tilladt uddeling af Det Nye Testamente og Johannesevangeliet under VM i et lille område i udkanten af Doha. Tilladelsen gælder dog ikke de lokale qatarer, skriver Kristeligt Dagblad den 17. november.
– Der er repræsenteret mere end 150 forskellige nationaliteter og sprog i Golfområdet. I Qatar bor der 2,5 millioner mennesker; 80 procent af dem er migranter. Behovet for hjælp til disse fremmede er kolossalt, understregede generalsekretær Hrayr Jebejian under en samtale med sin danske kollega, René B. Ottesen.
Støtten fra både det danske og andre europæiske bibelselskaber har været så opmuntrende, at Bibelselskabets 20 medarbejdere i Golfområdet er gået et skridt videre. De har frimodigt taget initiativ til at få trykt nye bibeldele på flere af de sprog, migrantarbejderne taler. Udfordringen er tilladelserne fra de qatarske myndigheder, men Hrayr er overbevist om, at Gud her vil skabe en udvej.
Bibelen gi’r trøst og styrke
Migrantarbejderne bor i en slags kønsopdelte arbejdslejre med usle faciliteter, hvor der ofte er stuvet 6-8 personer sammen i små rum. Men Bibelen er blevet populær blandt migranterne. De mødes gruppevis i små rum i arbejdslejrene, hvor de læser Bibelen sammen, holder små gudstjenester og finder både trøst og styrke i bibelteksterne.
Flere migranter har oplevet, at Gud greb ind og svarede på deres bøn, når de havde særligt behov for det. Hrayr understreger, at en bibel aldrig strander ved ét menneske. Den læses i gruppen i arbejdslejrene og tænder et lys. Det lys bringer hinduistiske, buddhistiske, muslimske og kristne migrantarbejdere med sig, når de tager Bibelen med hjem til deres familier, efter deres arbejdsvisum er udløbet.
Hrayr Jebejian opfordrer danske kristne til at bede for migrantarbejderne i Qatar. Det gør han med en overbevisning om, at det er bønnen, der knytter kirken sammen over hele verden.
Den danske hjælp fortsætter
René B. Ottesen understreger, at Bibelselskabet i Danmark gerne vil fortsætte hjælpen til vennerne i Golfområdet. I løbet af november vil en stor del af selskabets indsamlinger særligt gå til uddeling af bibler og bibeldele på migrantarbejdernes eget sprog.
Helt konkret koster ét eksemplar af Det Nye Testamente omkring 35 kroner. En bibeldel, som for eksempel Johannesevangeliet, koster 25 kroner.