Jul uden gaver

Af Vibeke Binderup. Forfatter og skolelærer

Jeg bliver aldrig for gammel til at glæde mig til jul, det er i alle tilfælde endnu ikke sket. I år bliver dog en anderledes jul, og jeg har kæmpet lidt med at finde ud af hvilke følelser, jeg egentlig har omkring den festlige aften.

Jeg havde en forventning om, at jeg skulle være på gaver med ni voksne familiemedlemmer og tre børnebørn. Jeg elsker at købe gaver, og selvom det hele er alt for dyrt for tiden, skulle jeg nok finde på lidt til dem alle. Nu har otte af de ni voksne, af vidt forskellige grunde og uafhængigt af hinanden, fravalgt gaveræset i år. De tre børnebørn skal selvfølgelig forkæles, men dem er jeg ikke sammen med den 24. dec, så der bliver jo ret tomt under træet.

Jeg har været mange tanker igennem… for eksempel om vi overhovedet skal have et juletræ, og om nogen vil være med til at danse om det? Ligeså har jeg spekuleret over, hvad vi skal lave juleaften. Gaveoppakningen plejer jo at tage en ordentlig bid af aftenen, og i min familie er det håbløst at få alle med til det samme spil eller til den samme leg.

At se en film juleaften er et næsten lige så håbløst projekt, hvis alle skal blive enige om filmvalget, og er der intet program, sidder ungdommen hurtigt på hver deres mobiler… Forestiller jeg mig. Første søndag i advent sad jeg og grundede over ovenstående, og pludselig gik det op for mig, hvor stor en del af mine juletanker, der drejer sig om gaver, og hvor lille en del af mine juletanker, der drejede sig om fødselaren.

Jeg vovede at spørge Jesus, hvad han ønskede i mit hjerte og i vores familie omkring vores jul, og et øjeblik efter kom min mand ind og sagde, at han fornemmede, Jesus lige havde udtalt et julegaveønske… “Jeg ønsker mig ALT fra dig…”, og den sætning blev gjort færdig i mit hjerte: “…og jeg ønsker at give ALT mit til dig”.

Jeg ved stadig ikke præcis, hvad vi skal lave juleaften, men jeg fik flyttet mit fokus hen på Jesus, den største gave vi nogensinde har fået, og jeg er nu i stor forventning om en aften, der bliver til velsignelse på en ganske særlig måde i mit hjerte og i vores familie.

Og selvfølgelig skal vi da have juletræet ind (det gror i potte i stuen i december og i haven resten af året), for der skal stjernen jo sidde og lyse og lede vores tanker hen på Jesus.

Om der er gaver eller ej under dit juletræ, vil jeg opfordre dig til at spørge Jesus om det samme for dit hjerte og din jul… “Hvad ønsker du dig i mig Jesus?”


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Med ønsket om en ganske særligt velsignet jul til dig!