Kronjyllands Frimenighed holder ’familie-juleteater’
Kirketeatret med skuespiller Jens Jødal i spidsen fortæller juleevangeliet med bugtaling og rap – på den sjove måde. Det sker i Kronjyllands Frimenighed på Grenåvej 34 i Randers den 18. december.
Jens Jødal optræder med to dukker i rollerne som Josef og Jesusbarnet. Det bliver en udlægning af juleevangeliet, hvor tingene ikke helt går, som skuespilleren lægger op til, fordi de to bugtalerdukker har hver deres idé om, hvordan dén historie skal fortælles.
Historien fortælles på ca. 50 minutter og slutter med en vaskeægte ”Juleevangelie-rap!”. Arrangementet, som starter kl. 10.30, er gratis – med mulighed for at købe æbleskiver efter forstillingen, oplyser formanden, Rolf Weber.