Nytårstanker – Indre Mission: Drømmen er at flere ser Jesus som frelser
”Jeg formoder, at der vil være egne i Danmark, hvor missionshuse vil blive solgt”, fortæller Indre Missions generalsekretær Jens Medom Madsen. ”Måske vil IM-fællesskabet på det pågældende sted fortsætte, men der vil nok også være steder, hvor fællesskaber lukker ned. Samtidig forventer jeg byer, hvor der vil blive bygget nye missionshuse eller renoveret gamle”.
Han glæder sig over, at der etableres nye teenklubber og IMU-fællesskaber, og forventer, det vil stige i 2023, ligesom året vil udvikle nye indsatsområder for diakonien både lokalt og på landsplan.
”Bæredygtighed vil blive et element, der bliver drøftet i større og større grad, så vi søger mod gode veje i kompleksiteten – som individ, lokalt fællesskab og som landsorganisation”.
Drømmer om vækkelse
”Budskabet om Jesus rummer stor alvor og frigørelse og skal udtrykkes til flere i vores land, så jeg drømmer om vækkelse, så flere får øje på Jesus som frelser”, siger Jens Medom Madsen og understreger, at det altid er IMs opgave at finde kommunikationskanaler og forsamlingsformer, der er forkyndende og inviterende på en relevant måde for mennesker.
”Jeg drømmer om, at IMs mangfoldige arbejdsgrene, fællesskabstyper, virksomheder med diakonalt og forkyndende virke styrkes og udvides, og at unge familier også vil opleve IM-fællesskabet relevant og vigtigt”.
Frygter uklar forkyndelse
Generalsekretæren udfordrer det kristne i Danmark til at besinde sig på en sund kristendom, hvor Ordet, Nåden og Kristus står skarpt.
”Hvis ikke dette sker, er det mere ”mareridt” end ”drømme”, der fylder mit sind. Vi skal bevare friheden til at mene og udtrykke klassisk kristendom frit, så vi kan forkynde evangeliet klart og sundt”, mener generalsekretæren fra Indre Mission.
Håber på politisk goodwill
Han drømmer om, at vores politiske system og myndigheder anerkender den betydning, de kirkelige organisationer har for udviklingen af vores velfærdsstat – både historisk og for nuværende.
”Drømmen er, at den anerkendelse smitter af på politiske beslutninger for økonomi, rammer for foreningsaktivitet, administration i organisationer og mindre mistænkeliggørelse i forskellige love, hvor vi særliggøres”, fortæller Jens Medom Madsen og udtrykker, at vi er nødt til at give mere plads til Bibelen og lade Bibelens ord være dannende for vores forståelse af, hvem Jesus er, og hvem vi er som mennesker.
”Hvis 2023 skal blive unikt på en god måde, er der brug for øget brug af Bibelen i hverdagslivet for kristne. Skal der ske sund fornyelse og evangeliet skal nå flere, må vi lade Guds skabende ord komme til, så det ord former og danner hverdagens valg samt leder mennesker til Jesus.
For fællesskaber og menigheder kan dette betyde væsentlige ændringer i indhold og struktur for samlinger og gudstjenester”, slutter Jens Medom Madsen.
Læs flere nytårstanker fra kirkelige ledere: ‘Det håber vi for 2023!’