Nytårstanker – KFUM og KFUK: Frygt ikke i en antiskabelsestid
Til sommer skal KFUM og KFUK afvikle teenage-festivalen Wonderful Days. Det sker hvert andet år, men i 2020 var der en corona-begrænsning på 500 deltagere.
”Til sommer bliver vi mange, og der vil være en række nye og gode tiltag”, fortæller generalsekretær Jørgen Kvist Jensen fra KFUM og KFUK.
”Derudover vil 2023 være året, hvor de første Fairhuse vil tage form. Det er KFUM og KFUKs største satsning i mange år, hvor vi vil give en fair chance til unge i meningsfyldte fællesskaber, hvor unge kan sænke skuldrene og strække sig efter mere”.
Han drømmer om, at ”vi som en næsten 150 år gammel organisation vil have mod og vilje til at lytte til børn og unges behov og livsvilkår. Voksensamfundet må blive bedre til at lade børn og unge være i fred for forældre-overvågning”, mener generalsekretæren.
”I stedet skulle vi voksengenerationer tage os sammen og satse LANGT mere på klima og natur. Det er på tide, at vi forsøger at rydde bare lidt op i det skaberværk, vi er så tæt på helt at ødelægge. Voksen klima-handling er en perfekt måde at undgå klimastress og skam hos unge”, understreger Jørgen Kvist Jensen. Han vil hellere have et godt end et unikt år og uddyber:
”2022 blev unikt, fordi der igen var krig i Europa. Mit råd er, at politikerne endelig gør noget alvorligt ved klima- og biodiversitetskrisen. På en måde har vi gjort vores tid til en anti-skabelsestid, hvor den biologiske mangfoldighed bliver mindre pga os. Og så er det mit håb, at Mathilde på 17 og Emil på 14 vil mærke, at evangeliets ’Frygt ikke’ også gælder dem”, slutter KFUM og KFUKs generalsekretær Jørgen Kvist Jensen.
Læs flere nytårstanker fra kirkelige ledere: ‘Det håber vi for 2023!’