Banditten blev mødt af Guds kærlighed i sit delirium

– Mens jeg var barn, begyndte jeg at stjæle. Mine forældre slog mig meget, men det hjalp ikke. Jeg havde også problemer i skolen. Nogle gange fik jeg skylden for noget, som jeg ikke havde gjort, fordi de vidste, at jeg kunne finde på det.

Moise skjuler ikke, at han var ”en bandit”.

– Jeg stjal for at få penge til cigaretter og alkohol. Og disse laster kontrollerede mig fuldstændigt, fortæller han.

Da tingene blev for komplicerede, stak han af fra hjembyen Kello i Tchad. Han rejste over grænsen til storbyen Garoua i Cameroun, hvor han også prøvede at tage stoffer. Senere stak han igen af – til hovedstaden Yaounde og derfra videre til den store havneby Douala.

– Jeg har gjort alt muligt forkert. Jeg har taget andres penge. Jeg har bildt folk historier ind for at narre penge fra dem. Jeg er gået seng med mange piger. Jeg har snydt med bankkort. Jeg har spillet ulovligt på heste.

Anklaget af dæmoner

– Det var især alkohol, som var mit problem. Jeg drak alt for meget, og det førte til sidst til delirium. Jeg fik noget imod det, men blev ved med at drikke. Og mens jeg gik på gaden, oplevede jeg en dag i 2002 noget meget mærkeligt. Jeg så nogle mærkelige væsener komme imod mig. De anklagede mig for alt det, jeg havde gjort imod andre mennesker. Nogle gange var det, som om væsenerne transformerede sig til mennesker og havde de ansigter som dem, jeg havde snydt. ”Du har været i seng med min kæreste!” – ”Du har stjålet mine penge!” råbte de.

– De andre kunne ikke se det, jeg så. De hørte kun, at der skete noget. Jeg flygtede ud af baren. De anklagende stemmer fulgte med og forlangte, at jeg skulle tage mit tøj af og give det til dem. Sådan fandt man mig hen på morgenen. Jeg var skrækslagen. Min chef kørte mig hjem, men døren var lukket. De havde låst mig ude. Min chef kørte mig så på hospitalet, for at de dér skulle undersøge, om der var noget galt med min hjerne. Men da de var bange for mig, lod de mig gå igen.

En ung piges tro

– Da jeg gik forbi et kontor, var der en ung engelsktalende pige på 18 år, som kaldte på mig. Hun vidste, at jeg opførte mig som en sindssyg, men tog alligevel mod til sig og begyndte at tale med mig. Hun sagde til mig, at Jesus ikke var kommet til verden for de mennesker, som var gode, men for os, der var kommet på afveje eller var blevet syge. Hun citerede fra Johannes-evangeliet kap 3,16: ”For således elskede Gud verden, at han gav sin eneste søn, for at enhver som tror på Ham ikke skal fortabes, men have evigt liv.” Hun citerede også mange andre bibelvers. Men det vers, som greb mig, var Romerbrevet 5,8-9: ”Men Gud viser sin kærlighed mod os, ved at Kristus ofrede sit liv for os, mens vi stadig var syndere, og han har nu accepteret os på grund af Kristi stedfortrædende død. Derfor kan vi trygt regne med, at når Kristus ved sin død forsonede os med Gud, vil han også redde os på dommens dag.”

– Mens hun talte, begyndte jeg at græde, for det var noget helt nyt for mig. Min familie havde aldrig elsket mig. Ingen brød sig om mig. Og nu sagde hun, at Gud selv elskede mig…

– Mens hun talte, begyndte jeg at græde, for det var noget helt nyt for mig. Min familie havde aldrig elsket mig. Ingen brød sig om mig. Og nu sagde hun, at Gud selv elskede mig… Mit liv passerede forbi mig som en film. Jeg så alt, hvad der var sket. Og midt i min forvirring og mit kaos forstod jeg, at Gud havde en plan for mig. ”Jeg vil give mit liv til Jesus,” sagde jeg. Hun ledte mig til at bede om tilgivelse fra Gud for de synder, jeg havde begået. Jeg bekendte alt det, jeg kunne komme i tanker om. At jeg havde løjet, stjålet, horet, bedraget… Da hun sagde amen, var al støj og alle billeder forsvundet. Der var helt roligt. Jeg var bange for, at det ventede på mig, når jeg kom hjem til mit værelse. Men der var roligt. Jesus havde gjort, at de onde dæmoner var forsvundet.

– Jeg fulgte med pigen, Edith, i en baptistkirke og modtog undervisning om kristendom. Jeg forstod, at jeg havde levet helt forkert, og at man skulle være god ved andre mennesker. Jeg tænkte på min familie, som jeg var stukket af fra. Jeg havde ikke engang skrevet til dem, hvor jeg var taget hen. Jeg havde mistet mit arbejde på grund af min sindssyge, så jeg besluttede at tage på ferie i Tchad for at gense min familie. De var meget overraskede over at se mig igen. De troede aldrig, jeg ville komme tilbage. Men jeg kunne nu fortælle dem, at jeg troede på Jesus, og at han havde reddet mig.

Gademissionær

– Jeg begyndte at arbejde som missionær på gaden i Douala. Senere rejste jeg til hovedstaden Ndjamena i Tchad. Jeg havde engang set, hvordan børn levede på gaden, tog stoffer, sniffede lim osv. Jeg vidste, hvordan de havde det. Nu begyndte jeg at tage mig af gadebørnene og fortælle dem om Jesus. Jeg boede sammen med børnene i huler af pap. Nogle mennesker hjalp med madvarer, som jeg kunne dele ud, men pludselig blev jeg selv arresteret af politiet. De beskyldte mig for at handle med børnene seksuelt. Jeg kom i fængsel, men efter at politiet havde undersøgt sagen, forstod de, at jeg kun gjorde noget godt for børnene. Jeg blev igen løsladt og arbejdede i alt 8 år i Ndjamena. Herefter tog jeg hjem til min hjemby for at fortsætte arbejdet der.

Nogle mennesker hjalp med madvarer, som jeg kunne dele ud, men pludselig blev jeg selv arresteret af politiet. De beskyldte mig for at handle med børnene seksuelt.

Gift med en økonom

I Ndjamena mødte Moise sin kommende kone, Eve. I modsætning til ham kom hun fra gode familieforhold og studerede økonomi på universitetet.

– Hun kom ofte forbi og blev rørt over, at jeg arbejdede med gadebørnene. ”De er jo beskidte og voldelige. Hvordan kan du have med dem at gøre?” spurgte hun. Men det endte med, at vi blev venner, og i dag er vi gift og har tre børn. Hun kom til at arbejde for toldvæsnet. Og nu bruger hun sin løn på at hjælpe gadebørnene – helt indtil de er færdige med skolen.

– Vi tager børnene med hjem, vasker dem og vasker deres tøj. Giver dem noget at spise. Vi har ikke vores eget hus, vi har ikke et smukt værelse. Men Jesus har givet os kærligheden til disse børn. Og ligesom han kom og hjalp mig, mens jeg endnu var ude i skidtet, sådan skal vi også hjælpe dem, der har det skidt.

I Kello mødte Moise den lokale pinsepræst fra Assemblé de Dieu. Han fandt ud af, at præsten havde den samme brand for at hjælpe gadebørnene. Præsten Lazare havde brug for en, der kunne oversætte til det lokale sprog, når han holdt friluftsmøder med en megafon og viste billeder og film for børnene. Nogle af gadebørnene kommer nu i kirken.

Vil oprette radio

Allerede i Douala, kort efter Moises omvendelse, blev han inviteret til at fortælle sin historie i radioen. Bagefter kom han i kontakt med mange, som havde hørt hans historie. ”Er det dig, der var sindssyg?” ”Er det dig, der var en bandit?” spurgte de. Folk undrede sig over den store forandring, der var sket.

– Da jeg nu begyndte at arbejde med gadebørn i min hjemby, fik jeg den ide, at vi gennem en lokalradio kunne komme i kontakt med mange flere. Vi bad meget over det, og jeg kom i kontakt med jeres arbejde. Nu har jeg været med på det seminar, I har arrangeret, og det har givet mig meget. Især var det vigtigt, at du kom med personlige eksempler og opfordrede lederne til at gøre op med det forkerte i deres liv, så det ikke ødelægger deres tjeneste. Det er den slags ærlig undervisning, der gør indtryk på os. Nu vil jeg snakke sammen med min kone Eve om, hvordan vi skal organisere radioen. Vi har fået mange ideer, og vi planlægger at lave programmer på alle de lokale sprog. Jeg er selv fra stammen Lele, som er den store stamme i Kello. Men der er mange andre stammer. Når de hører noget på deres eget sprog, vil de lytte til radioen, slutter Moise glad.

Udfordringen hjælper kristne i Afrika med at oprette radiostationer.
Du kan støtte via Missionsfondens konto nr. 9570 – 0006 139450. Husk at nævne projekt ”5984 Udfordringens Radio-mission i Afrika”, da Missionsfonden har flere tusinde projekter. Husk navn, adresse og cpr-nummer, så Missionsfonden kan sørge for, at du får skattefradrag.