Christian 3.’s dilemma

I forbindelse med udgivelsen af kirkehistoriker, professor Martin Schwarz Laustens bog ”Gesandt for Danmarks konge” om Christian 3.’s gesandt Peter Svave har Udfordringen mødt forfatteren til en snak om baggrunden for bogen.

En troende konge

”Egentlig begyndte det med mit speciale om reformationen og om Luthers betydning for teologien og opbygningen af den nye protestantiske kirke i Danmark”, fortæller forfatteren.

”Nu er alt om Luther jo gennemforsket. Men det viste sig alligevel, at der var aspekter, man aldrig rigtig havde beskæftiget sig med. – Noget af det, jeg har været interesseret i, og som er kommet frem i ”Gesandt for den danske konge”, er, hvad det betyder for samfundet, at vi skifter fra katolicismen til protestantismen. Hvilken virkning har det på mennesker og samfundsopbygningen? I Danmark er vi så heldigt stillede, at vi har bevaret rigtig mange bøger, pjecer, håndskrifter og breve fra den ældste tid, da Danmark ikke har været udsat for de helt store bombardementer, brande og naturkatastrofer. Vores biblioteker og arkiver er fulde, og især fra reformationstiden ligger der meget spændende materiale. Rigsarkivet har en stor samling originale breve fra Luther og hans kollegaer i Wittenberg til den danske konge. Så man kan gå derind og holde papirer i hånden, som Luther har siddet og skrevet på. Vi har også alle de breve, den danske kong Chr. 3. sendte til Luther. For han var helt vild med ham og var en meget overbevist lutheraner. Det er en brevveksling på næsten 300 breve, hvor kongen spørger om alt muligt, og Luther og de andre svarer ham.
De sendte også alt det, de udgav. Der kom en stadig strøm af andagtsbøger, fortolkninger til de bibelske skrifter og polemiske skrifter mod Den Katolske Kirke. Alt det fik kongen, og han læste det faktisk. Han var meget teologisk interesseret og kommenterede det også. Hver morgen holdt han en personlig andagt, hvor ingen måtte forstyrre ham.”

Reformationens indførelse i Danmark

Ved reformationens indførelse i Danmark i 1536 blev alle de katolske biskopper afsat og fængslet, mens alle katolske præster blev lutherske:

”Vi kender ikke ét tilfælde, hvor en præst sagde, at han ikke kunne det. Alle gled lige over og blev lutherske. Chr. 3. fik også nedsat en kommission, der skulle skrive et udkast til en kirkelig grundlov med forordninger om, hvem der skulle vælge biskopper og præster, hvordan gudstjenesten skulle holdes, og hvordan man skulle forrette dåb, ægtevielse og begravelse. Der er også et lille afsnit om den nye skolelov. Loven blev trykt og udkom i 1537, først på latin og så på dansk.”

Martin Schwarz Lausten fortæller desuden, hvordan de nyslåede lutherske præster måtte lære at prædike, hvad de kun havde lidt erfaring med som tidligere katolske. Som hjælp fik de lov at læse op af prædikensamlinger – ikke mindst Hans Tausens:

”Den er blevet læst op i den ene kirke efter den anden i generationer. Prædikenerne er tidløse og kan bruges også nu”.

Dilemmaer

”Men udenrigspolitisk havde Chr. 3. et kæmpe problem. Det hænger sammen med hans forgænger, Chr. 2. Det er ham, mange kender fra Det Stockholmske Blodbad, hvor han halshuggede næsten 80 adelsmænd og et par biskopper.”

Efter dette afsatte adlen i Danmark ham, hvorefter han forlod Danmark. Senere forsøgte han at generobre Danmark, men det mislykkes, og han fængsledes i 1532 på Sønderborg Slot, hvor han sad til sin død i 1559. ”Kort efter, at Chr. 2 forlod Danmark, blev han meget optaget af Luther og endte med at blive lutheraner, hvilket politisk set var det dårligste, han kunne gøre.”

Nu skulle man så tro, at Chr. 2.’s og Chr. 3.’s fælles lutherske tro var en forsonende faktor, men – som Lausten fortæller – er sagen ikke så enkel: ”Chr. 2. havde to døtre, som var gift med fyrster, og de havde kun ét i hovedet: At deres far skulle ud af fængslet, og at de skulle have magten i Danmark tilbage, og her prøvede de at få hjælp af kejser Karl d. 5., som var deres onkel. Det er Chr. 3.’s største udenrigs- og sikkerhedspolitiske problem, for han var hele tiden bange for, at det skulle lykkes.”

Ven med fjenden

Kongen valgte derfor at slutte forbund med den tyske, katolske kejser Karl 5. ”Han kunne i stedet have valgt at opruste”, siger Lausten, ”men det havde han ikke råd til. Da en aftale med de lutherske fyrster udløb, fornyede kongen den ikke, hvilket ville have været mere oplagt. Men han valgte altså at slutte forbund med det, som trosmæssigt må ses som fjenden.” Det er dette ulykkelige forbund, som er hovedtemaet i ”Gesandt for den danske konge”.

”Karl 5. er den største hersker, kristenheden har haft. Han herskede over Spanien, Tyskland, Østrig, Ungarn, Nederlandene og nogle dele af Italien. Dertil kom Mexico og dele af Sydamerika. Det var et kæmpe imperium. Samtidig troede Karl 5. sig kaldet af Gud til at holde hele verden katolsk og udrydde de lutherske.”

Alligevel indgik Chr. 3. en pagt med Karl 5., hvor de lovede ikke at påføre hinanden krig og hjælpe hinandens fjender. Det betød, at kongen ikke kunne hjælpe de lutherske fyrster i Tyskland, hvad de gang på gang bad ham om.

”Da religionskrigen så udbrød, gik det helt galt, og de bad ham igen om hjælp. Men kongen sagde nej.” Men hvordan forsvarede Chr. 3. det? ”Han så det som Guds kald at tage sig af sine undersåtter i Danmark-Norge og sørge for, at de aldrig kom i krig”, mener Lausten.

Gesandten Peter Svave

Til at føre de diplomatiske forhandlinger med kejseren i Sydtyskland havde Chr. 3. Peter Svave, der ligesom kongen var en overbevist lutheraner.
Hans mange utrykte beretninger hjem til kongen, skrevet i koder, ligger i Rigsarkivet. I dem kan man læse, hvordan han efterhånden fik samvittighedskvaler:

”Han kunne jo ikke direkte kritisere kongen. Men vi kan se, at han indirekte forklarede kongen, at det ikke var godt, at Danmark svigtede de lutherske trosfæller. Det gjorde han ved at citere, hvad de lutherske fyrster havde sagt til ham. Og han kunne berette, hvordan kejseren havde sejret og genindført katolicismen. Det endte med, at Svave mere direkte sagde til kongen: Når jeg læser den instruks, jeg har fået, og ser, hvad der er sket, kan jeg ikke bringe det sammen i mit hoved. Han endte derfor med at bede om at blive hjemsendt, hvilket han blev nægtet”.

Ansvar overfor Gud

”Jeg har for første gang prøvet at indføje fiktive passager, hvor jeg lægger følelser og replikker ind i personerne. Det har jeg gjort for at tydelig-og levendegøre problematikken og de spørgsmål, den rejser, og dermed gøre det interessant for andre læsere end fagfolk: Hvordan er sammenhængen mellem etik og politik? Kan man gøre alt, hvad man vil i politik, eller er der nogle grænser og bekendelsesmæssige holdninger, man må tage hensyn til? Man kan ikke bare være en kynisk politiker. Det er et problem, vi også ser i moderne tid. Hvad er prisen for at være gode venner med den katolske kejser? Fortjenesten var, at Danmark undgik krig. Men hvad gav kongen så? For Peter Svave var prisen samvittighedskvaler, og det pinte ham til sidst på dødslejet. Hvor meget skal samvittigheden få indflydelse? Man kan argumentere for, at endemålet er, at vi får fred og ro. Men andre vil mene, at vi må kæmpe for den rigtige sag, så må der ske det, der vil! Hvor meget skal troen betyde i dagligdagen? Mange vil sige, at Luther sagde, at det åndelige og det verdslige skal adskilles. Ja, Luther sagde, at det ikke må blandes, for så får vi det, man havde i katolsk tid. Men man glemmer tit en vigtig tilføjelse fra Luther: Ovenover de to – både det åndelige og det politiske – står Gud. Man skal huske, at fyrster og konger skal regere i ansvar for Gud. Nok er det adskilt, men det samles alligevel. For begge planer hører ind under Gud”.