Dansk-norsk samarbejde om at hente flygtninge

Flemming Bertelsen fra Midtjyllands Frikirke i Ikast samarbejder med UMO-team fra Norge.

TeamGo fra UMO-basen i Grimmerud benytter denne minibus til at transportere varmt tøj til Ukraine – og flygtninge fra Ukraine til Danmark.

Siden september 2022 har Flemming Bertelsen fra Herning og hans ven John Henry fra Norge taget adskillige ture til Ukraine med nødhjælp.

John Henry er leder af TeamGo fra UMO-basen i Grimerud i Norge. De benytter en 17-sæders mini-bus, som de fylder op med varmt tøj, soveposer og tæpper til at dele ud til de nødlidende ukrainere. Derefter tager de ukrainere med hjem, som ønsker at flygte fra deres krigshærgede land. Flemming Bertelsen fortæller:

– Vores destination er Poliana, ca. 70 km fra Slovakiet. Her når vi frem til et hotel med børnehjem, som blev bygget efter Tjernobyl-ulykken. Dette sted ejes og drives af en kristen familie, bestående af fem brødre og deres søster. Den 6. bror er leder af et bibelinstitut i Kiev, fortæller Flemming Bertelsen, Ikast.

Flygtninge med hjem

Flygtende ukrainere i bussen på vej til Herning.

– Busladningen med varmt tøj og andre ting, som vi har medbragt fra Danmark og Norge, bliver læsset af her, for nu gør vi klar til at fylde bussen med de mennesker, som i spænding har ventet på vores ankomst. Den materielle hjælp, som vi læsser af her, bliver transporteret til de nødlidende, der risikerer deres liv, mens de venter i kulden på at blive reddet. De bliver beskudt af russerne.

Her er også et hjælpecenter for sårede og flygtninge fra de krigshærgede områder. Tilbage til Skandinavien har vi flygtninge med os i samarbejde og aftale med myndighederne i de skandinaviske lande, hvor de skal integreres i lokalsamfundene. Vores oplevelse er indtil videre, at de er meget nemt bliver integrerede og aktive i de lokalsamfund, som de bliver henvist til af myndighederne.

Undervejs hjem tager vi hånd om dem og overnatter på et hotel i Polen. Næste stop er vores hjem i Herning, hvor de hviler sig og kommer til hægterne efter den lange, trættende rejse, inden de rejser videre til deres destinationer i Danmark og Norge. Her bliver de registreret og får hjælp til at integrere sig i lokalsamfundene.

Kontakt til menigheder

– Vi benytter også muligheden for at forbinde dem med lokale menigheder. Her kan de få åndelig næring og opbygge åndelige relationer samtidig med, at vi opfylder deres fysiske behov. De er alle meget taknemmelige for dette aspekt af vores mission. Formålet med at bringe nogle få flygtninge ad gangen i stedet for mange er, at de kan integreres og opbygge relationer med de lokale familier. En af familierne fra Ukraine er fx begyndt at komme regelmæssigt til gudstjenesterne i Midtjyllands Frikirke i Ikast, fortæller Flemming Bertelsen.

Hurtigt i arbejde

Flemming Bertelsen sammen med det ukrainske par, Maxim og Viktoria, som nu bor hjemme hos ham og Britta i Ikast.

– Vi har Maxim og Viktoria til at bo her hos os, og det er super godt for både dem og os. De er meget gode til at arbejde med i praktiske ting. Faktisk så er alle ukrainerne, som er kommet med os til Danmark, i fuldtidsarbejde allerede efter få dage. De sidste, der kom til os, har været på integrationskontoret i dag og starter med at arbejde i morgen. Vi er meget glade for relationen med dem. Vores største behov lige nu er generatorer, brændeovne og stearinlys, som bliver smeltet om til fakler i konservesdåser med store væger. De bruges både til lys, opvarmning og ikke mindst til at lave mad over eller koge vand til the m.m. Over hele Ukraine er man uden strøm i 20 timer dagligt. Ofte er det om natten, der er strøm. Det betyder, at man må stå op og lave mad midt om natten. Ingen ved, hvornår strømmen igen er væk. Og heller ikke, hvornår den kommer igen, siger Flemming.

– Hvis vi havde flere penge til at købe diesel og dække udgifter i forbindelse med transporten, kunne vi hjælpe flere, slutter Flemming Bertelsen, som kan kontaktes på fb.husum@gmail.com.