Den enkelte bliver set på syskolen i Indien

Den kun 28-årige enke Saumi kommer hver dag på syskolen. Hendes mand døde sommeren 2022 af et slangebid, mens han arbejdede ude i marken.

“Hun var dybt traumatiseret over pludselig at stå alene i så ung en alder, og kunne ikke andet end græde. Det var nærmest umuligt at nå ind til hende og bringe tro på fremtiden, men efter mange besøg hos hende med snak og forbøn, begyndte hun stille og roligt at åbne op, og hun går nu på vores syskole” fortæller Stella. Stella leder syskolen, som Dansk Europamissions forbedere og givere støtter. Stella er tydeligt berørt over Saumis situation, men har samtidig en ukuelig tro på, at Saumi vil rejse sig i livet og opdage, at Guds kærlighed kan forvandle hendes liv. Da vi hilser på Saumi, ser hun direkte på os med et stort smil. Hun fortæller ivrigt om, hvad hun har lært på syskolen og om sit håb om at tjene sine egne penge. Først bagefter fik vi hendes baggrundshistorie og var opmuntret over, hvilken forskel projektets medarbejdere har gjort for hende.

Selvom det er besværligt at komme hjemmefra hver dag, fortæller hun, at hun for alt i verden ikke vil undvære fællesskabet med de andre kvinder, og det at lære at sy også hjælper hende til at fokusere på fremtiden frem for det, hun har mistet.
Tre gange om dagen kommer der en ny gruppe kvinder for at lære at sy og brodere, så de kan blive selvforsørgende og hjælpe deres familie til at klare sig bedre. Efter seks måneders sykursus får de et officielt anerkendt bevis, som de kan bruge til at søge job indenfor tekstilbranchen. Kvinderne kan også efterfølgende sy derhjemme eller komme og sy på syskolen, hvor de kan bruge faciliteterne.

Gode jobmuligheder

I Indien går de fleste kvinder stadig med saree, et fem meter langt stof, som man vikler rundt om sig, og en bluse. De er meget flot broderede, nogle mindre end andre, alt efter anledningen. Her er der gode indtjeningsmuligheder. Projektet får ordrer ind på de bluser og andre ting fra lokalsamfundet og arbejder på at skaffe større ordrer på skoleuniformer fra kristne skoler, så kvinderne kan blive i syskolens gode fællesskab og samtidig tjene deres egne penge. Nogle mindrebemidlede kvinder er stort set kun hjemme som husmødre i deres svigerfamilier og har ingen at snakke med om deres bekymringer, så når de første gang kommer på syskolen, fortæller Stella, er de meget utrygge og mismodige og har på ingen måde lyst til at åbne sig for nogen.

Der går dog ikke lang tid, før de åbner op, når de oplever sig set og mærker omsorgen gennem rådgivning, sjælesorg og forbøn ved samtaler enkeltvis. Efterhånden som de bliver trygge ved hinanden, kan de også bruge det fællesskab til at få luft for deres bekymringer og glæder.
“Vi oplever kvinder, som åbent fortæller om deres problemer, og som efter forbøn og samtale glædesstrålende kommer og fortæller om en ny fred og svar på bøn” Stella fortæller håbefuldt, at hun føler sig som “sædemanden,” der planter sin mark til og sår en masse i menneskers liv i tro på, at den Gud, som ser den enkelte, vil lade det vokse op og bære frugt i 100 fold.

Forfølgelse af kristne

Den siddende regering er hindu-nationalistisk og ønsker i princippet, at Indien kun skal være for hinduer. Den gør, hvad den kan, for at forhindre vestlig indflydelse og ikke mindst evangeliet i at nå ud til de mange indere. Der er mange eksempler på, at kristne og muslimer oplever diskrimination og forfølgelse, særligt i det nordlige Indien. De to sydlige stater i Indien er kendt for en højere andel af kristne, og forfølgelsen har indtil nu været mindre her, men det ser ud til at ændre sig. På rejsen fik vi indtryk af, at den almindelige hindu kan være skeptisk over for de nationalistiske hinduer og i stedet ønsker fredelig sameksistens. Kristne må derfor gå frem med visdom og uden at påkalde sig myndighedernes opmærksomhed bruge de anledninger, de får, til at dele de gode nyheder med den enkelte.