Mental trivsel begynder i familien

Vi ved meget lidt om Jesus’ barndom. Udover fødselshistorien hos Mattæus og så her i Lukasevangeliet står der ikke noget i Bibelen om Jesu liv, før han bliver 30. Jeg er ellers noget nysgerrig på, hvordan han var som barn, teenager og helt ung mand.

Ingen tvivl om, at hans forældre var omhyggeligt udvalgt af Gud, for det er som bekendt i de første leveår, at fundamentet for det senere liv dannes.
Men lad os se på det, vi har:

I dagens tekst møder vi for første gang Jesus efter opvæksten hjemme hos Maria og Josef i Nazaret. Han var en moden og klog dreng, og Guds velsignelse var tydeligt over ham, får vi at vide i Luk.2:40. Han var nu tæt på sin Bar Mitzvah, dvs. det tidspunkt, hvor han skulle ’træde ind de voksnes rækker’ og selv tage ansvar for at leve efter de jødiske forskrifter.

Han kommer nu for første gang med sine forældre til påskefesten i Jerusalem og oplever alle de traditionsrige ritualer, tilsyneladende uden at reagere. Men da det begynder at tynde ud i de mange besøgende, sker der alligevel noget usædvanligt: Han smutter tilbage til templet og begynder at tale med de skriftkloge.

Mange malere er gennem tiderne blevet inspireret af episoden og har malet situationen: De ærværdige gamle mænd, der fascineret betragter en frisk udseende dreng midt i flokken med rank ryg og et stærkt blik. Besynderligt! Hvordan kan en 12-års knægt være så vidende og samtidig videbegærlig?

Maria og Josef finder ham der efter to dage og bebrejder ham mildt, at han ikke var taget med på hjemrejsen. Han bebrejder dem mildt med ordene: ”Vidste I ikke, at jeg har en opgave her i min Fars hus?”

Den svenske forfatter Selma Lagerlöf har i én af sine berømte Kristuslegender (”I Templet”) ladet Maria og Josef før påsken tale sammen om deres bekymring for, hvordan Jesus’ første møde med templet ville forløbe? Der var jo alt det, englen havde sagt ved hans fødsel om, at han skulle være den ventede Messias. Nu da Påsken er ovre, uden at noget usædvanligt er sket, lufter de tanken om, at måske var han det alligevel ikke? (Dette er vel at mærke forfatterens fantasi og står ikke Bibelen).

”Jeg er næsten begyndt at håbe, at Herren i sin nåde vil vælge en anden til den store skæbne og lade mig beholde min søn”, siger Maria til Josef. Hvortil han svarer: ”Du kan være glad for, at faren nu er ovre. Snart har vi ham hjemme i Nazaret igen”. Hvem kan ikke forstå sådan et forældrepars ønske?

Jesu kaldsbevidsthed

Men sådan skulle det ikke gå – i virkeligheden. Der var alligevel sket noget, hvilket Jesus’ svar viser, da han for første gang sætter ord på sin oprindelse og sin kaldsbevidsthed: ”Vidste I ikke, at jeg har en opgave her i min Fars hus?” Han tog med dem hjem til Nazaret og var lydig mod dem, står der i teksten.”

Han… voksede både åndeligt og fysisk og var vellidt af Gud og mennesker”. Herefter sænker tavsheden sig igen over deres familieliv, og vi hører ikke mere om Jesus, før han begynder sin offentlige tjeneste i Israel 18 år senere. Det er min overbevisning, at vi i Bibelen får overleveret tilstrækkelige, tidløse og guddommelige rollemodeller, som ethvert menneske til enhver tid kan både leve og dø på.

Familiemodellen

Jeg tror, at vi kan lære noget af Maria og Josef i deres måde at være forældre på – også selvom vi lever i en anden tid og kultur: Vi skal oplære vores børn i troen på Gud og selv være eksempler på en trospraksis, de kan tage med sig ud i livet. Vi skal tage dem med i kirke. Vi skal tage ansvar for en god og tryg atmosfære i hjemmet, og vi skal kommunikere med dem på en åben og alderssvarende måde, så de frit kan træffe deres egne velinformerede valg. Vi skal ikke være perfekte, men gøre os umage.

Børnene kan på deres side lære af Jesus som rollemodel, at de skal være lydige og respektfulde overfor deres forældre, at de godt må udfordre dem, når nødvendigt – som det skete i Templet, og som det er nødvendigt for at blive selvstændige og socialt modne. Sådan lærer et barn om Gud.

Store krav siger du måske. Men tænk på, at Gud selv har ’opfundet familiemodellen’. Og resultatet, tror jeg, vil være mere harmoniske hjem og bedre mental trivsel til gavn for hele vores samfund. ”At leve Gud nær er min lykke.” (Sl. 73,28)

Søndagens tekst: Luk. 2,41-52

Jesus som tolvårig i templet

41 Josef og Maria rejste hvert år til Jerusalem for at være med til påskefesten.

42 Da Jesus var blevet 12 år gammel, fik han lov til at komme med for første gang.

43 Da højtidsdagene var forbi, begyndte Josef og Maria på rejsen tilbage til Nazaret, men Jesus blev i Jerusalem, uden at hans forældre vidste det.

44 Den første dag tænkte de ikke over hans fravær, fordi de regnede med, at han var sammen med nogle venner blandt de øvrige rejsende. Men da han ved aftenstid endnu ikke var dukket op, søgte de efter ham blandt familie og venner.

45 Da han ikke var at finde nogen steder, vendte de om og brugte den næste dag til at rejse tilbage til Jerusalem.

46 På den tredje dag fandt de ham i templet, hvor han sad fordybet i samtale med dem, der underviste i Toraen.

47 De undrede sig alle over hans kloge spørgsmål og den måde, han svarede på.

48 Hans forældre vidste ikke, hvad de skulle tænke, da de fandt ham siddende blandt alle de lærde, men så udbrød hans mor: „Jamen, dreng dog! Hvordan kunne du gøre sådan imod os? Din far og jeg har været så urolige for dig, og vi har ledt efter dig alle vegne!”

49„Hvorfor har I ledt efter mig alle vegne?” spurgte Jesus. „Vidste I ikke, at jeg har en opgave her i min Fars hus?”

50 Men de forstod ikke, hvad han mente med det.

51 Så fulgte han med dem tilbage til Nazaret og var lydig imod dem. Siden hen spekulerede Maria tit på det, han havde sagt.

52 Jesus voksede både åndeligt og fysisk og var vellidt af Gud og mennesker.