Frygten må ikke overtage magten i dit hjerte

Jeg hørte engang en kendt kristen digter sige noget i denne stil: Gud brugte seks dage på at skabe verden. Nu har Jesus brugt 2.000 år på at gøre den næste klar. Så sammenlignet med den kommende må vores nuværende verden ligne en losseplads.

Det er en finurlig pointe. Der er virkelig noget godt i vente. Men er det det, Jesus gerne har fokus på her i sin afskeds-tale dagen før sin død? ”I har ingen grund til at frygte, for I har himlen foran jer.” Det er en ok pointe, men jeg tror, Jesus vil sige noget andet – og faktisk vigtigere. Når vi forældre trøster vores bange børn, fortæller vi dem ofte, at de ikke behøver at være bange. Min datter var forleden bange for lyden af en motorcykel, der holdt på den anden side af vejen. Hun kunne høre den i sin seng. Det er altså ikke værd at være bange for.

Men når jeg er bange, kan det jo virke utrolig nedgørende at få at vide, at det slet ikke er værd at være bange. Det ligner lidt, at det er det, Jesus gør: ”Kære disciple, snart skal I i himlen, derfor er det ikke værd at være bange nu.” Men det er ikke et særligt godt budskab. Så er mit liv jo ikke rigtig noget værd før, jeg er død, eller Jesus kommer igen. Jeg kan godt forstå, hvis man tænker: ”Det er godt med dig, Jesus. Det er let nok for dig at sige, når du sidder deroppe i himlen, mens jeg er her på jorden og er ved at gå til.”

Lad os zoome lidt ud for at se sammenhængen. For ja, Jesus siger, at vi ikke skal være bange. Det bliver i øvrigt sagt mange gange i Bibelen. Men det bliver ikke sagt som af en forælder, der ikke regner frygten for reel. Da Jesus sagde til sine disciple, at de ikke skulle være bange, så han for sig det kors, der var ved at blive gjort klar til ham. Om få timer ville han selv falde sammen på jorden, mens han svedte blod af stress, angst og desperation.

Og få minutter før han opmuntrede disciplene til ikke at være bange, havde han gjort det klart, at de alle ville svigte ham. Jesus var bange. Hans sjæl var i oprør til døden (Joh 12,27 og 13,21). Så jo: Frygt kan være ganske reel. Der er noget i vores verden, som er værd at være bange for. Men det må ikke overtage magten i dit hjerte. Jesus ved, hvad han taler om. Han ser tingene, som de er, og alligevel siger han til dig: “Dit hjerte må ikke forfærdes.” Han siger det med korset for øje: For på det kors gik han bort for at gøre en plads rede for dig. En plads i Guds rige, for at du skal være, hvor han er.

Ham, der i dag siger til dig, at du ikke skal være bange, har selv smagt panikken og angsten. Han forstår, at dit mørke er virkeligt, og at din smerte er dyb. Og dog siger han: “Dit hjerte må ikke forfærdes. Tro på Gud, og tro på mig.” Frygten er ikke illegitim, fordi vi skal i himlen. Men frygten er gjort grundløs, fordi Jesus har gjort en plads rede for os. Det gjorde han via korset og gennem sin opstandelse. Vi lever i en verden, hvor Jesus er opstået, for at vi skal være, hvor han er. Frygten har kun magt indtil graven – og graven er tom!

Vi er på vej mod Kristi himmelfart og pinse. Sammen med påskens glade budskab kan vi i troen vide, at Jesus er hos os på samme måde, som han førhen var i templet, som Jesus siger lidt senere i afsnittet: “Den, der elsker mig, vil holde fast ved mit ord, og min fader vil elske ham, og vi skal komme til ham og tage bolig hos ham.” Med andre ord: Pladsen er klar. Jesus er kommet til dig. Tror du ham, er du hos ham. Dette håb og denne trøst er reelt til stede i dag. Vi kan se frem mod fuldendelsen – den dag, hvor Jesus kommer igen og nyskaber himmel og jord. Da skal frygten for evigt forsvinde.

Prædikentekst: Joh. 14, 1-11

Jesus sagde: »Jeres hjerte må ikke forfærdes! Tro på Gud, og tro på mig! I min faders hus er der mange boliger; hvis ikke, ville jeg så have sagt, at jeg går bort for at gøre en plads rede for jer? Og når jeg er gået bort og har gjort en plads rede for jer, kommer jeg igen og tager jer til mig, for at også I skal være, hvor jeg er. Og hvor jeg går hen, derhen kender I vejen.« Thomas sagde til ham: »Herre, vi ved ikke, hvor du går hen, hvordan kan vi så kende vejen?«

Jesus sagde til ham: »Jeg er vejen og sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig. Kender I mig, vil I også kende min fader. Og fra nu af kender I ham og har set ham.«
Filip sagde til ham: »Herre, vis os Faderen, og det er nok for os.« Jesus sagde til ham:

»Så lang tid har jeg været hos jer, og du kender mig ikke, Filip? Den, der har set mig, har set Faderen; hvordan kan du så sige: Vis os Faderen? Tror du ikke, at jeg er i Faderen, og Faderen er i mig?
De ord, jeg siger til jer, taler jeg ikke af mig selv; men Faderen, som bliver i mig, gør sine gerninger. Tro mig, at jeg er i Faderen, og Faderen er i mig; hvis ikke, så tro på grund af selve gerningerne.«

Bibelteksten bringes med tilladelse fra Det Danske Bibelselskab og er fra den autoriserede oversættelse af Bibelen fra 1992. © Det Danske Bibelselskab 1992.