En fredfyldt tilstedeværelse i en angstprovokerende verden

De sidste seks år er verden blevet mere og mere angstprovokerende. I marts 2020 blev der pludselig snak om en eller anden virus i Kina. Siden da er verden eksploderet! Global nedlukning, som førte til, at vi alle pludselig fandt ud af, hvor skrøbeligt livet faktisk er. Dernæst gik Putin ind i Ukraine. Det førte til, at vi alle fandt ud af, hvor brutalt mennesket faktisk er. Efterfølgende begyndte Kina at lave militærøvelser omkring Taiwan, hvilket affødte en blivende uvished om, hvorvidt og i så fald hvornår de vil forsøge at indtage landet.

Så blev Trump præsident igen og ville både have Canada til at blive en stat i USA og Danmark til at afgive Grønland med trussel om brug af magt om nødvendigt. Dernæst angreb han Venezuela og sidenhen Iran, og verdensøkonomien er i en voksende krise som konsekvens af det. Og så fandt vi ud af, at ingen af os har nogen som helst idé om, hvad der foregår længere. Og hvad skal vi svare, når vi spørger os selv eller hinanden, hvordan vores verden ser ud om fem år? Eller bare om et år? Eller om en uge? Vi ved det ikke!

Oveni det er der klimakrise, som vi næsten har glemt, fordi alt det andet er så vildt. Forskere advarer fx om, at AMOC, som er en del af Golfstrømssystemet, formentlig vil kollapse i det her århundrede, hvilket vil føre til grønlandske temperaturer her i Danmark. Vi finder mere og mere ud af, at også vores klode er skrøbelig! Og hvad med vores børn? Hvordan lærer de at være til stede i alt det her.

Og ikke mindst hvordan skal de lære at navigere i en verden af skærme? Bliver de skadet for livet? Er vores børn også skrøbelige? Og hvad er det egentlig for en verden, vi har sat børn ind i?

Vi længes efter fred

I vores måde at bruge ordet betyder fred først og fremmest fravær af krig eller konflikt. Når man har fred, er der ingen fjender, og man kan drikke sin kaffe i fred og ro. Ok, vi kan også tale om at føle fred eller have fred i hjertet. På hebraisk hedder fred shalom. Det er et fundamentalt teologisk begreb i Det Gamle Testamente, som har mindst otte forskellige betydninger i sig. Det omhandler fred, helhed, velbefindende og fremgang. Du kender det sikkert fra salam på arabisk, som det bruges i Islam.

Om aftenen påskedag var disciplene samlet. De holdt sig bag lukkede døre, fordi de var bange for at blive fanget af præsterne og romerne. Og med god grund. De levede under en brutal besættelsesmagt, som deres leder og ven lige var blevet henrettet af. Pludselig står Jesus midt iblandt dem. Og hvad siger han? ”Shalom være med jer!”, ”Fred være med jer!” (eller også sagde han shlamaa, som er den aramæiske udgave, men pointen er helt den samme).

”Han er fredskongen, som indstifter
et fredsrige. Han er bogstaveligt talt
en fredfyldt og fredsskabende tilstedeværelse
i en angstprovokerende verden.”

Det Gamle Testamente bruger udtrykket, at han er Shalom-fyrsten. Han er fredskongen, som indstifter et fredsrige. Han er bogstaveligt talt en fredfyldt og fredsskabende tilstedeværelse i en angstprovokerende verden.

Intet kan overvinde Jesus

Og nu står han så der lige foran disciplene. Hvilken forskel har det mon gjort for dem? Er det shalom-budskab noget, der rammer dem? Jeg tror, det overrasker dem, gennemvarmer dem og fylder dem. Lige her i den første kristne påske viser Jesus sine disciple, at intet kan overvinde ham – selv ikke døden. Og han viser dem, at når de lever med ham, kan intet overvinde dem – selv ikke døden.

De sad bag lukkede døre i angst for at blive taget til fange af de samme myndigheder, som lige havde dræbt deres mester. Pinsedag gik de ud på tempelpladsen og prædikede om deres mester – om Jesus, fuldstændig frygtløse, fordi angsten var byttet ud med fred. Den var byttet ud med shalom. Jesus taler de samme ord til dit og mit hjerte i dag: ”Fred være med dig, fordi JEG ER med dig.” Læg dit liv i hans hænder og lad ham fylde dit liv med fred. Så vil du mere og mere sammen med Jesus blive en fredfyldt tilstedeværelse i en angstprovokerende verden.

Prædikentekst: Joh. 17,1-11

Jesus beder for sine disciple

”Sådan talte Jesus; og han så op mod himlen og sagde: »Fader, timen er kommet. Herliggør din søn, for at Sønnen kan herliggøre dig, ligesom du har givet ham magt over alle mennesker, for at han kan give evigt liv til alle dem, du har givet ham. Og dette er det evige liv, at de kender dig, den eneste sande Gud, og ham, du har udsendt, Jesus Kristus. Jeg har herliggjort dig på jorden ved at fuldføre den gerning, du har givet mig at gøre.

Fader, herliggør mig nu hos dig med den herlighed, jeg havde hos dig, før verden var til. Jeg har åbenbaret dit navn for de mennesker, du gav mig fra verden. De var dine, og du gav dem til mig, og de har holdt fast ved dit ord. Nu forstår de, at alt, hvad du har givet mig, er fra dig. For de ord, du gav mig, har jeg givet dem, og de har taget imod dem, og de har i sandhed forstået, at jeg er udgået fra dig, og de er kommet til tro på, at det er dig, der har udsendt mig.

Jeg beder for dem; ikke for verden beder jeg, men for dem, du har givet mig, for de er dine; alt mit er dit, og dit er mit, og jeg er herliggjort i dem. Jeg er ikke længere i verden, men de er i verden, og jeg kommer til dig. Hellige fader, hold dem fast ved dit navn, det du har givet mig, for at de kan være ét ligesom vi.”

Bibelteksten bringes med tilladelse fra Det Danske Bibelselskab og er fra den autoriserede oversættelse af Bibelen fra 1992. © Det Danske Bibelselskab 1992.