Der er altid grund til taknemmelighed
Jeg har i fem uger været ramt af en hjernerystelse, som virkelig har hæmmet mig. Jeg har kun i meget begrænset omfang været i stand til at arbejde, og jeg har befundet mig i et nærmest konstant underskud. Jeg har forsøgt at tage alle de forholdsregler, jeg kunne, og jeg har også både været hos lægen og nået at bestille en tid hos en osteopat. Flere gange har jeg også været sammen med mennesker, som har været så venlige at bede for mig, men der er ikke sket nogen mærkbar forskel i min hjernerystelse.
Men det gjorde der så lige pludselig alligevel. Et menneske, som jeg holder meget af, bad for mig over telefonen, og lige siden har jeg uden problemer kunnet alt det samme, som jeg kunne før hjernerystelsen. Fra det ene øjeblik til det andet. Dagen før jeg blev bedt for, havde jeg en af de dårligste dage, jeg indtil videre havde haft. Så det er ikke, fordi det var begyndt at blive bedre. Jeg har heller ikke ageret eller gjort noget anderledes, og jeg vil også uden den mindste tvivl udelukke indbildning eller placebo.
Der er for mig at se ikke anden forklaring, end at jeg er blevet helbredt for min hjernerystelse. Fra det ene øjeblik til det andet. Har jeg så rendt rundt med hænderne over hovedet og jublet lige siden. Nej, ikke rigtig. I første omgang, fordi jeg skulle bruge nogle dage på at være sikker på, at det ikke kom igen, og at det netop ikke bare var ønsketænkning. Efterfølgende har jeg undret mig lidt over, at jeg ikke har haft mere lyst til at juble – men det har jeg altså ikke.
Til gengæld har det givet mig en dyb benovelse over den kraft og styrke, der er i Jesus – og selvfølgelig er jeg også virkelig taknemmelig. Nogle dage inden, jeg blev helbredt, læste jeg Paulus’ brev til kolossenserne. Der er kun fire kapitler, så det tager ikke så lang tid og kan varmt anbefales. Særligt vers 6 til 15 i kapitel 2 ramte mig, og jeg kan oprigtigt sige, at jeg er mere taknemmelig for det, der står der, end for at jeg ikke længere har mén efter hjernerystelsen. For at det ikke skal blive for langt, kommer her kun en del af det:
”For i ham bor hele guddomsfylden i kød og blod, og i ham, som er hoved for al magt og myndighed, er I blevet fyldt med den (guddomsfylden) […] Også jer, der var døde i jeres overtrædelser, uomskårne på kroppen, gjorde Gud levende sammen med ham, da han tilgav os vore overtrædelser. Han slettede vort gældsbevis med alle dets bestemmelser imod os; han fjernede det ved at nagle det til korset; han afvæbnede magterne og myndighederne, stillede dem offentligt til skue og førte dem i sit triumftog i Kristus.”
Når Paulus et andet sted siger, at vi i alle forhold skal sige tak til Gud, så er det lige netop derfor. Ikke fordi han giver os alt, hvad vi beder om, ikke fordi han sørger for, at vi undgår ulykker, ikke fordi vi har rigeligt med økonomiske muligheder eller alt muligt andet godt, men fordi han har slettet vores gældsbevis. Dét er årsagen til, at vi altid kan og skal sige tak under alle forhold – gode som dårlige.
For det er det væsentligste. Når vi glemmer, at det er dét, der er det væsentligste, så reducerer vi Gud til at være en, der skal give os det, vi beder om og føler behov for. Det fører til skuffelser, fordi det bygger på en misforståelse. Hvis vi derimod fastholder vores fokus på, hvad han helt grundlæggende har gjort for os, så er der altid grund til at sige tak, og så vil afstanden være og føles kortere til den kraft og den guddomsfylde, som vi, via Jesus, har fået del i.
Igen og igen diskuteres det langt ind i kirken og i hver ny generation, om det virkelig var nødvendigt, at Jesus skulle dø på korset. Men ja, det var nødvendigt – og derfor har vi altid grund til at være evigt taknemmelige.
