Skabt i Guds billede

”Og ligesom vi har båret det jordiske menneskes billede, skal vi også bære det himmelske menneskes billede.” 1. Kor. 15,49

Begyndelsen

I begyndelsen skabte Gud mennesket i sit billede, som mand og kvinde. De lignede Gud og bar et levende billede af Gud i deres indre. Jeg tror, at det billede var det evige liv! Det levede de i, rene og uskyldige. De vandrede med Gud i Edens have. Guds herlighed hvilede over skaberværket med harmoni og orden.

Fristelsen

Slangen fik Eva og Adam til at overtræde det ene forbud: ”Træet til kundskab om godt og ondt må du ikke spise af”. Derved mistede de gudsbilledet i deres indre, med forfærdelig tomhed, skyldfølelse, bortvisning fra Edens have og hjemløshed til følge. Og døden indtraf. Et falsk billede af en anden herlighed med dem selv i centrum forførte dem. De forstod ikke, hvor afhængige de var af Guds herlige billede i dem.

Og således blev humanismen født. De begik samme synd som Lucifer (Satan), som blev udstødt fra himlen p.g.a. hovmod, stolthed og oprør. Ulydigheden førte til ensomhed og nøgenhed. Hvorfor? Synden havde udvisket Guds billede i dem. Og lige siden har mennesket søgt efter det tabte gudsbillede. Derfor er der så mange religioner og idoler.

Loven

Men Gud havde en plan om genoprettelse. Den tog sin begyndelse, da Gud kaldte Abram ud af Ur. Da Gud mange år senere gennem Moses giver israelitterne Toraen (Loven, red.) som vejen til fællesskab med Gud, var et af de første bud, at de ikke måtte lave et gudebillede i form af noget som helst af det skabte. Og da Josva senere skal føre Israel ind i det forjættede land med hedenske stammer, gentages det.

Kristus

Langt senere taler Paulus i Ny Testamente om loven, Moses’ moralske set-up, og kalder den en skygge af Kristus. Kristus kom for at udslette synden og løgnen og genoprette det sande Gudsbillede i os (Luk. 24,27). Dette skete ved Jesu gerninger med magt over sygdom, dæmoner og død. Dernæst gennem hans salvede undervisning og til sidst ved hans lidelse, død og opstandelse.

I Kristi lighed

I søndagens tekst slutter Jesus med at sige: ”Jeg og Faderen er ét” og i Joh. 14,9: ”Den, der har set mig, har set Faderen.” Det er stærke ord! Lige efter opstandelsen siger Jesus til Maria: ”Frygt ikke! Gå hen og sig til mine brødre…”. Nu, hvor synden var fjernet, var relationen til Gud genoprettet. Senere møder Jesus disciplene, og ”… han blæste ånde i dem og sagde: ”Modtag Helligånden!” Adams børn, repræsenteret ved Jesu disciple, fik nyt liv, Kristi eget liv”. Dette profeterede Jeremias om: ”Jeg lægger min lov i deres indre og skriver den i deres hjerte” (Jer. 31,33).

Paulus siger i Rom. 8,16: ”Ånden selv vidner sammen med vores ånd om, at vi er Guds børn.” I Kristus er Gud blevet vores far, og vi er Guds børn og Kristi brødre og søstre!

Kristus, det nye gudsbillede

”Lyset, der stråler fra evangeliet om Kristi herlighed, Kristus, som er Guds billede.” ”Og alle vi, som med utilsløret ansigt i et spejl skuer Herrens herlighed, forvandles efter det billede, vi skuer, fra herlighed til herlighed, sådan som det sker ved den Herre, som Ånden er.” (2. Kor 4,4; 3,18).

Skriften

Det genfødte menneske fornyes gennem en stadig åbenbaring af Kristus, i hvem alle visdommens og kundskabens skatte er skjult til stede. Denne vækst sker med Skriften i centrum, for Kristus er det levende Ord. Når Helligånden gør Guds ord og løfter levende, skaber det en virksom tro. Skriften er således Helligåndens vigtigste redskab til at åbenbare Kristus for os.

Ånden

Paulus erkender, at loven i sig selv er åndelig og god, men han gør op med det kødelige menneske, som ikke formår at opnå retfærdighed ved overholdelse af loven, og han viser, hvordan det nye åndelige menneske er loven og kødet overlegen. Dette overvældende nye liv beskriver Paulus detaljeret i 1. Kor. kap. 12-14, hvor han omtaler Åndens gaver, tjenester, den fuldkomne kærlighed etc.

Lovprisning, tilbedelse, mission og ophøjelse af Jesus skaber et miljø for åbenbaring, som er med til at forløse Guds rige i os og motivere os til mission. Jesus siger: ”Mig er givet al magt i himlen og på jorden. Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple”. ”Men I skal få kraft, når Helligånden kommer over jer, og I skal være mine vidner…” (Ap.G. 1,8).

den endelige forvandling

”Mine kære, vi er Guds børn nu, og det er endnu ikke åbenbaret, hvad vi skal blive. Vi ved, at når han åbenbares, skal vi blive ligesom han, for vi skal se ham, som han er” 1. Joh. 3,2

Prædikentekst: Joh. 10, 22-30

Jesus og Faderen er ét

Så kom festen for genindvielsen af templet i Jerusalem; det var vinter, og Jesus gik rundt på tempelpladsen, i Salomos Søjlegang. Da slog jøderne ring omkring ham og spurgte: »Hvor længe vil du holde os hen? Hvis du er Kristus, så sig os det ligeud.« Jesus svarede dem: »Jeg har sagt det til jer, og I tror det ikke. De gerninger, jeg gør i min faders navn, de vidner om mig. Men I tror ikke, fordi I ikke hører til mine får.

Mine får hører min røst, og jeg kender dem, og de følger mig, og jeg giver dem evigt liv, og de skal aldrig i evighed gå fortabt, og ingen skal rive dem ud af min hånd. Det, min fader har givet mig, er større end alt andet, og ingen kan rive det ud af min faders hånd. Jeg og Faderen er ét.«

Bibelteksten bringes med tilladelse fra Det Danske Bibelselskab og er fra den autoriserede oversættelse af Bibelen fra 1992. © Det Danske Bibelselskab 1992.