Kærlighed er ikke svaghed
Raymond Ibrahim, der for nylig var i Danmark, forsker i islam og kristenforfølgelser. I et interview i Kristeligt Dagblad sagde han blandt andet: ”Nutidens kristne tror, at deres religion begynder og slutter med én ting: at være sød, passiv, ikke-dømmende og føjelig – kort sagt en dørmåtte over for alt, også det onde.”
Jeg læste citatet, inden jeg læste artiklen og var i første omgang stærkt uenig i påstanden. Efter at have læst hele interviewet, forstår jeg ham bedre. Når han taler om kristne, lader det nemlig til, at han i virkeligheden mener kristne i betydningen de kristne lande. Her påpeger han ganske rigtigt, at vi i de kristne lande på myndighedsniveau er kommet længere og længere væk fra det egentligt kristne.
Det gør os som land mindre modstandsdygtig overfor ideologier, der modarbejder det samfund, vi kender og som de fleste af os ønsker. Der er derfor helt klart brug for strukturelle modtræk i vores samfund fra myndighederne til at imødegå det pres, der lige nu opleves i skolerne, på uddannelsesinstitutioner og i mange andre grene af samfundet. Han har også ret, når han påpeger hykleriet i at udråbe en årlig ’Bekæmp islamofobi-dag’ som følge af et terrorangreb mod muslimer i Christchurch, hvor 51 døde, når der samme år var omkring 1.000 kristne, der var blevet slået ihjel, uden at der af den grund er kommet en ’Bekæmp kristenfobi-dag’.
Der, hvor han ikke har ret, eller der hvor han evt. bliver misforstået, er, når mennesker, der ikke bare kalder sig kristne, men faktisk tror på Jesus, mener, at næstekærlighed og fjendekærlighed ikke gælder overfor islam. At kærlighed i lige præcis den sammenhæng ikke er godt, men tegn på blødsødenhed og misforstået passivitet. Her springer kæden af. Som personligt kristen er der ikke områder, hvor kærlighedsbuddet ikke gælder.
Som kristen møder du aldrig et menneske, om hvem du ikke først og fremmest kan sige, “du er elsket”. Det er ikke slapt. Det er kristendom. Det er Kristusefterfølgelse. Jesus har ikke kaldet os til at tage magten, men til at være et vidne om ham – blandt andet via vores indbyrdes kærlighed og ved hjælp af gode gerninger. Kæmp gerne imod ondsindede og undertrykkende ideologier og gør det også gerne inspireret af din tro og af Guds kærlighed til mennesker – det er gode ambitioner og en god motivation for at gå ind i fx politik eller i diverse organisationsarbejde – og kæmp også alt hvad du kan imod onde åndsmagter – men gør det ikke ved at møde mennesker med hårdt hjerte og hårde ord.
Som det så ganske rigtigt og stærkt blev sagt ved Mahabbas konference i Fredericia om mødet med muslimske migranter i Vesten, og som man kan læse i denne uges avis, så ”kom med lys i stedet for at pege på mørket”. Vi skal hjælpe muslimer med at finde lys, ikke bringe mere mørke ind i deres liv. “Måske vil de selv fortælle om det mørke, de har erfaret, men du behøver ikke at fortsætte. Det er ikke din opgave,” som konferencens hovedtaler, Muayad Namrood, siger.
At møde andre mennesker, uanset om det er min nabo, min kollega, en bekendt eller en jeg ikke bryder mig om, med bevidstheden om, at “du er elsket”, gør altid en forskel i måden, vi møder hinanden på. Det er ikke slapt. Det er kærligt. Og sandt.
