Finsk trækirke nedbrændt – påsat brand startede under julegudstjenesten
Alle 30 kirkegængere i Rautjärvi Kirke kom ud, selv om dørene blev forsøgt blokeret udefra.
Rautjärvi Kirke i Syd-Karelen i Finland blev sat i brand under en gudstjeneste 1. juledag. Alle kirkegængerne nåede dog ud i god behold, selv om dørene var bundet til med reb udefra.
Kapellan Timo Kälviäinen stod på prædikestolen, da brandalarmen gik, og han så røg ved hoveddørene. Han sagde derfor til menigheden, at der var udbrudt en mindre brand, og han bad alle gå ud gennem sidedørene.
Han var selv den sidste, som forlod kirkeskibet. På vej ud af kirken var der ingen, som tænkte på at få reddet kirkens klenodier.
Brændt ned til grunden
Den 141 år gamle kirke blev lagt i ruiner af branden. Der var omkring 30 mennesker i kirken, som alle kom uskadte ud af bygningen. Men ifølge statsmediet Yle TV var dørene forsøgt spærret med reb fra ydersiden.
Finsk politi startede undersøgelser af sagen, og en ca. 80-årig mand er mistænkt for ildspåsættelsen. Den mistænkte blev dog fundet død ved sit eget hjem, som også var sat i brand. Folk beskriver manden som en eneboer, og i landsbyen er folk forundrede over det, som er sket.
Skulle de kristne dø?
Den store finske avis Ilta-Sanomat har interviewet den 18-årige Katri Paajanen, som havde været i kirken til juledagsgudstjenesten sammen med sin mor og bedstemor. Hun fortalte, at der var en anspændt stemning.
Katri Paajanen og hendes pårørende var blandt de sidste, som kom ud af den brændende kirke. Også en tidligere sognepræst har udtalt sig til medierne. Han fortalte til den norske avis VG, at nogle af kirkens ansatte havde bemærket, at dørene var forsøgt blokeret udefra. Men heldigvis var rebene bundet så løst, at dørene alligevel kunne åbnes.
– Vi var mennesker derinde. Meningen var, at vi skulle brænde sammen med bygningen. Det viser de par reb, som var sat fast foran døren. Efter det første chok tænkte jeg på motivet. Hvor kommer det had eller den angst fra, som fører til den slags handlinger? Er vi kristne en så ubehagelig befolkningsgruppe, at vi skal udryddes af samfundet, og man oven i købet vil dræbe os i det rum, hvor kristne samles? spurgte den tidligere sognepræst Kari Luumi fra Rautjärvi menighed til Iltalehti.
– For os, som blev reddet fra kirken, er det mest foruroligende, at meningen var, at vi skulle brændes inde i kirken. Det føles meget vanskeligt at forstå denne sag, sagde Kari Luumi til Yle. Kari Luumi bor ikke mere end hundrede meter fra det, der nu er en kirke i ruiner. Det vides ikke med sikkerhed, hvad der var motivet for ildspåsættelsen. Politiet efterforsker sagen.