Tanker og eftertanker med udgangspunkt i troen
Her er en lidt anderledes bog – ja, faktisk er det lidt af en hybrid, vi har med at gøre. Tanker og eftertanker med udgangspunkt i den kristne tro; lyst og lyrisk er det, uden dog at ende som lyrik. Forfatteren selv ser det som en bibelsk billedbog og refererer til svenske Per Olov Enquist, når han kalder sig billedmager.
Udgangspunktet er en refleksion over de grå sten, vi finder ved stranden, samler op og vender i sollyset for at studere deres rigdom på facetter. Det er en opgave, som Niels Johansen gennem et langt liv som bl.a. præst, salmedigter og foredragsholder har haft et tæt forhold til. Små 75 billedsten er det blevet til med denne ny-udgivelse; dvs. egentlig er de udformet som breve til de personer, hvis hemmeligheder, liv og levned Johansen forsøger fravriste teksterne til vor fælles gavn, glæde, inspiration og indsigt.
Min eneste egentlige anke er den brevform, som forfatteren mange steder anvender i stedet for egl. kapitel-overskrifter: Kære Adam og Eva! Kære Moses! Kære gamle Zakarias. Måske er jeg bare en knarvorn, gammel anmelder, men jeg finder det noget distraherende og kunstlet. Denne anke skal nu ikke skjule, at der er rigtig mange gode iagttagelser at komme efter og selv bygge videre på.
Adskillige perler
Større samfunds-budskaber er der ikke mange af her, men adskillige perler endda. Det indledende digt er en hyldest til Skabelsens første dag, der lægger ud med en endog meget smuk (og reel nok!) formodning: At Vorherre må have haft sang på læben, da han så sit værk. Så løftes det ikke meget højere, og man glædes med. Formentlig også miljø-aktivister.
Familiehistorier på ondt og godt
Mere alvorlige ærinder finder vi omkring de ulykkelige forældre, der med et eneste hug mistede hele to sønner. Deres selvbebrejdelser: Kunne de have gjort noget for at forhindre tragedien? Mange vil nikke genkendende til dette vigtige spørgsmål. Også i dag. Slangen, alle har været i kontakt med. Og spørgsmålet: Hvem trøstede Gud den aften / han lukkede havens port?
Vi mindes Josefs familiehistorie, der endte bedre end så mange andre (de fleste familier bærer på en hemmelighed, siges det, og det er ikke altid, man magter at åbne den tunge dør). Ruth kaldes ”migranternes moder”, en rammende formulering, der sent skal glemmes.
Der har været gode navne bag forfatteren til denne bibel-bog, hvor vi kommer hele vejen rundt: Dr.theol. Kirsten Nielsen med litterær, teologisk og hymnologisk baggrundsviden (hende skyldes opmærksomheden på Ruth), en anden salmedigter: Holger Liss-ner og endelig Werner Knudsen, der har melodisat mange af Johansens salmer og digte. Det tør være en given sag, at man vil vende tilbage til denne samling, hvilket slet ikke er nogen ringe ting at sige.
Niels Johansen:
Som stenene synger i vinden
160 sider. Indb. 250 kr. ProRex.