Bønner til kirkeårets søndage
Præst i Ribe, Simon Talbo Linneberg Stubkjærs bog ”Samtaler med Gud” er en samling af bønner til Folkekirkens tekstrækker, de såkaldte kollekter. Dvs. at der er to bønner til hver søndag i kirkeåret. Bønnerne er skrevet og passer til bibelteksterne til henholdsvis 1. og 2. tekstrække.
Det fremgår ikke umiddelbart af bogen, om de er ment som forslag til erstatninger for de faste kollekter i gudstjenesten, som alternative bønner på udvalgte søndage, eller de er beregnet til privat brug i hjemmene. Umiddelbart tyder det – ud fra forordet – på, at de primært er tænkt til gudstjenestebrug.
Til brug i stedet for de faste kollekter, som bruges i Folkekirken, vil de imidlertid være en dårlig erstatning, da de ikke har den samme dybde.
Til gengæld kan jeg godt se dem som alternative valg på enkelte, udvalgte søndage, hvor præsten oplever, at Stubkjærs bøn til søndagen bedre underbygger hans eller hendes vinkling i prædiken end den faste kollektbøn.
Jeg kan imidlertid bedst se bogens anvendelse til den private andagt. Til hver søndag står nemlig henvisning til de bibeltekster, der hører til de enkelte søndage. På den måde kan bogen bruges som en søndagsandagtsbog, hvor man først læser søndagens tekster og derefter beder den tilhørende bøn.
Det kan gøres som forberedelse til gudstjenesten, eller hvis det er en søndag, hvor man ikke kommer i kirke. Til dette brug kan man dog lige så godt tage fat i Den Danske Salmebog og bagi finde søndagens tekster og tilhørende kollekt.
Simon Talbo Linneberg Stubkjær: Samtaler med Gud – Kollekter til 1. og 2. tekstrække
138 sider. 250 kr.
Forlaget Læselyst, 2022,