Vi kan lære noget af kollegiale tiggere

Det kan være svært, når man er i et fattigt land, at forholde sig til tiggeri. Ind imellem er der nogen, der siger om tiggerne: De er i virkeligheden stenrige, de klæder sig bare ud som tiggere. Der står en bagmand bag dem, som skummer fløden. Hvis du giver noget, kommer der en hel sværm. Det kan blive farligt osv.

Der er selvfølgelig forskellige slags tiggere, men deres position er ikke misundelsesværdig. Helt konsekvent at sige nej til tiggere, synes jeg ikke er en god idé. Jeg synes, det er bedre at give én gang for meget end én gang for lidt. Almindeligvis får tiggere meget små mønter. Jeg har prøvet at give alt for meget i forhold til det normale og set det overraskede ansigtsudtryk hos tiggeren. Tiggere er også mennesker, som har brug for opmuntring og måske en fridag.

Det er selvfølgeligt rigtigt, at hvis man giver, kommer der flere – og alene det betyder, at det almindeligvis ikke er godt at give for meget. Der kan hurtigt blive lidt tumult. Jeg har tit givet nogen noget på en måde, så jeg er væk med det samme. Eller givet til en meget forhutlet person på et stille sted, hvor ingen kunne se det.

Ved vores bolig i Bangladesh har vi også givet, men ikke så tit. Netop for at undgå opløb. Førhen var der mange tiggere. Antallet er heldigvis dalet meget. Vi havde nogle kolleger, som havde et fast ugentligt tidspunkt, hvor de gav til tiggere. Det, tror jeg, var en god idé. Jeg ved ikke, hvorfor vi ikke selv indførte denne regel.

Nå, men hvad er det, vi kan lære af tiggere? Altså ordentlige, kollegiale tiggere? – Vi kan lære på en naturlig måde at vise andre vej. Vi kan lære at dele glæde. Vi kan lære at lade munden løbe over med det, hjertet er fyldt af. Når en ordentlig tigger har fået noget i et hus, fortæller han det naturligvis til den næste tigger, han møder på sin vej: Hvis du går ind til det hus, får du sikkert noget. Jeg har lige fået noget derinde.

Hvad er mere naturligt end at fortælle det til andre, når man er glad for noget? Glæden bliver jo større, jo mere den deles. Hvis vi tænker på hinanden som medvandrere på livets vej, så må vi naturligvis også dele småt og stort. Sorger og glæder. Livsvisdom og erfaringer. Vores oplevelse af meningen med livet. Overlevelsesmuligheder. Strategier for at opnå det gode liv.

Der opstår ofte en god samtale, hvis vi interesserer os for et andet menneske, spørger ind til dets situation og lytter til det.

Jesus sagde: ”Jeg er livets brød. Den, der kommer til mig, skal ikke sulte, og den, der tror på mig, skal aldrig tørste” (Johs. 6,35). Hvis vi finder glæde i at have fundet ham, som er livets brød og livets vand, ja, så løber vi vel ind imellem over med det til vores ”tiggervenner” på livets vej.
Hvis vores medvandrere ikke kan lide at høre det hele på en gang, må vi nøjes med at lytte, tilbyde hjælp eller sige nogle få ord, som fortæller, hvor vi henter hjælp.

Vi hører måske én klage over et vanskeligt liv. Så kan vi spørge ind til det. Og så er det godt, hvis vi kan tilbyde hjælp: Penge, praktisk hjælp, et godt råd eller hvad der nu er brug for. I samtalen kan du måske også sige: ”Når jeg har det som du beskriver, så plejer jeg at bede Gud om hjælp”. Så spørger vedkommende måske: ”Hjælper det?” Eller du kan spørge: ”Har du lyst at høre om det?” Og så får du måske mulighed for at fortælle, hvad du har oplevet.

Det kan endda være, at du kan fortælle, hvor du fik ”brød”. Og så kan du fortsætte: ”Hvis du går derhen, vil du helt sikkert også få … ”