Conny ville vise, at diakonifaget skal regnes for noget

Hip hip hurra!! På Filadelfia Uddannelse har de kastet blomster efter deres mangeårige superviser og underviser, diakon Conny Hjelm. Hun har nemlig fået udgivet en af sine tre ph.d. -artikler i det internationale magasin: ”Diaconia”. Og den trækker den praktiske diakoni ind i et fagligt rum.

– Mit mål var at få de faglige diakoni-ben plantet solidt, fordi den medmenneskelighed, der ligger i diakonien, hver dag udfordres af ”DJØF-isering” (at alt skal måles, vejes og tælles med tidstyranni og registrering i et Excel-regneark for at være noget værd). Det fjerner os fra vores egen menneskelighed. Desuden ønskede jeg at vise, at man kan forske i diakonal praksis, forklarer hun.

– Jeg gik i gang med en ph.d. i diakoni, for at faget skal regnes for noget. Når man siger: ”Forskningen viser”, bliver der lyttet, fortæller Conny Hjelm. Hun har arbejdet videre med sin bog ”Diakoni for novicer og nørder” i kølvandet på sin kandidatgrad i diakoni i 2017.
Kirkens praktiske handling

– Det er en af de første ph.d.’er, der har et empirisk udgangspunkt (bygger på undersøgelser og erfaring) for diakonal forskning og derfor er den banebrydende. Desuden har den afsæt i institutions- og organisationsdiakoni, som ikke er så gennemforsket som menighedsdiakonien er det.
Den lattermilde forsker har læst på Diakonhjemmet i Oslo under Videnskabeligs center for diakoni og professionel praksis.

– Da jeg startede, var vi 10 ph.d.-studerende. Nu er vi over 40. Det er vigtigt, fordi det er nemt at sige, hvad diakoni ikke er. Men hvad er vi så, spørger hun.

– Diakoni er jo kirkens praktiske handlingsdimension, men derfor kan den godt have høj faglighed, fortæller Conny Hjelm. Hun er ved at afslutte artikel to og tre og en opgave, der samler alle perspektiver på hendes overordnede spørgsmål, hun har forsket i gennem de sidste 7 år: ”Den medmenneskelige samtale”, hvor mennesket er i fokus.

Hvem er mennesket bag

– Vi skal turde bære vores egen menneskelighed med ind med alt det, vi er. Vi skal ikke bare kunne de rigtige diagnostiske ord hos lægen for at blive hørt. En sagsbehandler skal møde mig, som det menneske, jeg er.

– Når vi udviser menneskelighed, bruger vi diakonifaget. Når dem, vi møder, bliver et menneske i stedet for en rolle eller en situation, en leder eller hjemløs. Det bliver Susanne eller Dorthe. Det er ikke en spisesituation, men at vi skaber menneskelighed midt ind i de fagprofessionelle roller, vi har, fortæller den 63-årige thybo. Conny Hjelms forskningsprojekt finder sted på Epilepsihospitalet på Filadelfia i Dianalund.

– Jeg har givet de naturvidenskabeligt drevne sygeplejersker på hospitalet en spørgeguide, hvor de ikke har fokus på anfald og medicin, men helt almindelige spørgsmål som: ”Hvis du havde en tryllestav, hvad ville du så gøre? Hvordan har du det?” Osv. Sygeplejerskerne har optaget samtalerne på video, og patienterne har set dem og meldt tilbage på, hvornår de oplevede samtalerne som medmenneskelige.

Desuden har Conny Hjelm interviewet sygeplejerskerne om deres oplevelse af at afholde Den medmenneskelige Samtale med patienterne. Empiri har hun arbejdet med gennem tre perspektiver:

Spænding mellem sygepleje og diakoni

– Først har jeg undersøgt, hvor spændingsfeltet er mellem sygeplejer og diakoni. Den første diakonisseuddannelse i Danmark var en sygeplejer-uddannelse. Nogle ville gerne skille det kristne ud, så det gav en spænding mellem diakonisser og sygeplejersker. Skal vi bruge diakonisser eller sygeplejersker? Med tiden ansatte man flere sygeplejersker og ikke diakonisser. Derfor er det spændende, når nu diakoni og sygeplejersker arbejder sammen.

Dernæst så hun på patienternes tilbagemeldinger på, hvor de oplever medmenneskelighed.

– Det gør de der, hvor sygeplejersken både er sygeplejerske og sig selv som det menneske, han/hun er. Når de både kan tale om medicin, mad og motorcykler i en pærevælling. Endelig blev de 15 samtaler læst i perspektiv til diakoniforståelsen i ”conviviality”.

– Tony Addy har ny-relanceret dette begreb i en diakonal form. Conviviality definerer diakoni som ”den kunst og den praksis at leve sammen som mennesker” – som ufuldkomne. Hvordan skaber vi et samfund lokalt, så kirken bliver en aktiv medspiller?

Hvordan bærer vi det ind i kirken?

Conny har selv siddet i menighedsråd. Alligevel oplever hun, at kirken nogle steder kan være mere samlet om sig selv end at have udblik til det samfund, den er med til at skabe.

– Vi trænger til at se ud i samfundet og være nysgerrige på, hvordan vi kan bidrage til et bedre samfund. Det vigtigste er ikke, at vi er en fin eller rigtig kirke, men langt mere, hvad vi som kirke kan give til det samfund, vi er en del af. Kirken har så meget i sit værdi- og trosgrundlag, som samfundet har brug for. Det er vitaminer ind i en politisk virkelighed, som samfundet ikke altid ved, det mangler, mener hun.

– Hvorfor sparker kirken ikke til samfundet og taler med det på samfundets præmisser, fx som høringsberettiget ved lovforslag? spørger hun og henviser til Hartmut Rosas samfundskritik, hvor han fremhæver resonans og acceleration:

– Hvis vi skal forstå, skal vi ikke kun referere til os selv som kirke, men også til en samfundskontekst. Diakoni i kirkerne kan nemt blive usynlig. Men i kontrasten bliver diakonien tydelig, mener hun.

– Kirkerne skal være mere manøvredygtige, når det handler om at tilpasse sig et akut samfundsbehov. Her kan vi lære noget af frikirkerne. Det er ikke ordene, men måden vi gør det på og møder mennesker på, der taler til lydhørheden i samfundet.
En død, usynlig diakoni

– Da jeg begyndte at undervise i diakoni, var der flere, som talte for, at vi skulle holde op med at bruge ordet ”diakon”, fordi ingen forstod det. I stedet skulle det hedde ”kirkens sociale arbejde”. Det blev heldigvis ikke sådan, for der er en vigtig forskel.
Hun mener, der er en respekt overfor diakoni, fordi det kommer fra Bibelen.

– Det er ikke et særligt fromt ord, men det har sin rod i kristendommen og betyder ”tjeneste”.

– Socialt arbejde forbindes ikke automatisk med en transcendent dimension – tilstedeværelsen af en guddommelighed. Kristne kan fint udføre socialt arbejde, men dimensionen af Gud indregnes naturligt i diakonien. Det behøver den ikke at være i socialt arbejde.

– Det gør ikke diakoni til en bedre praksis, for der kan være godt socialt arbejde og dårlig diakoni. Men udover alt det andet rummer diakoni Guds-elementet, slår Conny Hjelm fast. Sideløbende med sin forskning arbejder Conny Hjelm fortsat som underviser, superviser og meget andet på Filadelfia. Om alt går som planlagt, bliver hendes ph.d. færdig og afleveret sidst på året.