Fastelavns kristne rødder

Det er næsten utroligt, hvor meget, der gemmer sig bag vores kristne fester. Fastelavn, som vi fokuserer på her, fejres den 19. februar.

Fastelavn har sin oprindelse i den katolske kirkes tid, hvor folk – fordi kristendommen var statsreligion – blev ”kristne” uden at have en relation til Kristus. Dette resulterede i, at folk adopterede de hedenske skikke i deres kristne kalender. I 600 e.Kr. besluttede koncilet i Nicea, at der skulle være en 40-dages faste før påske, og i 1091 besluttede de, at disse 40 dage ikke skulle omfatte de 6 søndage i denne periode.

De 40 dage blev kaldt Fastetid. Den begyndte 7 uger før påske. Fastetiden er faktisk ikke en faste, men en afholdenhed fra kød, fede fødevarer og slik. Dette gjorde det til 40 vanskelige dage for dem, der var vant til deres daglige kød og lækre desserter. For at undgå fristelser under fasten blev det praksis i hjemmene at rydde ud i disse forbudte fødevarer et par dage før fasten ved at bruge kød, æg, mel og sukker, inden fasten begyndte.

De havde ingen frysere, hvor man bare kunne gemme maden væk indtil efter fasten.

Fastelavn

Da fasten begyndte på askeonsdag, blev det snart en tradition at holde en overdådig fest fra den foregående søndag til tirsdagen før askeonsdag. Således blev søndag og mandag de to dage, hvor man kunne nyde kød og rige fødevarer, mens tirsdag var mad med mel, sukker og æg i form af særlige boller fyldt med sød syltetøj eller flødeskum og toppet med glasur eller sød flødeskum.

Denne tirsdag begyndte at blive kaldt Fastelavn, fra tysk, hvilket betyder aftenen før fasten. Efter reformationen i 1536 mistede den katolske fastelavn meget af sin oprindelige betydning blandt dem, der ikke længere tilhørte den katolske del af kristendommen. Det virkede, som om det var lettere for folk at komme ud af den katolske kirke, end det var for den katolske kirke at komme ud af dem.

Fastelavn var en fornøjelig tradition, som ingen ønskede at gøre op med. Så den udviklede sig til en festival, der fokuserede på en sjov tid for børn. Den udviklede sig yderligere, idet nogle Halloween- og karnevals-traditioner smittede af på festlighederne. Når børnene synger “Fastelavn er mit navn…”, er det en efterligning af “Trick or Treat” under Halloween.

Skræmme ondskaben

De kostumer, som børnene bærer på dagen, stammer fra de kostumer, som karnevalsdeltagerne bar i den katolske tid, hvor festen blev fejret. Kostumerne skulle skræmme ondskaben væk. ”Slå katten af tønden” er en videreudvikling af den gamle skik, hvor mænd drak sig fulde og derefter lagde en stakkels kat i en tønde og skræmte livet ud af den ved at slå på tønden, indtil tønden gik i stykker, og den skræmte kat løb for livet.

Den person, der slog sidst, vandt titlen “Kattens dronning”! Katten symboliserede både den Onde og ondskab i almindelighed, som man gerne ville beskytte sig mod. Den danske tradition fejres stadig i dag, men i stedet for at skræmme en kat bliver tønden heldigvis fyldt op med slik.

For vulgært

Med årene blev nogle af festlighederne så vulgære, at der i 1683 blev vedtaget en dansk lov om at forbyde Fastelavnstønden på grund af de ofte vulgære og erotiske overtoner. Det stoppede dog ikke. I 1850’erne fortæller Vilhelm Bech, præst og senere leder af Indre Mission, hvordan han med bibellæsning og Brorsons salme “Syndefulde Fastelavn” måtte stoppe de hedenske og onde skikke ved Fastelavn. Det fortælles, at han endda piskede en udklædt Fastelavn-voksen, der skræmte hans hest.

I kirken

Mange kristne ledere forsøger stadig at forløse festen. Nogle kirker holder særlige familiegudstjenester, hvor børnene kommer udklædt i kostumer. Præsten fokuserer ofte på, hvad det betyder at gemme sig bag en maske eller være forklædt. Efter gudstjenesten nyder børnene fastelavnsboller og leger slå katten af tønden, vælger kattedronning og kattekonge og nyder derefter slik og frugt fra den. Uskyldigt nok.

Jeg undrer mig nogle gange over, hvor mange, der mon virkelig faster i de 40 dage efter denne forberedelse til fasten. Hvor mange fortsætter bare deres liv som sædvanlig, selv om festlighederne er en forberedelse til en tid med faste og åndelig refleksion som forberedelse til påsken.

Rødder er vigtige

Det er vigtigt at indse, at rødder er meget vigtige, for det er roden, der bestemmer, hvilken frugt et træ bærer. Kristne fester, der er pyntet op i et forsøg på at aflede opmærksomheden fra deres hedenske rødder, vil fortsat bære hedenske frugter. Dette er noget, der er værd at udforske og studere for vores personlige liv, familieliv og kirkeliv.

Er det derfor, at Herren sagde til israelitterne i 3. Mosebog 18,3: “I må ikke gøre som de gør i Egypten, hvor I boede før, og I må ikke gøre som de gør i Kana’ans land, hvor jeg fører jer hen. Du må ikke følge deres skikke. I skal adlyde mine love og være omhyggelige med at følge mine påbud. Jeg er HERREN din Gud.”

Gud sagde dette, fordi han ved, at det er en finurlig ting at gå på kompromis. Det sniger sig ind på os, uden at vi selv er klar over det. Frøen, der bliver kastet i en gryde med varmt vand, springer ud med chokket over den pludselige temperaturændring. Men fordi en frø er koldblodig, vil den, hvis temperaturen gradvist øges, langsomt koge ihjel uden, at den selv opdager det.

Gud vor Fader ved, at uden vejledning fra hans rene ord er vi faldne mennesker åndeligt svage, koldblodede skabninger. Han ønsker at beskytte os mod at blive kogt til åndelig død, og derfor siger hans kærlige befaling i 2. Korintherbrev 6:17: “Derfor: “Gå ud fra dem og adskil jer fra dem, siger Herren. Rør ikke ved noget urent, så vil jeg tage imod jer.”

Det betyder ikke, at vi skal leve som eremitter, afskåret fra mennesker. Men det betyder, at vi skal sørge for at adskille os fra en praksis, der kan koge os til åndelig død. Hvad vil jeg vælge for mig selv? Hvad vil jeg give videre til dem, som Gud har betroet mig at være åndeligt ansvarlig for?