Findes Gud på Bali?
Underlige væsener, spirituel musik og en stærk lugt af røgelse rammer dig, når du træder ud af lufthavnen på den lille indonesiske ø, Bali.
Paradisøen Bali er en destination, mange drømmer om at rejse til. Forståeligt nok, når billederne af hvide sandstrande, kokosnødder og palmer skaber en meget idyllisk forventning til øen. Min mand og jeg har rejst i Asien og Oceanien det sidste halve år. I vores planlægning af turen var der ingen tvivl om, at vi ville til Bali som en af destinationerne. Jeg havde hørt så meget om øen og havde høje forventninger til det luksusparadis, vi havde i vente.
Til min overraskelse forekom øen mig langt mere fattig og religiøs end forventet. Statuer af uhyggelige væsener med skarpe tænder og stikkende øjne findes ved hvert hus og som små altre rundt på gaderne. Ved hver butik sælges røgelse, og det brændes af i så store mængder, at man til tider helt mister sin appetit af lugten.
Bali har et af de venligste folkeslag, jeg har mødt på vores rejser. Deres natur er rolig og imødekommende. Men efter flere dage i deres selskab finder man ud af, at deres liv er dybt præget af at handle efter deres hindu/buddhistiske tro på karma. De er bundet af at udføre ritualer og ceremonier korrekt.
Dagligt satte vores hotel-bedstemor nye ofringer af bambusblade, røgelsespinde og ris hen til vores hotelværelse. Vores hotelejer, Kadek, fortalte mig, at hun følte sin tro gjorde hende til et bedre menneske. Men hun fortalte mig også, at det var meget hårdt arbejde, hver gang der skulle holdes nymåneceremoni og andre ritualer.
En tung atmosfære af religiøsitet kan mærkes mange steder på øen, og man kan nogle gange mærke stemningen nå helt ind under huden. Vi oplevede flere gange at få mareridt og ubehagelige tanker, imens vi var der. Men gennem bøn til Jesus oplevede vi også, hvordan vi fik roen tilbage indeni.
Jeg kom til at tænke på dem derhjemme i Danmark og de samtaler, jeg har haft med familie og venner før, hvor folk har frygtet at skulle stå ansigt til ansigt med noget så åndeligt og ”u-kristent”. Men Jesus flygtede ikke fra sådanne religiøse steder. Han valgte at gå helt tæt på og møde mennesker, hvor de var.
Han fordømte dem ikke, men gav dem en anden mulighed, et liv, som ville sætte dem fri fra religiøse handlinger og få værdigheden og nåden helt gratis. Det satte tanker i gang hos mig. I stedet for at blive bange for religiøse steder, skulle vi måske træde ind i dem, og bede Jesus være til stede med os.
Vi burde se det privilegie, vi er blevet givet, at vi har fået lov til at have en tro på ham, og måske vi skulle overveje at give det videre til de mennesker, vi møder, i stedet for at flygte fra det ukendte åndelige? Og hvis ikke du og jeg træder ind på de ”u-kristne” steder, hvordan skulle mennesker så høre om Jesus?
