Forsker anbefaler kristne at spise mindre i fastetiden
– Det er lettere at nærme sig det åndelige, når man afstår fra mad, mener Inge Lindseth, der er klinisk ernæringsfysiolog ved Universitetet i Oslo.
Fastetiden, altså de 40 hverdage før påske, skal minde os om, at Jesus opholdt sig i ørkenen og fastede uden at spise og drikke i 40 dage og nætter, skriver Dagen.no.
Målet med fasten er for mange at komme nærmere Gud og ens medmennesker. Men gør det at være afholdende i forhold til mad og drikke mennesker mere åndelige?
En fordel for både krop og sjæl
Inge Lindseth har netop udgivet bogen ”Femdagers nullstilling. Forny kroppen innanfrå med spisende faste”, som indeholder forslag til mad i fastetiden.
– Når du spiser fire måltider med kun lidt protein og ikke alt for meget energi, får du bedre smagsoplevelser og gode faste-effekter, hævder forskeren ifølge Dagen.no. Blandt de fysiske fordele ved faste nævner han, at faste bremser sygdom og aldring. Kroppen skærpes, og hele systemet fungerer bedre.
Faste kan også medføre en stærkere følelse af gudsnærvær. Hjernen bliver mere fordomsfri, når man er sulten; man er ikke så optaget af alle mulige detaljer, men må i stedet koncentrere sig om det, der er vigtigt. Desuden producerer kroppen mere naturligt opioid, når vi faster, hvilket dæmper smerter og giver velvære.
Inge Lindseth mener dog også, at troende går ind i fasten med et større perspektiv end det at fikse kroppen. Man vil nemlig faste for noget, som er større end en selv, siger han.
Samtidig advarer forskeren imod at gennemføre en total-faste på samme måde som Jesus, for det kan man dø af, hvis man efterfølgende spiser noget forkert. ”Man skal virkelig vide, hvad man gør,” understreger Inge Lindseth.