Syriens kirker giver husly til overlevende efter jordskælv

Pastor Abdallah fik hurtigt åbnet sin kirke i Aleppo, hvor de skræmte borgere nu finder hjælp. Foto: Open Doors Australien.

– Folk står bare ude i gaderne ved deres biler, og de siger: ’Den her bil er nu blevet mit hjem!’

Det fortæller Leyla Samar (dæknavn), som er nødhjælpsarbejder ved Open Doors’ Centres of Hope i Aleppo, ifølge Open Doors UK og Ireland. I Aleppo yder Open Doors nu nødhjælp i form af mad, vand, tæpper og hygiejneartikler. ”Der er død og gråt støv, så langt øjet rækker. Døden er omkring mig, og bygningerne er jævnet med jorden,” udtaler Layla I et online interview.

Efter 11 års bombninger under borgerkrigen var mange bygninger i Aleppo allerede beskadiget, så da jordskælvet kom, kollapsede hele bygninger, mens skrigende familier prøvede at komme i sikkerhed. Byen er stadig lammet af frygt, for de stærke efterskælv har gjort folk bange for at vende tilbage til de bygninger, som er blevet stående.

”Jeg oplevede et andet jordskælv nu i eftermiddags,” fortalte Leyla journalisterne. ”Folk har ingen steder at gå hen, og de er fulde af frygt. Vi har et stort behov for en sikkerhedsundersøgelse af alle bygningerne, før nogen kan gå inden døre igen. Men det er der ikke ressourcer til nu.”

Pastor Abdallah var med til at starte et af Syriens Centres of Hope gennem sin kirke i Aleppo. Foto: Open Doors Australien.

Alle kirker har åbnet dørene

Fra Open Doors’ Centres of Hope uddeler medarbejderne hjælp til syv steder i byerne Aleppo og Latakia. Blandt andet hjælper man over 1000 mennesker i en enkelt af kirkerne. Uden for Aleppo er store områder stadig uden telefonforbindelse, og den mangeårige konflikt i området betyder, at der kun er en smal grænseovergang til Tyrkiet, hvorfra man kan få hjælp ind i området.

Men både klostre og kirker af alle retninger, fx maronitiske, ortodokse, katolske og andre har åbnet dørene for de mange hjemløse uanset tro, nationalitet eller politisk baggrund. ”Det er en desparat humanitær situation,” udtalte den kaldæiske ærkebiskop, Antoine Audo, til flere reportere. I hans residens bor der nu omkring 50 hjemløse, inklusive ældre og små babyer.

Andre har fundet husly i den maronitiske Cathedral of St. Elijah; 1.600 i det græsk-ortodokse stift og over 2.000 i det franciskanske konvent i Aleppo. ”Der er ingen strøm eller brændstof, vinteren er meget hård, og det er koldt både ude og inde. Der er så stor fattigdom,” udtalte ærkebiskop Audo ifølge Christian Today.

Ærkebiskop Antoine Audo huser 50 hjemløse i alle aldre.

På Open Doors’ Centres of Hope hjælper man omkring 5.400 nødstedte med to måltider om dagen – som regel sandwiches – samt tæpper og et sted at sove. Samtidig lytter både volontører og præster, mens folk fortæller om deres traumatiske oplevelser.

”Vi oplever, at rigtig mange mennesker opfatter dette som et tegn på, at de må prøve at blive mere rodfæstede i deres tro,” fortæller Leyla Samar. ”En familie, hvor en kvinde boede på femte sal sammen med sin gamle mor og sin søn, har fortalt os, hvordan de løb ud, da bygningen begyndte at kollapse omkring dem. Kvindens søn, som tidligere ikke var troende, er nu begyndt at takke Gud, fordi de blev reddet.”