Behov for at gå imod strømmen

En succesrig IT-erhvervsmand fra Københavns-området er blevet valgt som ny formand for KristenDemokraterne. Hans udtalelser tyder på, at han vil redde KD ved at droppe mere af partiets kristne arvegods.

Det virker ærligt talt lidt naivt. For partiet har jo allerede forsøgt det så rigeligt – senest med Isabella Arendt, der først ”rensede” partiet for alle moralske forbehold, som kunne støde an og derefter forlod det i hast, da det slog fejl. Eller Jens Rohde, KD, der stillede forslag om afskaffelse af alle hindringer for abort – selvom det netop var derfor partiet opstod i 1971. Man ville forhindre de tusindvis af ’fosterdrab’. Faktisk er det over ½ mio. siden 1973…

Selvfølgelig er abort-holdningen da en forhindring for, at KD kan blive et stort parti. Men målet er vel ikke blot at blive stort? Der er åbenbart mange partier og politikere, der nu indretter sig efter, hvilken vej vinden blæser. Men det er ikke troværdige ledere – det er vindbøjtler.

Min egen erfaring

Fra 1979-83 var jeg ansat på Christiansborg og redaktør af partiets ugeblad Idé Politik, som dengang havde over 5.000 abonnenter. KD var dengang i regering. Jeg har været kandidat til stort alt (kommune, region, folketing, EU). Jeg har siddet i hovedbestyrelsen, været lokalformand, storkredsformand, regionsformand og endda tæt på at blive landsformand i 2012, men trak mig efter råd fra familien.

Jeg har deltaget som kandidat i mange valgkampe for KD. Været aktiv i aviser, radio, tv og gået på gaden. Det, der har holdt mig fast i partiet indtil jeg efter 6 valgnederlag meldte mig ud, har været det enorme behov for kristen indflydelse i politik og samfund.

Principper og pragmatisme

Når nogen spurgte til abortpolitikken, har jeg aldrig prøvet at undvige. Det er det dummeste, man kan gøre. Tværtimod har jeg været stolt af, at KD principielt er imod at slå små ufødte børn ihjel. Men desværre vil de andre partier jo beholde denne ”ret”, og nogle vil endda udvide den. Derfor ønskede vi i KD obligatorisk rådgivning for kommende forældre.

Det har de nemlig i Tyskland, og det har givet ca. 1/3 færre aborter end i Danmark. Overført til danske forhold ville det betyde, at ca. 5.000 ufødte børn kunne reddes årligt. Og det er da værd at kæmpe for. Denne principielle og samtidig pragmatiske tilgang gav respekt blandt politikere og medier. Hvis man derimod skammer sig over sit eget bagland og forsøger at skjule det, man står for, så falder man igennem som en hykler.

Ikke med men mod strømmen

I den moral-opløsende tid, vi lever i, er der bestemt ikke brug for nogen, der bare vil gå MED strømmen og behage medierne og vælgerne. Der er tværtimod et skrigende behov brug for nogen, som vil gå IMOD strømmen. Folk, der står for værdierne – selv om det koster. Folk, der er mere optaget af at sige sandheden og gøre det, deres samvittighed leder dem til end blot at fiske stemmer.

Det var heller ikke nemt for Jens Møller, Christian Christensen, Jens Steffensen, Inge Krog, Flemming Kofod-Svendsen, Merete Due, Tove Videbæk og mange flere, som jeg arbejdede sammen med på Borgen dengang. De var ikke gået ind i politik, fordi de ville være noget stort. Det var sagen, der drev dem, ikke deres personlige ambitioner.

De følte et ansvar for de ufødte børn, for skolerne, for de svageste, for de kristne værdier, og de så den fri abort og pornoen som ødelæggende. Og de havde ret. Hvis den nye formand og en fløj af partiet istedet vil udviske den kristne profil yderligere, så var det måske bedre, at de stiftede et helt nyt parti – uden kristen-navnet. For hvis man kalder sig kristen, så forpligter det også.