Biskopper: ’Ruslands kirke har medansvar for krigen’
Norges biskopper fordømmer den russisk-ortodokse kirkes retfærdiggørelse af Ukrainekrigen.
– Vi tager stærkt afstand fra dette misbrug af kristen tro og tradition. Det gør kirkens ledelse medansvarlig for krigen, skriver de norske biskopper i en fælles udtalelse.
Biskopperne i Den norske Kirke reagerer kraftigt på, at Den russisk-ortodokse Kirke bidrager til at retfærdiggøre krigen i Ukraine, skriver Kirken.no. I udtalelsen opfordrer biskopperne nu Den russisk-ortodokse Kirke til i stedet at arbejde på at afslutte krigshandlingerne.
Aggressiv angrebskrig
Krigen i Ukraine er en ”aggressiv angrebskrig i strid med folkeretten. Den er etisk illegitim og bryder med fundamentale værdier i vor kristne tro,” udtaler biskop Olav Fykse Tveit, som er preses og dermed den øverste repræsentant for Den norske Kirke.
Biskopperne mener, at kirken i Rusland aktivt legitimerer både krigen og regimets propaganda.Og konsekvensen er, at tusinder af mennesker bliver dræbt, mens millioner drives på flugt.
– Krigen har store følgevirkninger som mangel på mad, energikrise, dyrtid og usikkerhed. Det rammer de fattigste først og mest, understreger biskop Olav Fykse Tveit.
Kirken har magt
Den norske preses peger på, at da Putin i sidste uge holdt sin tale om rigets tilstand i landets nationalforsamling, sad ledelsen i Den russisk-ortodokse Kirke på forreste række som tilhørere. Kirken har tilsyneladende en central position, og det betyder, at kirkeledelsen har et ansvar for at bidrage til fred, mener biskopperne.
– Bispemødet i Den norske Kirke opfordrer indtrængende Den russisk-ortodokse Kirkes ledelse med dens centrale position til at bidrage til at få afsluttet krigen, skriver de norske biskopper ifølge Kirken.no.
KGB’s patriark
JyskeVestkysten skrev den 13. februar en artikel med overskriften ”Guds mand i Moskva spionerede for KGB mod kirker i hele verden”. I denne artikel kan man læse, at lederen af Ruslands ortodokse kirke, partriark Kirill, avancerede hurtigt i det kirkelige liv. Han blev ordineret som 23-årig og blev biskop allerede som 30-årig.
Forinden var han blevet tilknyttet den ortodokse kirkes ”afdeling for eksterne forhold”, som var ”ekstremt politisk og i direkte kontakt med KGB”.
Præster fra denne afdeling skulle aflægge fuld rapport efter udlandsrejser og møder med udlændinge. Kirill blev af KGB omtalt som en agent med dæknavnet ”Mikhailov”, hedder det i en faktaboks, hvor JV angiver France24.com som kilde.
Putins ven
Ifølge JV har de schweiziske aviser Sonntagszeitung og Le Matin Dimanche fået aktindsigt i nogle dokumenter fra det nationale arkiv. Heraf fremgår det, at Kirill – ligesom Putin – har været KGB-mand.
I starten af 1970’erne var Kirill bosat i Genève, hvor han officielt var repræsentant for den russisk-ortodokse kirke i Kirkernes Verdensråd.
Ifølge nyhedsbureauet AFP havde KGB i forvejen infiltreret verdensrådet. Kirills opgave i denne sammenhæng var at støtte kritik af USA og Vesten. Samtidig skulle han ”mildne kritik mod Sovjetunionen for manglende religionsfrihed”.
I perioden 1969-1989 samlede det schweiziske politi ikke færre end 37 sager på Kirill. De fleste af sagerne handler dog om visumansøgninger og indrejse, da den russiske kirkeleder er vild med landet.
”- Mellem religiøst diplomati, spionage og finanser er Kirill vedvarende blevet tiltrukket af Alperne og Geneve-søens bredder,” skriver Le Matin Dimanche ifølge JV. Da Rusland angreb Ukraine den 24. februar 2022 retfærdiggjorde Kirill invasionen, skriver JV med henvisning til The Guardian og AFP. Under en gudstjeneste havde Kirill ved krigens start henvist til de fælles historiske rødder mellem Rusland, Ukraine og Hviderusland.
International kritik
Den katolske Kirke i Danmark skriver, at både katolske og ortodokse ledere i Europa har appelleret til den russisk-ortodokse patriark Kirill for at få ham til at bruge sin indflydelse på den russiske præsident og få ham til at stoppe blodsudgydelserne i Ukraine. Og de lutherske biskopper i Danmark har støttet en midlertidig suspendering af Den russisk-ortodokse Kirkes medlemsskab af Kirkernes Verdensråd.