Flygtning i en halv time

På Nyborg station fik vi en lille (meget lille) oplevelse af den usikkerhed og stress, som må være forbundet med at være på flugt.

Vi var på vej hjem fra Bangladesh og havde allerede rejst i næsten 24 timer uden hvile ud over på flysædet tæt pakket på økonomiklasse i Turkish Airlines og i lufthavne i Dhaka og Istanbul. Nu var vi næsten hjemme i Kolding, men pludselig var alt anderledes. ”Det er jeres lokomotivfører, som taler: Toget standser i Nyborg og kører ikke længere. I skal fortsætte med togbusser fra Nyborg til Odense pga. en personpåkørsel”.

Sammen med et par hundrede passagerer skyndte vi os ud af toget, ned ad trappen, ud på banegårdspladsen og videre til busholdepladsen, hvor vi troede, der holdt en hel række busser og ventede på os, men der holdt ikke en eneste. Imidlertid stod der en masse andre mennesker og ventede.

Lidt senere ankom der en enkelt bus. Der gik bevægelse i folkemængden. De hurtigste fyldte bussen, og den kørte. Endnu en bus kom, og folk søgte hurtigt derhen, men den skulle til Kerteminde.

Uvisheden spredte sig, og mange begyndte at kikke efter nyt på deres mobiltelefon. Pludselig forlød det, at der så småt var ved at komme gang i togtrafikken igen. Og nogle begyndte at bevæge sig tilbage til togperronen. Vi fulgte med. Vores kufferter var tunge, men der var straks nogle, som tilbød at hjælpe.

Til sidst havde jeg intet at bære på op ad den stejle trappe til perronen. Der kom et tog, og vi myldrede ind. Igen var der nogle unge mænd, som hjalp med kufferterne. Der var selvfølgelig ikke siddepladser til de mange passagerer. Vi kom ind i en stillekupe med tilstødende 1. klasse. Ingen af delene blev der taget hensyn til. Vognen blev hurtigt fyldt, og toget kørte. Med bare en halv times forsinkelse (og en oplevelse rigere) kom vi til Kolding.

De mange mennesker, usikkerheden og stress pga. trætheden nåede at få mig til at reflektere over, hvordan det må være at være på flugt: Når folkemængden går i bevægelse, må man følge med, og når den deler sig, gælder det om at tage det rette valg og helst ikke komme bort fra sin familie. Og mobiltelefonen, hvis der stadig er strøm på, er et vigtigt redskab.

Og regler – ja, dem oplever man, at man ikke nødvendigvis skal følge – for man har ét i hovedet: At komme videre, frem mod målet. Og hjælpsomheden, det var en positiv oplevelse – ville den også fungere, hvis det virkeligt var alvor? I baghovedet kørte også tanken om ”personpåkørsel”. Var det et ulykkeligt menneske, som havde kastet sig ud foran toget?

Og hvad med lokoføreren? – bliver den slags hverdag for lokoførere? – det gør det vist aldrig. Og nedlukning af hovedlinjen mellem Nyborg og Odense til gene for hundredvis af borgere. Jeg glædede mig over at bo i Danmark, hvor et enkelt menneskeliv tages så alvorligt, at man lukker trafikken for at undersøge sagen. Det tror jeg ikke, man ville gøre i Bangladesh, hvor der sker mange dødsulykker hver eneste dag i den tætte trafik.

Men tanken, som står tilbage, er oplevelsen af at være del af en menneskemængde, som ikke havde tilstrækkelige informationer, men som midt i usikkerheden måtte træffe nogle valg. For os handlede det ikke om liv eller død – kun om mere eller mindre forsinkelse. Og vi kunne endda få erstatning, hvis forsinkelsen blev over 30 minutter! For folk på flugt ser det helt anderledes ud.

Må Gud hjælpe enhver flygtning til at træffe de rigtige valg og finde den rette vej – og hjælpe os til at se stort på forsinkelser og være flygtningenes (og hinandens) hjælpsomme venner.