Guds nåde gælder også sure gamle mænd

Jeg har holdt mange prædikener i årenes løb og fået mange kommentarer. Jeg kan faktisk kun huske positive kommentarer i forbindelse med prædikener og gudstjenester. Folk har nok holdt de negative for sig selv. Jeg har altid sat pris på disse kommentarer. Det gjorde jeg også, da en ”emeritus” (pensioneret præst) korrigerede mig efter min prædiken på PlusOase sidste sommer.

I min prædiken omtalte jeg den ældste søn i ”lignelsen om den gode far” som en sur gammel mand, som havde misforstået det hele. Han var i virkeligheden den fortabte søn, mens den yngste søn (som vi kalder den fortabte) blev frelst, efter han omvendte sig og kom hjem – og helt ufortjent blev modtaget. Den ældste søn havde glemt, at han vadede rundt i velsignelserne på gården, som er et billede på Guds rige.

Og i virkeligheden stillede han sig selv udenfor. Han omvendte sig ikke. Forblev i sin fortabelse. Jeg sammenlignede ham med mig selv – og andre – når vi bliver sure over, at tingene ikke lige går efter vores hoved. Fx når nyligt omvendte (eller unge i det hele taget) bringer larmende udtryksmåder med ind i gudstjenesten eller beholder kasketten på eller noget i den retning.

Jeg husker ikke præcist, hvad jeg sagde. Men budskabet var, at vi skal omvende os fra vores surhed og ikke stille os udenfor. Den tilstedeværende emeritus fortalte mig bagefter, at jeg havde fået det til at lyde, som om den ældste søn i lignelsen gik fortabt. Det var ikke tilfældet, sagde han. Den ældste søn gik godt nok glip af glæden og festen, men han hørte stadig til på gården, altså Guds rige. Han blev ikke sendt bort til fortabelse.

Jeg forstod straks, at budskabet var blevet forkert, når jeg lavede koblingen fra den ældste søn, som jeg kaldte fortabt, til gamle sure kristne mænd. Jeg tror dog ikke, der var så mange, som følte sig ramt. Det var højt humør på lejren. Og jeg inddrog også mig selv. Jeg følte ikke, at jeg var nødt til at komme med en rettelse … hvad jeg nu lang tid efter tænker, at jeg godt kunne have gjort, da der senere var frie vidnesbyrd.

Men sådan er det tit, jeg fanger ikke altid lige i situationen, hvad jeg kunne have gjort eller sagt. Jeg var glad for kommentaren. Og jeg glæder mig stadig over, at frelse eller fortabelse ikke har noget at gøre med vores humør. Og faktisk kan det jo være lidt svært for gamle mænd at holde humøret. Så jeg er glad for her at dele denne sandhed med alle: Surhed hindrer os ikke i at være med i Guds rige. Guds nåde gælder også de sure.

Men det er jo dumt at gå og surmule, hvis man kan lade være. Men samtidig er det vigtigt at huske: Man behøver ikke oven i det almindelige mismod at føle sig smidt ud af Guds rige, fordi man har svært ved at holde humøret. Men lad mig opfordre alle gamle mænd med Paulus’ ord: Glæd jer altid i Herren! Jeg siger atter: Glæd jer! (Fil. 4,4). Det er tilladt at være glad!

Og glæd dig ekstra, når du oplever, at folk, som var langt borte, kommer ”hjem”. Sørg for at tage godt imod dem. Og lad dine positive historier om livet med Gud og livet i menighedens fællesskab komme ud af din mund, så du er med til at skabe den gode stemning. Og lad være med at sige noget, hvis det, du har lyst at sige, kunne skade andres glæde … også selvom musikken er for høj, og selvom prædikenerne ikke er, hvad prædikener var en gang.

Og husk at give prædikanten og andre medvirkende positiv kritik, når du kan gøre det med et ærligt hjerte. Indimellem må du også gerne give et venskabeligt råd om, hvordan du synes, gudstjenesten eller prædiken kunne blive endnu bedre – det behøver man ikke være emeritus for.