Jeg små-irriteres over mine børns generation

Kære Poul Henning,

Jeg har over længere tid opdaget, at jeg til stadighed går og bliver lidt små-irriteret på min børns generation. Den generation, der er i slut 20’erne og 30’erne og ofte har små børn. Jeg oplever, at de selv synes, at de har meget travlt og derfor ikke har overskud til familiesammenkomster og involvering i frivilligt arbejde i kirken, som jeg selv har gjort hele livet.

De virker bare til at være så trætte og til tider at have ondt af sig selv. De er ind imellem både sygemeldte eller stressede. Jeg mærker, at jeg bliver frustreret og får lyst til at ruske op i dem, fordi det er mig en gåde, hvorfor de oplever sig så trætte. Jeg ved godt, at det at have små børn er trættende, men jeg mindes ikke selv at være så træt.

Kan du hjælpe mig med at forstå dem bedre? Og hvad kan jeg gøre, som ikke blot lyder som ham den gamle, der siger, at de skal tage sig sammen?

Venlig hilsen
Den gamle bedstefar

Kære gamle bedstefar

Dejligt at du skriver, jeg tror bestemt ikke, at du er den eneste, der har haft den tanke og følelse. Enhver situation er noget særligt, men tidsbilleder og kultur har også stor indflydelse.

Tidsbilledet er forandret

Måske var din hustru hjemmegående eller kun delvist på arbejdsmarkedet? Vi selv havde ung pige i de 8 år, hvor vores børn var små, det var en vidunderlig gave. Der er faktisk ofte brug for et ekstra menneske, når børnene er små og her særligt også de syv gange pr år, hvor de i gennemsnit er syge. Værdier og prioriteringer var enklere, da du var ung kristen med familie.

Her var kirke og gudstjeneste ikke til diskussion. Du var og er afklaret i, at du har to familier – kirken og din biologiske familie. I dag er større selvrealisering, ønsket om og mulighed for mange oplevelser, højere tempo, store krav til efteruddannelse og forandring, fritid og børns mange individuelle ønsker på dagsordenen.

Når dine børn er færdige med to job, to efteruddannelser, egne fritidsinteresser, hente og bringe dine børnebørn til institutioner og engagement i børnenes legeaftaler samt mange køreture til sportstræning og kampe også om søndagen, så begynder kræfterne at ebbe ud. Kirken og storfamilien bliver et valg, og i praksis, som du skriver, desværre nogle gange et fravalg.

Prioriteringer

Alle børnefamilier spejder efter bedsteforældre, fordi deres egen tallerken ofte er for fuld. Stress og mistrivsel er blevet en epidemi i vores land. Vi kan alle blive syge og overbebyrdede, men helt grundlæggende må det handle om et sundt og bibelsk værdigrundlag og prioritering. Vi er et tempel for Helligånden, der ikke er stresset.

Uanset hvor vi færdes, kan alle livsingredienser blive værdifulde. Vi må spørge os selv, hvem der sidder på tronen fra nu til nu i livets daglige valg? Er det Gud eller os selv? Jeg tænker, at den sunde bibelske prioritering er:

1. En treenig Gud
2. Ægtefælle og her også et fælles bønne- og andagtsliv
3. Børn
4. Kirke
5. Uddannelse og arbejde
6. Fritid

Fadervor begynder i himlen

Vi kan ikke alt og skal ikke alt. Når vi beder Fadervor, begynder vi vel og mærke med det himmelske perspektiv. ’Fadervor, du som er i himlen’. Guds ønske er, at vi ikke begynder med det jordiske, men det himmelske. Vi begynder ofte dagen med bøn om hjælp til alle vores gøremål. Det er som en cardigantrøje, der knappes forkert, vi fortsætter, og det bliver ved med at være forkert hele dagen.

Vi må derimod begynde i Himlen. Gud siger: ’Kom herop, så vil jeg vise dig, hvad der siden skal ske’ (Åb.4:1) Dagen begynder med, at vi i Fadervor kommer op i himlen, og her viser Gud os hans tanker, planer og værdier. Vi er nye skabninger i ham, vi er i ordet, vi forvandles efter det billede, vi skuer, og er ovenikøbet allerede i Kristus sat i det himmelske (Ef.2.6).

Først derfra kommer vi ned på jorden og beder videre om dagligt brød og gøremål. Det er ikke let at være bedstefar, men du må være et forbillede og bede for din familie, at Gud vil give dig gunstige øjeblikke med tid til dybere samtaler om værdier og prioriteringer.

Kærlig hilsen
Poul Henning