Med fuld tank
Jeg har fået en slem vane. I denne tid, hvor brændstofpriserne er så høje, er jeg begyndt at udsætte til sidste øjeblik med at tanke min bil op. Det er utrolig fjollet, særligt med et arbejde, hvor jeg kører meget – ofte på ikke varslede eller planlagte ture.
Flere gange er det resulteret i, at bilen kun lige har trillet de sidste meter hen til tankstationen, hvortil jeg har siddet med bankende hjerte og håbet, vi lige nåede det. Da det er en ældre dame, jeg kører rundt i, er det heller ikke just befordrende for dens levetid, at den gang på gang bliver kørt i bund.
Det pudsige i historien er dog, at jeg også ofte lever mit eget liv på samme måde. De høje brændstofpriser er dog her arbejdsliv, familieliv og meget andet, som bliver det, jeg fokuserer på. Resultatet er også her, at ”benzinmåleren” pludselig er faretruende nær bunden, så jeg akut må tanke op.
Risikoen er også her, at jeg ikke når til tankstationen, før det er for sent, og jeg i stedet holder helt stille. Måske holder jeg så langt ude på landet, at det kan vare længe, før en kommer forbi og giver en hjælpende hånd? Måske brænder motoren sammen pga. det ekstra arbejde, det er at køre på en tom tank?
Hvor meget sundere vil det ikke være at køre med fuld tank? Eller i hvert fald få tanket op, før tanken er tom? Jeg øver mig. For mig er optankning en tur i søen og sauna med en veninde, tid med en god bog, en lang gåtur alene i skoven eller ved havet, en snak med en god ven, tid til tosomhed med min mand, en sejltur med min familie, en hverdagsforkælelse på den lokale badeanstalt, ro til en god kop kaffe og meget andet. Jeg øver mig i at planlægge disse stunder, så de ikke umuliggøres at hverdagens travlhed
Også på dette område er Jesus mit forbillede. Flere steder i biblen er nævnt, hvordan Jesus trak sig bort fra menneskemængderne, søgte stilhed og brugte tid med sin Far. Jesus hvilede også og havde helt almindelige fysiske behov, hvorfor skulle jeg være anderledes end dette?
Lad os frimodigt tanke op, så vi har noget at give inden tanken er tom.