Messerschmidt bekender sin kristne tro

Morten Messerschmidt beskriver sin opvækst som kulturkristen. Som de fleste er han døbt og konfirmeret i Folkekirken. Som teenager interesserede han sig for kirkemusik og kom med i et kirkekor. Samtidig tog han imidlertid afstand fra kristentroen…

”Jeg havde en lang periode på 10 år, hvor jeg tænkte meget rationalistisk og vendte derfor troen ryggen”. I den periode betegnede han sig selv som ateist.

”Men da jeg nærmede mig slutningen af 20’erne, begyndte jeg at interessere mig for kirken – både i kraft af min nysgerrighed og i kraft af nogen af de mennesker, jeg talte med og satte meget højt, bl.a. præster – men også ud fra et kristent synspunkt. Jeg besluttede mig så for, at jeg i et år ville gå i kirke hver søndag og til alle højtider. Det gjorde, at jeg fandt tilbage til troen, og i dag føler mig godt hjemme som bekendende kristen.”

Den personlige tro

Hvad betyder troen så for dig personligt?

”Det betyder, at jeg ved, at jeg er en synder og ikke kan løbe fra mine synder. Jeg skal selvfølgelig forsøge at forbedre mig. Men jeg bliver aldrig syndfri. Men der er tilgivelse. Det giver mig ro at vide, at Kristus har været der før mig og er gået foran mig som min repræsentant og forsvarer. Det giver tryghed hver gang, jeg ikke føler, jeg slår til eller er den næste, som jeg kunne have lyst til at være.”

Troen på det evige liv

”Efter at jeg fandt troen, har jeg haft lettere ved at tage afsked med dem, jeg elsker, som går bort. For jeg lever i en forvisning om, at vi skal ses igen.”
Her tænker han bl.a. på sin søster, der i 2019 blev myrdet af sin kæreste.

”I troen er der både trøst og tilgivelse. Man er ikke alene.” Morten Messerschmidt understreger, at det er den tro, som også har båret vore forfædre, og at vi derfor heller ikke på det niveau er alene:

”De har oplevet præcist de samme svære ting, og de er blevet båret igennem pga. deres tro. Jeg synes, det giver en ro at kunne sige, at jeg ikke er den eneste bror, der har mistet på brutal vis. Det betyder jo ikke, at man får dem, man elsker, tilbage, men det gør, at man ikke føler sig nær så ensom i sorgen.
Jeg tror ikke, at alt det, der sker i verden, har en dybere mening. Jeg tror, der er nogle onde magter i livet, som kæmper mod det gode. Netop derfor er det vigtigt også at bede”

Bønnens betydning

”Jeg har kæmpet meget med, hvordan man skal bede, for Jesus siger jo, at man ikke skal lade tungen løbe, og at vores Far kender vores inderste ønsker, inden vi har nået at udsige dem. På den anden side hører vi, at det er vigtigt, at man beder. Jesus har jo også givet os Fadervor. I en lang periode bad jeg kun Fadervor netop for ikke at lade tungen løbe. Men til sidst blev Fadervor bare en remse, og jeg var bange for at inderligheden forsvandt. Det dur jo heller ikke, hvis det bare bliver en mekanisk rytme. Når jeg beder i dag, beder jeg om, at Jesus vil hjælpe mig med at være den overfor min næste, som han vil, og så slutter jeg af med Fadervor. Så det er med at finde et sted mellem de to yderpunkter, hvor ens sjæl og samvittighed er med.”

Politikerens ansvar

Som politiker oplever du det da som en styrke, at du som troende har en, der er stærkere end dig at dele ansvaret med?

”Det er i hvert fald en frisættelse. Nogle gange beder jeg om, at Jesus må råde, så jeg træffer de rigtige beslutninger. Ikke fordi jeg skal dele ansvaret for mine forkerte beslutninger, men det giver en tryghed. Sommetider skal man jo træffe svære beslutninger. Så det at kunne bede om Guds visdom gør, at jeg føler mig stærkere i den beslutning, jeg træffer. Men det fritager mig selvfølgelig ikke for det verdslige ansvar.”

Kristen i politik

Du har både været ateist og kristen i din tid som politiker. Er der noget, du er begyndt at lægge mere vægt på, efter at du er blevet kristen?

”På det personlige plan er der sket det, at jeg ikke længere bygger mine overvejelser alene på humanistiske betragtninger. Derfor har jeg også bevæget mig fra det, jeg vil kalde et liberalistisk til et konservativt, traditionalistisk udgangspunkt. Her tænker jeg fx på velfærdspolitikken. Havde du for 25 år siden spurgt mig, hvordan jeg så på velfærdsstaten, havde jeg ment, at den skulle være så lille som muligt. I dag betragter jeg velfærdsstaten og det offentlige som et vigtigt sikkerhedsnet – også i forhold til at binde danskerne sammen og skabe en fælles følelse af at høre til og have ansvar for hinanden.”

Del af en tradition

”Det er klart, at det også betyder noget at hvile i en tradition, og her er protestantismen jo nationalt rodfæstet. Det er anderledes med Den Katolske Kirke, som i sin natur er global. Der har de reformerede kirker en anden national orientering, fordi de blev samlet under fyrsterne og kongerne.”

Bliver vi ikke let separatistisk ved at lægge vægt på det nationale? Vi har jo også en katolsk arv – og er alle kristne ikke ét?

”Luthers lære handlede ikke om at nedbryde Den Katolske Kirke, men om at vende tilbage til den oprindelige kirke. Som protestant betragter man Den Katolske Kirke som den, der har afveget fra det oprindelige. Derfor er det også naturligt, at vi har salmer i salmebogen, som er tilbage fra den katolske tid, for det er jo vores arv”.

Store Bededag

Morten Messerschmidt pointerer samtidig, at der er noget, som er egenartet for dansk kristendom. Her nævner han det brandvarme emne om Store Bededag:

”Store Bededag er meget dansk kristent og noget, som ingen andre protestantiske kirker kender til i den form. Det er et meget godt billede på, at vi som protestanter både har noget til fælles og noget, der er særligt knyttet til vores egen kristendom. Jeg synes for øvrigt, at man skal passe på med at dømme om, hvordan danskerne bruger deres helligdage. Det kan godt være, at der ikke er mange i kirken f.eks. til pinse, og at folk har lidt svært ved at forstå det med Helligåndens komme. Men det gør ikke, at det er en mindre væsentlig højtid. Man skal ikke lade troen være en popularitetskonkurrence.”

Abstrakt eller konkret næstekærlighed

”Hvis man gør næstebegrebet til en ideologisk handling og dermed pålægger mennesket ansvar i forhold til alle andre mennesker i hele verden, sker der let det, at man fralægger sig ansvaret overfor det konkrete. Pludselig begynder man at være mere optaget af at hjælpe folk på afstand end af det konkrete og nære. Hvis du møder en narkoman eller en udlænding på gaden, er dét din næste, som du har pligt til at hjælpe. Så er det konkret, og du bliver ansvarsgjort.”

Denne overbevisning har gjort, at han har valgt at blive værge for sin søsters fire børn.

Men ansvaret for den nære næste behøver vel ikke at udelukke vores ansvar for den fjerne næste?

”Det kan du sige, men hvis man skal hjælpe sin nære næste, er der så rigeligt at gøre, at man meget sent når til Ækvator, for der er godt nok mange at tage hensyn til. Men det er vigtigt, at vi får missionen tilbage og fortæller folk om Jesus, så kristentroen udbredes. Og der vil være kristne rundt omkring i hele verden til at hjælpe.”