Præstens stedfar oplevede to mirakler på morgenturen

Her ses pastor Greg Laurie, hvis barndom og ungdom beskrives i filmen Jesus Revolution, sammen med hippiepræsten, spillet af Jonathan Roumie, også kendt fra tv-serien ’The Chosen’.

En af personerne i filmen Jesus Revolution er drengen Greg, som mister kontakten med sin elskede adoptivfar. Virkelighedens Greg Laurie er en kendt evangelist, som på YouTube har fortalt, hvordan han som voksen genfandt sin stedfar.

’Jesus Revolution’ fortæller ikke hele historien om Greg, men nu har pastor Greg Laurie selv fortalt sin fantastiske historie om genforeningen med sin far.

– En dag, da jeg kom hjem fra skole, stod der en bil med alle vore ejendele. Jeg spurgte mor: ’Hvor er far?’ og hun sagde: ’Han kommer ikke med’. Lauries mor forlod altså sin mand og flyttede langt hjemmefra med sønnen. Kontakten med Lauries far blev dermed helt afbrudt. Denne oplevelse kom til at præge Laurie, som blandt andet blev et let offer for hippietidens narkokultur, skriver CBN News.

Greg Laurie er medforfatter til bogen ’Jesus Revolution. How God Transformed an Unlikely Generation and How He Can Do it Again Today’, som har inspireret til filmen af samme navn.

Senere fik Greg Laurie dog et regulært møde med Jesus, som det også fremgår af filmen Jesus Revolution. Han er nu pastor for megakirken Harvest Christian Fellowship med 15.000 medlemmer.

Greg finder sin far

I filmen fortælles der ikke mere om Greg Lauries familie, men som voksen begyndte han at lede efter sin forsvunde far. Oscar Laurie var Gregs stedfar, men han havde på alle måder været en god far for ham. På YouTube fortæller Greg Laurie, hvordan han fandt frem til sin far – før der var noget, der hed internettet. Greg fandt ud af, at Oscar Laurie, der var advokat, boede i New Jersey.

Hans tidligere stedfar inviterede straks Greg på besøg sammen med Gregs hustru, Cathe. Mens de spiste, bad Oscars nye kone Greg fortælle om sin tro på Jesus. Mens Greg fortalte, sad Oscar uden at sige et ord, og Greg bemærker, at han nok plejede at sidde sådan i retten, når han skulle lytte til et indlæg i en retssag. Senere spurgte Oscar så Greg, om han ville gå tur med ham tidligt næste morgen.

Oscar havde nemlig et par uger forinden haft et alvorligt hjerteanfald, og hans gåture om morgenen var nu blevet en del af hans nye livsstil.

Joel Courtney spiller rollen som den unge Greg Laurie i filmen Jesus Revolution.

På knæ midt i parken

Undervejs på morgenturen siger Oscar pludselig: ”Greg, jeg har lyttet omhyggeligt til det, du sagde om Jesus i går aftes.” Og så tilføjede han: ”Jeg vil gerne tage imod Jesus Kristus i mit liv lige her og nu.” Greg var helt overrumplet. ”Jeg sagde: Far, lad mig lige fortælle det hele en gang til,” sagde han.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Da Greg havde forklaret evangeliet endnu engang, sagde Oscar: ”Ja, jeg vil gerne tage imod Jesus Kristus lige nu. Hvordan kan jeg gøre det?” Da Greg sagde, at de skulle bede sammen, lod Oscar sig straks falde på knæ midt i parken. Så Greg gjorde det samme og ledte sin far i frelsesbønnen. ”Det var utroligt, en af de mest fantastiske omvendelser, jeg nogensinde har set,” fortæller Greg i videoen.

Mirakuløs helbredelse

Men omvendelsen var ikke det eneste under, der skete under gåturen den dag. For nu spurgte Oscar sin søn, om han også ville bede Gud helbrede hans fysiske hjerte. ”Jeg sagde: ’Jeg ved ikke, om Gud vil helbrede dit hjerte, men vi kan bede om det’,” svarede Greg. Efter at de havde bedt også denne bøn, var Oscar fuld af tro, så han sagde: ”Greg, min læge er lige i nærheden, skal vi ikke gå over til hans klinik? Så vil jeg fortælle ham, at mit hjerte er blevet helbredt.”

Anna Grace Barlow har rollen som Cathe Martin, der senere blev Greg’s hustru.

Greg var ikke helt så sikker, så han sagde: ”Far, vi ved jo ikke, om dit hjerte er blevet helbredt!” Men hans far havde insisteret, og de var så gået hen til lægehuset. Her havde Oscar sagt til sin jødiske læge: ”Det her er min søn Greg fra Californien. Han er prædikant, og jeg har lige bedt Jesus komme ind i mit liv, og mit hjerte er blevet helbredt!”


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Lægen havde haft sin tvivl om den fysiske helbredelse, men han foretog nogle undersøgelser og måtte konstatere, at hjerteproblemerne mirakuløst var forsvundet. Oscar hjerte var helt helbredt! Herefter levede Gregs far endnu 15 år, hvor far og søn havde glæde af hinanden. Oscar voksede i troen og blev både bibeluddeler for Gideonitterne og ældste i sin kirke.

Gregs mors historie

I en anden video fortæller Greg Laurie om sin mor, Charlene, som var hans eneste familie gennem mange år. Også Charlene nåede at tage imod Jesus, men det skete først hen imod slutningen af hendes liv. På mange måder havde Charlene haft et svært liv, og hun blev gift syv gange. Af filmen Jesus Revolution fremgår det også, at hun var alkoholiker.

”Hun jagede efter alle verdens tomme løfter, og hun kom desværre til at opleve, hvor tomt det hele er,” fortæller Greg Laurie. ”Men Gud ske lov fandt hun tilbage til sin tro bare en måned før, hun gik ind i evigheden. Det, at hun til sidst blev troende, viser, at der er håb for alle og enhver. Uanset hvilke fejl og synder, du har begået. Vi tjener en Gud, som giver en ny chance og så en tredje chance og så en fjerde chance,” slutter Greg Laurie.