Mission er ikke som det var engang…
I sidste århundrede blev hundredvis af danske missionærer sendt til Afrika. I dag har Mission Afrika kun én enkelt missionær – på Cypern. Det er nødvendigt at tænke nyt, mener Jørn Blohm Knudsen, som for et år siden blev generalsekretær i det gamle missionsselskab.
– Jeg har selv været udsendt med min familie til Etiopien fra 1994-98, som ”gammeldags” distriktsmissionær for Luthersk Mission, fortæller Jørn Blohm Knudsen.
– Jeg havde ansvar for et område på størrelse med Fyn. Til at begynde med var der 7-8 menigheder. Det var en vidunderlig tid, for der var en åndelig vækkelse.
Da vi rejste hjem igen, var der 70 menigheder, mange med over 200 medlemmer! Vi brugte megen tid på at gøre menighederne bæredygtige. Vi underviste de nye ældste og gav dem et trosgrundlag. Mange skulle først lære at læse, så de selv kunne studere Bibelen, husker Jørn Blohm Knudsen.
– Men i dag fungerer det anderledes for de fleste missionsselskaber. I dag har vi puljer, som kirkerne kan søge: Uddannelse, Diakoni, Investering, Udlån, Evangelisation, Nødhjælp. Kravene er lavere end til Danida, men de er stadig høje. Kan kirkerne ikke afrapportere, tilbageholdes næste bevilling. Kirkerne i syd har brug for at kunne redegøre for, hvordan midlerne bruges.
– Men risikerer I så ikke, at kirken prioriterer andre formål end missionen?
– Jo, men her ønsker vi jo at vise tillid til kirkerne. De må selv lære at bruge midlerne.
– Men der er jo mange eksempler på, at penge fører til korruption i kirkerne. Hvad gør I ved det?
– Vi forsøger at kontrollere, at pengene går til det, de er beregnet til. Det gælder især de midler, vi formidler fra Danida. Her skal der kontrolleres og aflægges rapporter. Når det gælder vores egne midler, kan vi være lidt mere large og vise større tillid.
Få missionærer
– Hvorfor sender missionsselskaber som Mission Afrika ikke flere missionærer ud?
– Det er der flere grunde til. En af dem er, at det faktisk kan være svært at finde nogen, som vil rejse ud for en længere periode. Og på den måde bliver det meget dyrt at sende en familie på missionæruddannelse, sproguddannelse og derefter etablere dem med hus og bil i et fremmed land. Tidligere vidste man jo ikke, om en missionær nogensinde kom hjem igen. Det var et kald for livet. Og mange kom ikke hjem igen. Men i dag er mentaliteten en anden. I dag rejser mange ud som volontører og pendler-missionærer og som regel for en meget kortere periode. Det kan så have andre fordele. For eksempel bliver de unge volontører, som vi sender ud, ofte engageret i missionsarbejdet. En anden grund er, at de kristne i Afrika i dag selv er gode til at missionere – ja, faktisk bedre end vi ofte er. Samtidig er det vigtigt med en etisk korrekt fundraising. Vi skal ikke overdrive, men heller ikke sætte projektets indhold eller effekter under en skæppe. Giverne har en ret til at vide, hvad deres penge går til, og vi er forpligtet til at bruge dem bedst muligt.
Åbne Døre og KA
Jørn Blohm Knudsen er 57 år. Han var en af de første ledere af Åbne Døre, og i hans 16 år som leder blev arbejdet næsten ti-doblet.
– I dag tales der meget mere om forfulgte kristne end dengang, vi begyndte. Dengang var der en modstand mod at beskæftige sig med emnet i kristne kredse – og det var også svært at få stof med i Udfordringen, bemærker han. Efter Åbne Døre var Jørn virksomhedskonsulent hos Kristelig Arbejdsgiverforening (KA) i fire år.
– Jeg har besøgt over tusind virksomheder og rådgivet dem om alle de spørgsmål, jeg kunne hjælpe dem med. Jeg mødte mange iværksættere, og dem var jeg på bølgelængde med. For jeg er selv en iværksætter. Ofte tror vi, at det er de store kendte virksomheder, som er rygraden i dansk erhvevsliv. Men det er det ikke. Det er alle de små og mellemstore virksomheder, som skaber arbejdspladser. Det er godt med noget praktisk livserfaring. Når man er udsendt til Afrika, så kommer man ofte i situationer, som kræver fingersnilde og opfindsomhed. Der var mange praktiske ting, der skulle ordnes. Børnehjemmet, der manglede vand. Evangelistens motorcykel, der var brudt sammen. Heldigvis har jeg en vis teknisk og praktisk sans, siger Jørn Blohm Knudsen.
Søg først Guds rige
Troen på Gud og Bibelens åndelige rigdom er det vigtigste for Jørn Blohm Knudsen:
– Jeg har oplevet mange spændende ting med Gud. Jeg har set mirakler i mit liv og forundres over, hvordan Gud leder os ad sine vidunderlige og uforudsigelige veje. Da Ingelise og jeg blev gift i 1988, fik vi et bryllupsvers fra Mattæus 6,33 af vores præst. Der står: ’Men søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift.’ Det vers har fulgt os lige siden. Vi mennesker søger efter bolig, en god pensionsordning, berømmelse, karriere. Men det er ikke det, det drejer sig om her i livet. Vi skal søge Guds Rige og hans veje. Vores sande værdi ligger hos Gud. Da bliver livet mere rigt og stærkt, siger Jørn Blohm Knudsen.