Påskemusicalen Revolution

GospelFamily fra Aabenraa tilbyder en stor en oplevelse for hele familien.

Gospelfamily er for 9. gang aktuelle med en påskemusical for hele familien.

Det er korene GospelTeens og GospelRoots, der opfører musicalen. De giver skolekoncerter både i Haderslev (på Harmonien), i Sønderjyllandshallen i Aabenraa og i Alsion (Sønderborg) dette forår for potentielt 4.000 skoleelever. Derudover er der to åbne forestillinger.

Musicalen beskriver påskens begivenheder set fra børnenes vinkel.

Påsken i farver

Korleder Torben Callesen, som står i spidsen for GospelFamily, har skrevet musicalen for at gå lidt dybere med påskens budskab.

– Med påskemusicalen REVOLUTION ville vi ikke nøjes med at fortælle selve påskeberetningen, siger Torben Callesen. ”Vi ville også prøve at tydeliggøre den konflikt, der lå til grund for, at Jesus blev korsfæstet. Konflikten kan sammenfattes i talemåden ’at lade nåde gå for ret.’ For det er dybest set det, hele påsken handler om. For at kunne nå især skoleelever, børn og familier har vi så tilføjet sang, koreografi, dans, skuespil, bibelske karakterer og et flot sceneshow, så ovennævnte historie kan blive vakt til live, og påsken kan opleves i farver. Derudover giver musicalgenren også mulighed for at involvere publikum i form af fællessang, dans á la Just Dance, klap og respons. På den måde spænder forestillingen henover religions-, historie-, samfunds- og idrætsfagene,” forklarer korlederen.

’Revolution’ foregår i år 33 og handler om, hvordan man kan forstå begivenhederne i påskedagene.

’Revolution’

Musicalen ser påsken fra børnenes synspunkt. Året er 33, og handlingen foregår nogle dage efter påsken. Præstestandens børn vises rundt i Jerusalems gader af deres lærer for at de skal genopleve begivenhederne omkring lovbryderen Jesus af Nazareth.

Der er ingen tvivl i børnenes hjerter om, at Jesus var en forbryder, der fik, hvad han havde fortjent på korset. Men da det kommer frem, at synagogeforstanderens datter havde været død og var blevet genoplivet af lovbryderen Jesus, begynder der at ske noget med de fastlåste forestillinger om ham.

Musical for hele familien

Det er en musical med dejlige sange, som virkelig er velskrevne og iørefaldende. Samtidig er det påskens evangelium fortalt på en ny måde, som kan give anledning til samtaler mellem forældre og børn – og folk i alle aldre.

Derfor bliver de ved

GospelFamily har produceret ni gospelmusicals igennem 14 år og har optrådt for over 70.000 skoleelever i hele Syddanmark. Der er lidt over 30 kormedlemmer i GospelRoots og GospelTeens, og der står omkring 30 frivillige bag afvikling, kostumer, mikrofoner, TekTeam, omsorgs-team og korlederteam. Det er et kæmpe arbejde, så hvorfor bliver de ved?

– Ja, det er et kæmpe arbejde, det er enormt dyrt og involverer utrolig mange frivillige, som tager fri fra arbejde og tager ferie for at kunne være med, fortæller Torben. ”Dertil kommer udgifterne til opsætning, sceneshow, instruktion, produktion og gæsteinstruktører og lange nattetimer for at planlægge og koordinere.
Men det er alt sammen det hele værd, når man ser hundredvis af børn springe op fra stolene for at danse med på sangen ”Det er fuldbragt”.

Det er det hele værd, når vi hører børn skråle af karsken bælg: ”Graven er tom!” Eller når hele salen vifter med fiktive palmegrene og deltager i dansen til ”Vi sang hosianna!” Det er kort sagt en ubeskrivelig og ufattelig opløftende fornemmelse, når påsken bliver levende for publikum såvel som for kormedlemmerne på denne måde, for påskeberetningen er virkelig den bedste og mest livsbekræftende historie i verden.

Trofaste støtter

Torben fortæller, at realiseringen af musicalen har kunnet lade sig gøre takket være trofaste støtter som Nordea-fonden, Ole Kirk’s Fond, BorgFonden, Sydbank Fonden og Henrik Sejer.

Koncerter og udgivelser

Musicalen opføres 2. påskedag, den 10. april i Sønderjyllandshallen kl. 12.00 og 16.30. Billetter kan købes hos Billetto.dk. Sangene udgives via streamingtjenester før påske under navnet REVOLUTION, og der vil også blive lagt videoer ud via YouTube-kanalen Gospel Musical Akademiet i påskedagene.