For sent til begravelsen

Af Jens Fischer-Nielsen Tidl. missionær i Bangladesh og sognepræst i Esbjerg. Forfatter til flere bøger, senest: ”Et Godt Liv”. fnjens@gmail.com

Hvis vi Påskemorgen kommer i kirke for at mindes Jesus’ begravelse, så kommer vi uhjælpeligt for sent. Flere timer og et par tusinde år.

Da kvinderne den første påskemorgen kom ud til graven, mens det endnu var mørkt, var de også for sent på den. De havde i hast lagt ham i graven, som var en klippehule, lige før sabbatten, hvor man ikke måtte arbejde. Og nu kom de herud påskemorgen for at holde begravelse. Men for sent. Han var allerede opstået!
Begravelsen måtte aflyses. Det var en meget speciel situation. Andre begivenheder aflyses f.eks. p.g.a. sygdom og død, men det høres aldrig, at en begravelse aflyses, fordi livet kom i vejen. Men det var det, der skete påskemorgen. De kom for sent!

Intet overskud til svindel

Det er værd at lægge mærke til, at Jesu tilhængere ikke forventede overraskelser omkring graven påskemorgen. De troede, at alt var tabt. Hos dem var der hverken mod, frækhed eller fantasi til at lave et svindelnummer. Ville de have svindlet, var det i øvrigt også helt tosset at sende kvinder ud som de første – kvinders vidnesbyrd talte ikke meget dengang.

Sært nok var det Jesu fjender, der regnede med overraskelser derude ved graven, derfor havde de fået vagter placeret så intet kunne ske . . .

Tomhedens evangelium

Efter kvinderne kom også andre af Jesu venner ud til graven. Men de kom alle for sent. Det spændende var sket. Der var bare et tomt hul tilbage i klippen. Men kvinderne så dog en engel – en lysende skikkelse, som spurgte: “Hvorfor leder I efter den levende blandt de døde?”

Der står mange og lange beretninger om Jesu lidelse og død i Det Nye Testamente. Men beretningerne om opstandelsen er ikke særligt lange. Derimod står der om de mange, ca. 500, som så ham efter opstandelsen. Selve opstandelsen har ingen set og derfor kunne ingen beskrive den. Det er, hvad en lille opstandelsessalme af K.L. Aastrup handler om. I salmen lyder det bl.a.:

Det er så sandt, at ingen så
vor Herre ud af graven gå.
For det, der aldrig kunne ske,
det skulle intet øje se.

Men det, som intet øje så,
vil kirken holde søndag på
og vidne frit, som Ånden bød
om ham, der døden gennembrød.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Hver søndag holder vi kirke p.g.a. budskabet om Jesu opstandelse. Men det er ikke meningen, at det skal være en begravelse. Søndagsgudstjeneste skal være en fejring af Jesu opstandelse. Det var den tomme grav, som skabte kirken. Uden Jesu opstandelse var kirken aldrig blevet til. Kirken er et konkret bevis på Jesu opstandelse.

Vi kommer også for sent til vores begravelse

Vi kan møde Jesus i bøn, i gudstjenesten, i Bibelen, ved nadverbordet, ved dåben. Dér kommer vi ikke for sent. Der er Han sammen med os, men han går også foran os og omkring os gennem hele livet. Der er ingen steder, hvor Han ikke allerede har været. Selv gennem døden er han gået forud.

Derfor kommer vi sådan set også for sent til vores egen død og begravelse – han har allerede været der, og hans opstandelseskraft trækker os igennem, når vi tror på Ham. Jesus sagde: “Jeg er opstandelsen og livet; den, der tror på mig, skal leve, om han end dør. (Joh 11,25)


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Glædelig påske!