Piloten Jim fik en rejse til himlen

– Jeg gik ud på marken og følte mig fantastisk tilpas, og jeg tænkte, at jeg endelig havde fået doseringen rigtig ved at tage alle pillerne på én gang. Men så kom jeg til at se, at en person havde været så fræk at lægge sig til at sove i min lastbil. Jeg ville gå hen og ruske i ham, men jeg kunne ikke røre mig. Og jeg forstod pludselig, at det var mig selv, der lå der og blødte ud over rattet…

Jim Woodford fortæller ofte om sit liv, både før og efter den skelsættende begivenhed den 21. april 2014. Selv om Jims far døde tidligt, fik han en lykkelig barndom hos sine bedsteforældre, hvor han blandt andet lærte at elske heste. Senere tog han sin drømmeuddannelse som pilot, og han fik efterhånden mulighed for at rejse verden rundt og endda tjene en fed løn på sin hobby.

Han fik også en dejlig familie sammen med hustruen Lorraine. Men ind imellem ville Jim vågne om natten og spekulere på, om der var noget, han manglede. Lorraine var en troende kristen, og hun bad til Gud for sin mand, men han følte aldrig, at han manglede Gud i sit liv. Derimod tænkte han på, om der måske var en hurtigere sportsbil eller en bedre båd eller et nyt fly, der manglede i hans private samling. Jim Woodford havde ikke fået øgenavnet Diamond Jim for ingenting

Men så blev Jim syg…

Den rige mand blev syg Omkring 2009 begyndte Jim at skrante lidt. Han havde ellers haft et jernhelbred, og han fortalte hele tiden sig selv, at han var ’Diamond Jim’ og nok skulle klare det. Men en søndag, mens Lorraine var i kirke, fandt Jim ud af, at han ikke kunne stå ud af sengen. Lorraine, der var sygeplejerske, fik ham sendt til læge næste dag. Lægen mente dog, at det var en influenza, så Jim skulle bare gå hjem i seng et par dage.

– Men to dage senere var det ikke blevet bedre, og jeg besvimede uden for klinikken. Ingen vidste, hvad jeg fejlede. Først længe efter fandt lægerne ud af, at jeg havde den sjældne sygdom Guillain-Barrés syndrom. Det er en akut opstået nervebetændelse med lammelser, der kan brede sig til alle muskler i kroppen.
Desværre startede behandlingen for sent, så lammelsen ramte den 61-årige Jim med fuld styrke.

– Jeg måtte lære at gå og tale igen, og jeg havde frygtelige smerter. Da jeg fik det bedre, tog jeg til de bedste behandlingssteder overalt i verden. For kun få læger kendte til Guillain-Barrés. Til sidst fik jeg et tilbud om at prøve et eksperimentelt lægemiddel fra England, fortæller Jim.

– Det virkede, og det gav mig 3-4 timer om dagen, hvor smerterne var mindsket med 75%. Men hvis jeg tog mere af medicinen end ordineret, virkede det længere og bedre, så jeg både kunne ride og leve lidt mere som før. Og det lykkedes mig altid at få fat i mere af den nye medicin fra forskellige læger rundt om i verden. Men jeg skjulte det for min kone…

En sidste overdosis

– Nu begyndte jeg så at sælge ud af mine virksomheder og landområder, og en dag kørte jeg i min lastbil ud for at se på en mark. Jeg havde allerede taget mere medicin, end jeg burde på én dag, men jeg kørte på de mindre veje. Ude på marken så jeg lige mod solopgangen, mens jeg prøvede at stige ud af bilen. Jeg fandt flere tabletter i handskerummet og tog dem alle sammen på en gang. Men smerten forsvandt ikke. Jeg følte stærk varme i benene og troede, at min bil var brudt i brand. Følelsen spredte sig opad mod hjertet. Det var, som om mine lunger holdt op med at fungere, og bilen blev fyldt med vand. Jeg forstod, at jeg var ved at dø.

Den første bøn

– Man siger, at der ikke findes ateister i skyttegravene. Der er heller ingen ateister i brændende biler. For en gangs skyld tænkte jeg på Gud. Jeg følte ikke frygt – som pilot havde jeg flere gange haft maskinproblemer og nødlandet fly. Men jeg følte mig skyldig, for jeg havde aldrig takket Gud for hans velsignelser. Og nu råbte jeg de første tre af i alt seks ord: ”Gud, tilgiv mig!” Så faldt mit hoved hårdt ned på rattet – og jeg var væk. Det var her, at jeg følte mig fantastisk tilpas udenfor, indtil jeg så en person, der lå og sov i min lastbil. Jeg forstod pludselig, at det var mig selv, der lå der og blødte ud over rattet, og jeg kunne ikke bevæge mig. Men så begyndte jeg at blive løftet opad. Jeg ved noget om højder som pilot. Jeg kunne se ned på bilen og min værktøjskasse, fortæller Jim Woodford, som beskriver en hurtig ”flyvetur” ind i en gylden, lysende tunnel.

– Jeg var rædselsslagen, for der var ikke nogen teknologisk forklaring på det, der skete. Jeg hørte ikke vinden; jeg vidste bare, at jeg bevægede mig ufattelig hurtigt, så stjernerne fløj forbi mig…

Et væsen fra helvede

Jim fortæller, at han gik igennem en port, og at han så det grønneste græs, de mest farverige blomster, og den mest blå himmel. Der var ingen sol, som han normalt ville lokalisere som pilot, men derimod et stærkt lys. Til venstre for ham var græsset derimod brunt, og der var en afgrund med ild i bunden. Det lød som om en stor port med rustne hængsler blev åbnet, og et kæmpestort monster med rådden lugt kom ud.

– Det var fuldt af had mod mig og hele menneskeheden, og det mente, at det havde krav på mig. Det kravlede imod mig meget hurtigt, og jeg prøvede at undslippe. Jeg vendte mig mod det stærke lys og råbte min anden bøn: ”Gud, hjælp mig!” Og hjælpen kom i form af tre høje, smukke engle, der udstrålede både kærlighed og tryghed. Jim var overvældet af ærbødighed, men til sin store overraskelse viste englene ham respekt. For Jim var et menneske, ligesom englenes egen herre og mester…

Mødte Jesus

Jim Woodford fortæller, at englene bragte ham hen til Jesus Kristus, og han kastede sig ned på knæ for ham. Diamond Jim blev nu klar over, at hans ”succesrige” liv på jorden var helt uden værdi i Guds øjne. Men samtidig følte han sig overvældet af kærlighed og tilgivelse, da Jesus så på ham. ”Det var, som om jeg var det eneste menneske, han havde skabt i hele verden,” siger han.

”Lad mig blive her. Jeg vil ikke være til besvær,” bad Jim. Men Jesus sagde: ”James, min søn, det er ikke din tid endnu. Men gå tilbage og fortæl dine brødre og søstre, hvad du har set her.” Jim forstod, at Jesus kendte ham ved navn og ville sende ham tilbage til jorden med et budskab om det, han havde set. Et budskab om nødvendigheden af at vende om til Gud for at undgå fortabelsen.

– Jeg prøvede at kravle hen mod Jesus for at bede ham tage mig med ind i himlen. Men han løftede hænderne for at holde mig tilbage, og idet han gjorde det, gled hans ærmer tilbage, så jeg kunne se naglemærkerne. Da følte jeg det, som om jeg selv havde slået naglerne gennem hans hænder, husker Jim.

Vågnede efter 11 timer

Jim havde været klinisk død i 11 timer, og ingen forventede, at han skulle vågne igen, så en ung sygeplejerske fik sit livs chok, da skærmen pludselig registrede livstegn.

– Hun løb ind og kaldte på Lorraine, som sammen med familien var ved at lave aftaler om min begravelse. Men da hun kom ind til mig, så jeg direkte på hende og sagde: ”Lorraine, jeg har mødt Jesus, og han har heste!”

Guds kærlighed

Jim Woodford kan fortælle mange fantastiske ting fra himlen, blandt andet om duften af yndlingsretten tapioka, som fik ham til at føle sig tryg. Men også mødet med heste gav ham oplevelsen af at være kendt og elsket på et helt personligt plan. Han har fortalt om sin oplevelse med himlen tur/retur i en video med ”2 Christian Dudes Podcast”.

En af dem er læge, og han fortæller, at mennesker normalt har max seks minutter mellem hjertedød og hjernedød. Men Jim havde ifølge lægerne været død i 11 timer, da han vågnede på hospitalet. En mand, som havde besluttet sig for at begå selvmord ved at springe ud fra en bro, hørte Jim Woodfords historie i sidste øjeblik – og han valgte livet, fortæller Jim Woodford. Også mange andre mennesker har på grund af Jim Woodfords beretning fået nyt håb og forventning til det liv, som venter os efter døden, hvis vi tror på Jesus.

– Det er sandt, at græsset er grønnere på den anden side, men det handler altså om himlen, fastslår Jim Woodford.