Præsten fandt Paradis

Sejerøpræsten Josefine Frej Mikuta havde mange forbehold, da tv-hold viste interesse for hende som nyudnævnt præst på Sejerø. For hun var netop sejlet ud i Kattegat for at slippe for iscenesættelsen – og nu fulgte kameralinserne med.

Fra Københavns brokvarterers pulserende liv til en stille, afsides liggende ø, en times sejlads fra en lille havneby, midt mellem Kalundborg og Sjællands Odde. Fra mere eller mindre døgnåbne butikker og restauranter til en lokal brugs og to spisesteder, der har åbent, når turisterne når frem.

Kontrasten kunne næsten ikke være større for sognepræst Josefine Frej Mikuta, der har byttet en hektisk tilværelse i byen ud med en mere rolig tilværelse i drømmejobbet som sognepræst på Sejerø i sundet mellem Kalundborg og Sjællands Odde.

Udlængsel

I efteråret har vi i DR2-serien Præst søger Paradis kunnet følge hendes arbejde med at slå rødder som øens nye, unge præst i et sogn med en overvægt af pensionister med indgroede vaner og traditioner.

– Jeg har haft en udlængsel – en forandringslængsel længe – efter et helt liv i storbyen. Ellers ville jeg bare vokse lidt fast og fortsætte mit liv, som det var lagt ud, forklarer Josefine Frej Mikuta.

Hun havde forestillet sig meget forskelligt, som kunne få hende til at bryde ud af vanen. Sømandspræst, feltpræst, hospitalspræst. Men da stillingen på Sejerø dukkede op i jobhavet, sendte hun en ansøgning.

– Der går årtier eller en hel livstid, før præstestillinger bliver ledige igen, bemærker Josefine, som så stillingen på Sejerø, der bød på ”en større udfordring og en mere gennemgribende dannelsesrejse end andre stillinger”.

Bryd selviscenesættelsen

Josefine var taknemmelig for at bryde med vanen og selviscenesættelsen, da hun blev tilbudt stillingen. Hun slettede sine profiler på de sociale medier og tog et opgør med behovet for at statusopdatere. Hun havde udviklet en ”allergi” overfor det blankpolerede i den digitale virkelighed.

Selvom Sejerø ville byde på masser af like-genererende indhold på de sociale medier. ”Se, nu har jeg et rådyr i haven. ”Se havet.” ”Se min lille kirke.”

– Jeg kunne ”sælge” den her beslutning og mit nye liv til min tidligere omgangskreds. Men nej, jeg vil gerne i kontakt med nogle mere menneskelige, lokale, udramatiske værdier. Ikke hele tiden tænke over, hvordan man bliver set, men bare være tilstede. Derfor var det også noget af en mundfuld for hende, da hun efter en enkelt avisartikel fik henvendelser fra fire produktionsselskaber, der gerne ville lave et tv-program om hende og hendes nye tilværelse som ø-præst.

Et sårbart tidspunkt

– Jeg troede, at jeg ville forsvinde fuldstændig fra civilisationen. Derfor var jeg også meget skeptisk overfor det til at starte med. Fordi det for mig handlede om at komme væk fra iscenesættelsen – og jeg følte ikke, at jeg havde noget budskab endnu. Så det var et meget sårbart tidspunkt for mig. Da hun talte med én af producenterne, skiftede hun mening.

– Det var virkeligt smukt. Meget kunstnerisk, meget nærværende, meget udramatisk og overhovedet ikke sensationssøgende, husker hun.
Josefine skulle ”bare” sige ja til at have et kamerahold i et kirkeår, så de kunne følge livet, der udspillede sig. Men hvad ville øboerne sige til, at den nye præst rendte rundt med et kamerahold i hælene?

– Hvis det her samfund skal bestå, så skal vi gøre noget nyt. Det bedste, jeg kan gøre for mit sogn, er at skabe noget opmærksomhed. Endelig synes jeg også, at jeg har et ansvar som præst i det hele taget for at få mere tro og kirke i medierne. Så det her handler faktisk om noget større end bare vores komfortzone her.

Tilfreds med resultatet

– Det er blevet det, som jeg håbede på: Et autentisk indblik i min præstegerning og i Sejerøs ånd og særpræg. Jeg måtte ret tidligt acceptere, at det ikke ville blive en fantastisk succeshistorie, men en historie om sårbarhed. Fordi jeg ikke anede noget om, hvordan jeg ville være som præst, og om det ville lykkes mig at integrere mig, var det eneste, jeg kunne gøre; at være et sårbart menneske. Ikke at have en overflade om, at alting er perfekt, og at det er nemt. Det endte med at blive min mission. KLF, Kirke & Medier har belønne Josefine Frej Mikuta med Buketten for ”Præst søger Paradis”.