’Unge skal vide, hvad abort er!’

Kristina Kristensen

Retten til Liv har ansat 21 årige Kristina Kristensen som ungdomssekretær i Vestdanmark.

Det oplyser Retten til Liv i en pressemeddelelse. Kristina, der er fra Esbjerg, brænder for, at sandheden om, hvad en abort er, må blive mere kendt, så flere vil være med til at beskytte det ufødte barn.

“Der er så meget misinformation derude”, siger hun og tilføjer: “Men samtidig er det vigtigt at kunne tale med respekt og kærlighed, ellers når vi aldrig ind til folk omkring dette emne.”

Ny kristen

Kristina er i dag en personlig kristen, men kommer ikke fra en kristen baggrund. “Der var engang, hvor jeg selv ikke vidste ret meget om abort. Jeg fulgte bare med strømmen,” fortæller hun. Derfor føler Kristina sig også godt rustet til at tale med andre unge, der forsvarer den fri abort. Hun ved, hvor de kommer fra. ”Jeg er ikke bange for at stå ved mine holdninger, heller ikke selvom de bliver udfordret”, siger hun.

Arbejde i Vestdanmark

Opgaven for den nyansatte ungdomssekretær bliver at møde kristne unge i Vestdanmark, hvor de færdes – i ungdomsforeninger, på lejre og ved stævner.
Kristina vil bl.a. tilbyde redskaber, der gør det lettere at tale frimodigt og overbevisende om, at alle mennesker har samme ret til at leve – også mennesker, der ikke er født endnu.

Samtidig vil Kristina i samarbejde med Jonathan, foreningens ungdomssekretær i Østdanmark, udvide indsatsen på de sociale medier, så dialog med danske unge bringes ud, hvor de unge er. Kristina, der starter på lærerseminariet til august, er ansat ti timer ugentligt, oplyser Ellen Højlund Wibe, der er landssekretær i Retten til Liv.