Bjarne Kjær er fabrikant, prædikant og bogudgiver

– Da jeg blev født, blev jeg lagt i en appelsinkasse. Der var ikke andre muligheder. Mine forældre havde ingen penge, fortæller Bjarne Kjær.

– Min far kom fra Larven mellem Silkeborg og Ry. Men dér var ikke noget arbejde, og derfor flyttede han til København – ligesom tusindvis af andre arbejdsløse i 30’erne. Da der heller ikke var noget arbejde at få i København, var han nødt til at blive selvstændig børstenbinder. Der var mangel på materialer. Men da han var fra landet, tog han ud og skaffede materialer til børsterne fra hestenes haler. Jeg gik i skole med påsyede lapper. Jeg ville helst gå i korte bukser, for så kunne de ikke grine ad mig, husker Bjarne Kjær.

Forlod kirken

Familien var blevet kristen gennem Apostolsk Kirke, som dengang var en forholdsvis ny kirke med stor begejstring. Allerede som 15-årig oplevede Bjarne at blive frelst, da han var til ungdomsfest i Apostolsk Kirke.

– Og det gik vældig godt. Bjarne kunne det hele. Men nogle få måneder senere forlod jeg faktisk kirken. Jeg forlod aldrig troen, men jeg forlod kirken.

– Hvorfor?

– Det var meget enkelt: Jeg kedede mig. Det var kedeligt-kedeligt. Nå, men jeg fandt hurtigt nye venner og levede livet i verden. Alligevel fortsatte jeg med at bede til Gud, og hver gang hjalp han mig. Jeg fandt hurtigt en kæreste, men vi var altid uvenner. Til sidst gad hun ikke mere. Hun rejste fra mig. En dag kom den kendte evangelist – og tidligere journalist – Johnny Noer ud på mit arbejde. ”Bjarne, hvordan går det?” spurgte han. Jeg blev lidt sur, for hver gang de kristne så mig, så var jeg den fortabte søn. Men Johnny var min ven, så ham kunne jeg ikke rigtig blive sur på. Det endte med, at han tog mig med hjem og førte mig tilbage til Herren. Og i et halvt år kom jeg hver dag og spiste hos ham.

Vandbærer i Frankrig

Efter sin omvendelse rejste Bjarne i 1976 med Johnny Noer til Frankrig.

– Min første tjeneste for Herren var at være vandbærer. Man skal altid starte fra nederste hylde. Og jeg skulle skaffe 400 liter vand om dagen til missions caravanen. Nogle gange kunne jeg få vand på en benzinstation. Andre gange måtte jeg trække vandet op fra en gammeldags brønd med en spand. Det var en fantastisk mission. Vi rejste rundt til nogle små landsbyer, hvor de ikke havde hørt evangeliet de sidste tyve år. Vi samarbejdede med nogle franskmænd, som havde et cirkustelt. Nogle gange var det fyldt, andre gange var der måske kun 20 mennesker.

Vi havde aldrig nogen penge. Men det var et fantastisk missionsteam, husker Bjarne.

Anton Kjær & Søns Maskinfabrik

Efter et år som teknisk missionær i Frankrig, rejste han hjem for at hjælpe sin far med firmaet.

– Mens jeg var i lære som elektriker, havde min far købt en maskinfabrik, som var et dødsbo. Værkføreren fulgte med. Og da jeg var uddannet i 1970, blev jeg ansat hos min far. Så var vi tre, og vi gik i gang med at udvikle firmaet, fortæller Bjarne.

– Allerede mens jeg var frafalden, havde jeg fået et kald fra Gud. Det skete, fordi min bror skulle giftes nede i Afrika. Hans kone var en datter af missionær Arne Thomsen; Elisabeth hedder hun. Jeg kaldte Arne Thomsen for komet-evangelisten, fordi han prædikede i alle retninger. Han kaldte mig for bror Bjarne. Jeg var jo troende, men jeg var også en skurk. Meget værre end alle de andre, som forlod Gud i tvivl. Jeg havde ingen tvivl. Jeg var bare en skurk. Men dér oplevede jeg Herrens nærvær. Og jeg følte kaldet til at underholde indfødte missionærer økonomisk.

Overtog virksomheden

– Senere overtog jeg virksomheden fra min far. Vi var vokset til omkring 20 medarbejdere. Og min far fortsatte med at være med de næste tyve år. Det var ligegyldigt, hvem der ejede virksomheden. Efter at jeg nu var kommet med igen, begyndte vi med at støtte indfødte evangelister. Vi nåede op på 100! Vi støttede dem i 3-5 år, så skulle de klare sig selv. Og det fortsatte vi med i mange år. Når jeg sagde til min far, at jeg hellere ville være Afrika-missionær end drive en maskinfabrik, svarede han: ”Du ville aldrig kunne nå så langt, som vi kan med de mange evangelister. Du ER Afrika-missionær.” I dag støtter vi skolemission i Zambia. Den blev startet af missionær Jørgen Pedersen. Fordi han var ven med præsidenten, før han blev præsident, fik han lov at sende missionærer, som gik fra skoleklasse til skoleklasse og underviste i kristendom på en levende måde. Vi har oplevet det dernede, hvordan alle i klassen synger med, hvad enten de er muslimer eller kristne. På den måde hører over tusind børn evangeliet, fortæller Bjarne begejstret. Han er gift med Susanne, og han og sønnerne driver i dag virksomheden. Da Peter blev født, kom han straks i kuvøse. Han havde meningitis og kunne ikke trække vejret på grund af et såkaldt blødt strubehoved.
Men menigheden stod sammen og bad for drengen, og han overlevede.

Oprettede Nyt Håb

For tyve år siden startede Bjarne sammen med familie og venner en ny menighed i Rødovre. Det skyldtes en mindre uoverensstemmelse med deres tidligere menighed.

– I starten vidste vi ikke, hvordan vi skulle holde et møde. Men vi kom alle fra en bønnegruppe, så vi tænkte, at hvis vi ikke havde nogen til at prædike, så kunne vi bare bede hele mødet igennem, siger Bjarne på sin uhøjtidelige måde.

– Vi havde også mange gæsteprædikanter. Vi har selvfølgelig haft både medgang og modgang. Men jo større problemer, vi har haft, des større salvelse har Herren sendt. Så det har været nogle fantastiske tyve år. Menigheden hedder Nyt Håb, og Bjarne prædiker selv ca. en gang om måneden. Nyt Håb er en uafhængig menighed. Bjarne kom oprindeligt fra Apostolsk Kirke på Filippavej. Men han var uenig i et enkelt spørgsmål og skiftede til pinsemenigheden på Worsaaesvej.

– Dengang var der jo en Berlin-mur mellem Apostolsk Kirke og pinsekirkerne. Så jeg kendte intet til pinsekirkerne. Men jeg blev meget begejstret for den undervisning, jeg her hørte af Kurt Christensen og Axel Conrad. Måske var salvelsen ind i mellem større hos apostolerne, og det er jo også vigtigt, men undervisningen var bedre hos Pinsen, bemærker Bjarne. Men efter fire år lukkede Rødovre pinsekirke, men Bjarne og 14 andre oprettede en ny menighed.

– Men senere hen har vi tænkt på, at det måske ikke var helt rigtigt, at vi holdt os udenfor fællesskabet, så nu har vi sendt en ansøgning om at komme med i pinsekirkernes fælleskab Mosaik, fortæller Bjarne. Det sker, efter at menigheden er begyndt at opleve flere mirakuløse helbredelser og en form for vækkelse, som ifølge Bjarne skyldes, at de nu har fået en stærkere tro for, at Gud vil helbrede. ”Disse tegn skal følge dem, der tror.”

Fejlslagne bøger

– En dag kom pastor og bibelskolelærer Leif Rasmussen med en bog, der hedder ”Guds mesterværk”. Den handler om menigheden. Han havde en oversættelse med af Johannes Facius. Leif sagde, at han havde fået fra Gud, at jeg skulle udgive den bog. Nej, sagde jeg, – Jeg arbejder ikke i papir. Jeg arbejder i jernplader. Der gik et halvt år. Så kom pastor Jørgen Mortensen med en bog på engelsk og sagde, at det var hans fars, Kurt Mortensens yndlingsbog. Den syntes han, at jeg skulle udgive. Nej, nej, nej, tænkte jeg. Ikke mere papir.

For jeg havde tidligere udgivet en anden bog, som var blevet en stor fiasko. Det var en bog af Johnny Noer: ”Når kvinder bryder brødet”. Men efter nogle måneder gik det op for mig, at den bog, som Jørgen var kommet med på engelsk, var den samme bog, som Leif var kommet med i en dansk oversættelse. Så udgav jeg den. Og det blev en lige så stor fiasko som den første bog. Men det er gode bøger.

Udgav Derek Prince

– Så gik der ti år. En dag siger jeg til min kone: Se den her video! Det er en ”helvedes-prædikant”. Så findes de endnu. Jeg opdagede, at det var Derek Prince. Og vi kontaktede et norsk forlag for at høre, om vi kunne købe nogle af deres bøger med Derek Prince. En dag stod både den norske og den internationale direktør hos os og foreslog, at vi udgav bøgerne på dansk. Det havde jeg ikke lyst til efter de fiaskoer, jeg havde oplevet. Jeg fortalte dem, at jeg desuden selv er ordblind. ”Gud har humor,” sagde den engelske direktør bare. Og jeg mærkede i mit hjerte, at Gud var med i det. Så begyndte vi at udgive bøgerne med underskud, så det bragede. For vi måtte jo annoncere for dem i Udfordringen – og i Hjemmet. Men vi fik nogle gode oversættere og korrekturlæsere. Og i dag har vi vist udgivet 25 af Derek Prince bøger, og der er fire nye på vej. Men det er aldrig blevet en økonomisk succes, bemærker Bjarne Kjær.

Da hans Maskinfabrik var på sit højeste i Danmark, var der 350 medarbejdere. I dag er en stor del af virksomheden flyttet til Polen, hvor der er 180 medarbejdere, mens der stadig er 150 i Danmark. Virksomheden lavede tidligere chassis’er til TV apparater, og idag fremstiller AKS bl.a. store tanke og industrianlæg til kemisk industri.