Hvad vil du med mit liv, Gud?
”Nå, og hvad laver du så til daglig?” Lyder det spørgsmål velkendt? Det gør det for mig. Jeg tror i virkeligheden, at det er manges (inkl. mit eget) go-to spørgsmål, når vi møder nye mennesker. Altså lige efter at vi har fået præsenteret os med navn, selvfølgelig. Men hvad kan ellers være mere vigtigt at vide om et andet menneske, end hvad de studerer eller arbejder med? Det er vel vores vigtigste identitet, er det ikke?
I en tid, hvor vi konstant bliver bombarderet med muligheder og valg fra alle sider, kan det være svært at finde fodfæste og træffe de rigtige valg. Betydningen af det senmoderne samfunds indflydelse på det enkelte individ vil jeg lade samfundsfagstimerne beholde sit monopol på. Men spørgsmålet om hvem vi er, vil jeg alligevel gerne lade stå lidt.
For hvem er vi, hvis vi ikke er vores studie eller job? Jeg ville knap nok vide, hvordan jeg skulle præsentere mig selv, hvis jeg ikke skulle sige, ”Jeg hedder Maja, og jeg er jordemoderstuderende”. Hvordan mon folk ville reagere, hvis jeg i stedet sagde: ”Jeg hedder Maja, og jeg er kristen” ? Tænk, hvis jeg havde modet til det! For i virkeligheden tror jeg jo på, at det er min vigtigste identitet – at jeg er Guds barn.
Og netop mens jeg sidder og skriver dette, lytter jeg til en lovsangsplayliste som baggrundsmusik. ”Skriv Din Historie” lyder stille fra min mobils halvdårlige, skrattende højtaler; Jeg bliver nødt til at stoppe op et øjeblik og lade den sang blive til min egen bøn. Gud, skriv Din Historie i mit liv. Måske skal jeg prøve at hvile i, at Gud allerede har en plan.
Ofte har jeg så travlt med at researche og planlægge resten af mit liv, at jeg glemmer at leve lige nu og her. Helt ærligt synes jeg ikke, at det er særligt nemt at opgive kontrollen og stole på, at Gud vil vise mig Hans planer – eller i hvert fald turde tro på, at de er bedre end mine egne. Og da slet ikke, når jeg nu planlægger at bo i Afrika.
Det er jo trods alt mig, der har en computer og kan kontakte organisationer, jeg gerne vil arbejde for, kigge på transportmuligheder, kirker i området osv. Kan Gud virkeligt gøre det bedre? Jeg skal vist øve mig i at spørge Ham – og ikke mindst give mig tid til at lytte efter svaret. I sommers deltog jeg i en konference i Nordirland med fokus på global mission.
Jeg mødte mange inspirerende mennesker, som har rejst rundt i verden og fortalt om Gud i nogle af verdens farligste lande at være kristen i. Jeg mærkede en brand efter at leve det liv. Og det gør jeg stadig. Men jeg mærker også en tvivl på, om jeg kan give slip på alt det trygge og overgive mig til Guds planer for mit liv.
”Doubt doesn’t count you out” er måske den vigtigste sætning, jeg fik med fra konferencen. Når vi tvivler og glemmer at stole på Gud, så er Han der stadig. Og vi er stadig med på holdet i Hans mission – vi er ikke dømt ude, når vi rammes af tvivl. Og dermed ikke sagt, at det er alle, som er kaldet til at rejse ud i verden. Men jeg tror på, at vi alle er kaldet til noget; at Gud har en helt perfekt plan for hver enkelt af os. Spørgsmålet er, om vi tør tro på det?
