’Kirkerne er lokale superhelte i udviklingsarbejdet’

Indbyggere fra Zivu-området i Rwanda fejrer høsten i en moderne bananplantage, som er blevet til med støtte fra Church and Community Transformation (CCT). Foto: Marcus Perkins/Tearfund

Kirker i Afrika skaber en ’social værdi’ svarende til 28 £ for hver gang, man investerer 1 £. Dermed er kirkerne de lokale superhelte, viser en ny britisk undersøgelse.

Undersøgelsen er foretaget af det uafhængige britiske firma State of Life for den kristne NGO Tearfund. I undersøgelsen indgik 8000 svar fra borgere i Rwanda, Sierra Leone, Tanzania og Zimbabwe.

28 x investeringen

Både de samfundsmæssige og de økonomiske fordele ved kirkernes engagement i lokalsamfund i de fattige lande svarer til et udbytte på 28 gange investeringerne, viser undersøgelsen. Borgerne oplevede således fremskridt både mht. fødevarer, medicin, skolegang, evnen til at klare uforudsete vanskeligheder samt lønindkomst.

Undersøgelsen viser, at investeringer gavner bredt i områder, hvor Tearfund har gennemført undervisningsprogrammer gennem kirkerne. Her fandt man, at:

Tearfunds CEO, Nigel Harris, ses her foran en ”flod” af plastik-flasker i DR Congo i 2019. Kirkerne fik hjælp fra NGO’en til at smelte flaskerne om til gulvfliser. Foto: Tearfund

– 62% var mere tilbøjelige til at investere i fx. husdyr, agerjord, huse eller virksomheder.  51% ville typisk få samme eller højere indtægter end sidste år. 45% ville føle, at der var hjælp at få, hvis de skulle få brug for det.  Der var 26% mindre chance for, at et familiemedlem ville misse skolegang og 26% mindre chance for, at nogen skulle sulte.

I undersøgelsen blev der vurderet 23 aspekter af økonomisk, social og menneskelig velfærd, inklusive adgang til mad, medicin, skolegang mm. Hvert eneste af disse aspekter viste fremskridt i de lokalområder, hvor kirkerne stod bag træning og investeringer – selv fem år efter den første træning. Også de indbyggere, som ikke var involverede i den lokale kirke, meldte ifølge undersøgelsen tilbage om de samme fremskridt.

Man kan læse mere om Local Church, Lasting Transformation og Tearfund’s arbejde på hjemmesiden: https://learn.tearfund.org/cct-impact

Beatrice blev selvstændig

Beatrice fra Rwanda, som er mor til fire børn, plejede at søge arbejde hos andre. Men efter at have fulgt et Tearfund-program, kan hun nu tjene sine egne penge ved at sælge produkter fra et stykke jord, hvor hun har både en ko og nogle geder:

“Jeg blev inviteret med til træningen i kirken. Jeg begyndte med at lave en plan til fordel for min familie. Det var hårdt, men jeg blev opmuntret til det af andre.
Nu har vi nok mad til vores børn, og vi kan betale skolepenge. Jeg behøver ikke længere at arbejde for andre, for vi har vores egen virksomhed. Vi kan også hjælpe andre, hvor der er behov for det, fx. udsatte mennesker med handicaps eller de ældre i vores samfund,” fortæller Beatrice.

Hjælp til lokalsamfundet

Emmanuel Murangira, som er national direktør for Tearfund i Rwanda, fortæller om udviklingen:

“Folk er blevet klar over, at de kan starte en udvikling i samfundet med bare lidt hjælp. De har både selvtillid og selvværd. De kan tage sig af lokalsamfundets behov, fx ved at bygge helsecentre og skoler, skaffe adgang til rent vand eller ved at bygge veje og broer med egne midler,” forklarer Emmanuel Murangira ifølge Tearfund.

Tearfund

Tearfund er en kristen NGO med hovedkontor i Teddington, UK. Organisationen samarbejder med kirker i over 50 af verdens fattigste lande, hvor de kæmper for at reducere fattigdom gennem bæredygtig udvikling, katastrofe- og udviklingshjælp.