Udenlandsk tv-interesse for missionær Mama Larsen
En amerikansk filmmand, Carl W. Anderson, besøgte mandag Christiansfeld for at optage et program om missionær Mama Larsen.
Han var blevet opmærksom på den legendariske Afrika-missionær ved at læse bogen ”Hjerternes By” om Christiansfeld på engelsk. Han besluttede derfor at lave et afsnit i en serie, som handler om mennesker, der mener at have hørt fra Gud på i alt 21 forskellige måder. Hvert afsnit illustrerer én måde.
Kaldet som 11-årig
Og Johanne Larsen, som hun hed, hørte allerede som 11-årig hyrdepige på Salling en hørbar stemme kalde hende til at rejse ud som missionær for hedningene. Og den lille pige svarede, at det ville hun gøre. Ca. 10 år senere i hendes liv, da hun som ung arbejdede på et mejeri på Fyn, hørte hun stemmen igen. ”Johanne har du glemt, at du lovede at rejse ud?”
Johanne afviste nu tanken om at rejse ud. Hun følte sig hverken dygtig nok eller god nok til den store opgave. Andre kristne sagde også til hende, at det var typisk for nyomvendte, at de ville rejse ud og missionere. Så det kunne hun nok godt glemme. Men efter at stemmen 2. gang havde kaldt på hende, kunne hun ikke slippe tanken. Hun overgav sig efter nogen tid og spurgte i stedet Gud, hvor hun skulle rejse hen.
Igen lød stemmen: Tabora.
Hun vidste ikke, hvor det var. Og hun kunne ikke finde det på kort over hverken Kina, Indien eller Afrika. Hun spurgte en præst, om han kendte navnet. Han mente, hun havde misforstået. Det måtte være Tabor – et bjerg i Israel. Mens Johanna ventede på at få nye instrukser ovenfra, uddannede hun sig til sygeplejerske på Diakonissestiftelsen i København.
Hvis hun skulle rejse ud, måtte hun være sygeplejerske, tænkte hun.
”Nyt fra Tabora”
Senere tog hun til London for også at uddanne sig til jordemoder. Her mødte hun en dansk kvinde, og hos hende læste hun en dag tilfældigt et blad fra Brødremenigheden. Her stod ”Nyt fra Tabora”. Altså netop navnet, som hun havde hørt. Hun henvendte sig straks til biskoppen, som kunne fortælle, at Tabora lå i Tanzania, og at de gerne ville sende hende derud.
De havde i forvejen en anden kvinde, som ville rejse ud, men de ønskede ikke at sende hende alene ud. De havde bedt om en kvinde mere, som ville rejse ud. Efter uddannelsen blev Johanne derfor udsendt fra Brødremenigheden i Christiansfeld i maj 1922. Ca. 34 år senere vendte hun hjem efter et kæmpe medicinsk arbejde, hvor hun var blevet hædret med Det Britiske Imperiums fortjenstmedalje.
Herhjemme fortsatte Johanne med at missionere. Hun fortalte så levende om arbejdet i Afrika, at man samlede hendes beretninger i en bog: ”Mama Larsen fortæller”. Bogen blev så godt modtaget, at der kom en opfølger ti år senere. ”Mama Larsen fortæller videre”. Optagelserne foregik dels i Søstrehuset, hvor Mama Larsen boede på sine gamle dage, dels på kirkegården, hvor hun ligger begravet. Desuden blev redaktør Henri Nissen fra Udfordringen interviewet. Carl Andersons serie på 21 programmer sendes på TV-stationen TBN, som ses af ca. 300 mio. seere.