Charlotte Dyremose – fra borgen til kirken

Fra 2001 til 2011 og igen fra 2014 til 2015 var Charlotte Dyremose medlem af Folketinget for Det Konservative Folkeparti. I dag er hun præst i Folkekirken. Udfordringen har spurgt hende om sammenhænge og forskelle i de to jobs, og hvordan troen har haft indflydelse på hendes politik.

Kristentroen var på ingen måder fremmed for Charlotte Dyremose, mens hun havde sin gang på Christiansborg. Men hun kan ikke komme med et bestemt tidspunkt for, hvornår troen kom ind i hendes liv. Den har, som hun siger, altid været der som et naturligt baggrundstæppe:

”Jeg kommer fra et hjem, hvor man ikke talte meget om Gud, men forudsatte, at han var der. Fra jeg var relativ lille, var jeg bevidst om muligheden for at bede aftenbøn. Det var ikke noget, mine forældre gjorde sammen med mig, men jeg startede selv med det, da jeg var omkring 10 år gammel. Da jeg begyndte til konfirmationsforberedelse, lærte jeg hele Fadervor. Jeg kunne kun noget af den inden da, så jeg havde bare brugt det, jeg kunne. Min konfirmationspræst var meget dygtig, og jeg syntes, at undervisningen var enorm spændende.”

Tryghed i bønnen

Bønnen er blevet det helt centrale i Charlotte Dyremoses Gudsrelation, og når hun skal formulere, hvad der betyder noget særligt for hende i troen, er det også det, hun fremhæver:

”Det at vide mig tryg ved at lægge tingene i Guds hænder, er vigtigt for mig. Det gælder, når jeg er i situationer, hvor jeg er i tvivl om, hvad jeg skal gøre, eller om det, jeg gør, er tilstrækkeligt. Så er det en stor hjælp og befrielse at kunne sige: Hjælp mig til at gøre det, jeg kan, og giv mig styrke til at gøre det rigtige, hvad det så end er. Men det gælder ikke bare i vildrede-situationer, men også, når jeg står overfor store beslutninger. Det er så naturligt for mig, at jeg ikke tænker over, om jeg gør det i den eller den situation. Det er bare sådan, jeg lever mit liv. Det er grundtonen.”

Pinsen er håndgribelig

I den forbindelse understreger hun også, at pinsen har en hel særlig betydning for hende:

”Jeg synes, at pinsen er vores mest oversete højtid, og det bliver ofte forklaret med, at den er svær at forstå. Jeg synes derimod det forstandsmæssigt er meget sværere at forstå jomfrufødslen og opstandelsen, som ligger langt ud over vores fatteevne. Det har jeg måttet kæmpe med, men pinsen har jeg aldrig kæmpet med. At Helligånden er nærværende, og at man bliver hørt i bønnen, synes jeg er mere håndgribeligt. Jeg hører tit folk sige det modsatte, måske fordi man kan se et billede af barnet i krybben, mens man ikke kan se billedet af Helligånden på samme konkrete måde. Men jeg synes lettere, jeg kan mærke Helligånden. Jeg tror netop, det hænger sammen med min oplevelse af, at jeg i bønnen kan lægge tingene i Guds hænder.”

Troen som integreret del af politikken

På samme måde var troen en integreret del af Charlotte Dyremoses politik, da hun sad på Christiansborg – en naturlig og nærmest ubemærket del af hendes virke. Derfor skal hun også tænke sig en ekstra gang om for at sætte ord på, hvordan troen havde indflydelse på hendes politik:

”Jeg er sikker på, at troen havde indflydelse på min politik, fordi den har indflydelse på mig og den måde, jeg tænker på og er menneske på. Den kultur, man er opdraget i og de traditioner, man har, tror jeg også influerer på ens politik og på ens måde at tænke politisk på. For mig at se er det, at vi bygger vores samfund på et kristent værdigrundlag, enormt afgørende for, hvordan vi ser hinanden som mennesker, og hvordan vi skaber rammer for vores relationer. Det er ikke lige meget, hvilket grundsyn vi har som mennesker – at vi har et kristent grundsyn. Det er ikke ligegyldigt i forhold til, hvordan vi bygger samfund og heller ikke på, hvordan vi laver politik.”

Et kristent samfund

”Så der er nogle klare grundtoner i det, at vi som samfund stadig har et kristent grundsyn – selvom nogle vil benægte det eller ikke tænker over det. Jeg oplever tit, at folk glemmer, at det faktisk betyder noget. Hvis man fx har en buddhistisk tradition, vil man se anderledes bl.a. på vores velfærdssamfund, end man som kristen gør, fordi vi tror på, at vi kun fødes én gang. Det kan man ikke komme udenom. Og så tror jeg, det gør en forskel, at man ved, hvor det grundsyn kommer fra, og ikke bare tror, at det er naturgivent at tænke på den måde. Det betyder noget, at man er bevidst om, at det ikke er lige meget, hvordan vi tænker om hinanden”.

Lovgivning kontra diakoni og sjælesorg

Som tidligere politiker og nu præst har Charlotte Dyremose opereret i begge de to regimenter, som Luther talte om. Han skelnede således mellem det åndelige og det verdslige regimente. Med denne tanke in mente har det ikke været svært for hende at gå fra det politiske og lovgivende arbejde til det forkyndende, sjælesørgeriske og diakonale virke. For hun skelner netop klart mellem, hvad man kan og skal i det ene og det andet rum:

”For mig er det væsentligt, at vi har politikere med sunde værdier – og for mig er det de kristne værdier. Men man skal jo lave lovgivning efter menneskelig retfærdighed. Det er vi nødt til for at få samfundet til at hænge sammen. Når det kommer til diakoni og sjælesorg, er vi stadig mennesker med fejl, men her har vi i virkeligheden et mål om at arbejde ud fra Guds retfærdighed.

Så her kan man bedre gøre forskel på folk. Her kan man i større omfang sige, at nogen har mere brug for hjælp end andre og behøver ikke at tænke på præcis den samme hjælp til alle som i den lovgivende millimeterretfærdighed. Fx er kontanthjælpen nødt til at have nogle kriterier for, om man kan få den eller ej. Hjælper man derimod i en diakonal sammenhæng, kan man tage mere individuelle hensyn.”

Vejen til præsteembedet

Da Charlotte Dyremose ikke genopstillede til valget i 2015, vidste hun ikke, hvad hun skulle lave, men ville i første omgang bruge nogle måneder på ikke at skulle noget, og tanken om at blive præst kom i en forstand bag på hende. Nok havde mange opfordret hende til det, og hun var godt inde i det kirkelige landskab efter at have været kirkeordfører for de konservative, men hun sagde altid nej, når nogen spurgte hende.

Som forklaring på, at hun alligevel endte som præst, citerer hun Grundtvigs ”ordet skaber, hvad det nævner”, for at antyde, at det var summen af alle opfordringer og kommentarer, der til sidst åbnede hende for muligheden. I 2019 blev hun ordineret som præst, og om kort tid tiltræder hun en ny stilling som præst i Hellerup kirke nord for København efter en tid ved Bistrup kirke i Nordsjælland.

En mulig vej tilbage

Alligevel synes det oplagt at slutte af med at spørge, om Charlotte Dyremose overvejer et comeback i politik. Til det svarer hun:

”Da jeg stoppede til valget i 2015, sagde jeg, at jeg ikke ville udelukke, at jeg kom tilbage om mindst 20 år, medmindre jeg blev klogere i mellemtiden. Og nu kan jeg ikke udelukke, at jeg ér blevet klogere. Jeg er godt tilfreds med at være præst, og jeg har slet ikke lyst til andet. Så jeg er i hvert fald ikke på vej tilbage i politik foreløbig. Men jeg kan modsat også godt mærke, at det kribler, når jeg synes, at tingene ikke er, som de skulle være på Christiansborg. Mit korte svar er, at det er meget skønnere at være præst end politiker.”