Den virkelige mening med pinse

Pinse fejres hvert år af kristne og jøder verden over. Nogle fejrer pinsen med den rituelle skriftlæsning om pinsen fra Apostlenes Gerninger, kapitel 2.

Nogle identificerer sig med pinsen på en mere personlig måde, efter at have oplevet en personlig pinse. Nogle spekulerer på, hvad al balladen går ud på, mens andre er nysgerrige nok til at finde ud af mere. Det vil vi altsammen kigge på i denne artikel.

Hvordan begyndte det?

For at forklare noget, er det bedst at begynde fra begyndelsen. Så lad os se på, hvad der skete ved pinsen i Apostlenes Gerninger, kapitel 2. Jøderne, der kom for at holde pinsefesten i Jerusalem, kom, fordi generationer havde gjort det i århundreder før dem. Det var en fejring af den første afgrøde, og bagefter vendte de tilbage til deres hjem, som de havde gjort hvert år.

Men denne pinse var anderledes. Der skete noget, der ændrede historien for altid.

Løftet om en ny pinse

I ApG 1:8 sagde Jesus til sine disciple, at de skulle vente i Jerusalem, indtil Helligånden kom over dem. Han fortalte dem, at når dette skete, ville de modtage kraft til at være hans vidner. Han fortalte dem ikke, hvornår dette ville ske. Han nævnte intet om pinsedagen; om hvordan Helligånden ville komme; om den brusende vind, de ville høre; om ildtungerne, de ville se; om det mirakelsprog, de ville tale, som ville blive forstået af et publikum på 17 sproggrupper.

Dette var pinsens mirakel. Det var nu den 10. dag siden Jesus var blevet taget overnaturligt op i himlen, og de ventede stadig i skjul. De havde holdt sig skjult i næsten 50 dage. Fra den dag, hvor Jesus blev korsfæstet, gemte de sig af frygt for at miste livet. Jesus var forsvundet fra graven, og disciplene fik skylden for at have stjålet liget! Hvis de blev fundet, risikerede de måske deres liv.

De 40 dage efter hans opstandelse var ret spændende. De så Jesus gå gennem vægge, dukke op ud af den blå luft og forsvinde lige så mirakuløst, som han havde vist sig. Men de svingede stadig mellem tro og tvivl. Tro, når han var hos dem, og tvivl, når de ikke så ham.

Pinsedagen

Og så skete det. ApG 2:1 begynder med: ”Da pinsedagen kom, var de alle samlet.” Det mest utænkelige første mirakel i Apostlenes Gerninger fandt sted. Det første af mange flere, som er nævnt i bogen, gennem mænd, hvis liv blev drastisk og for evigt ændret på grund af deres møde med Helligånden. Det, der skete, gav disse skræmte, svage disciple en dristighed, de aldrig havde drømt om.

Det var en dristighed, der vandt over frygten for fængsling, frygten for alle slags forfølgelser og frygten for selve døden. Denne oplevelse var ubeskrivelig radikal, og der var ingen vej tilbage. Dette var den kraft, som Jesus havde lovet dem, at de ville modtage, når Helligånden kom over dem.

En nødvendig kraft

Det var så livsforandrende, at alle, der blev disciple efter pinsen, måtte forventes at opleve det, fordi de ville have brug for det for at leve det overflodsliv, som Jesus havde lovet. Denne pinseoplevelse blev et forventet næste skridt, efter at de, der troede på Jesus, omvendte sig fra deres synder og blev døbt i vand. Vi hører Paulus specifikt spørge en gruppe mænd, der var kommet til at tro på Jesus:

Modtog I ikke Helligånden, da I kom til tro? Deres svar var, at de ikke engang havde hørt, at der var en Helligånd. Uden videre lagde Paulus hænderne på dem, Helligånden kom over dem, og de talte i tunger og profeterede. Det læser vi i ApG 19:1-7. Dette var det normale kristne liv! Helligåndens komme i pinsen var beregnet til at bringe åndelig enhed med det formål at bringe evangeliet til jordens ende.

Her var Guds plan for at hjælpe disciplene med det brændstof, de behøvede for at opbygge kirken. Det var limen, der skulle holde dem sammen, for i vores enhed er vores styrke. Det er kun gennem Helligånden, at vi modstår Djævelens taktik, som er at splitte og svække os.

Babelstårnet

Helt tilbage i 1. Mosebog 11:1-9 læser vi historien om Babelstårnet, hvor folket havde en ambitiøs plan om at nå op til himlen og skabe sig et navn. Nøglen er i vers 6: ”Og Herren sagde: “Se, de er ét folk, og de har alle ét sprog, og dette er kun begyndelsen på, hvad de vil gøre. Og intet, som de foreslår at gøre, vil nu være umuligt for dem.”

Selv Gud anerkendte, at der var kraft i deres enhed. Han erkendte, at det var sproget, der forenede dem, og hvis de var forenet, ville intet være umuligt for dem.
Så i pinsen udstyrede han dem med enhedens Helligånds-sprog for at bygge den kirke, som Jesus var død for. Han vidste, at den eneste måde, hvorpå Jesu bøn om enhed i Johannes 17:21 kunne besvares, var, at Helligånden fyldte dem.

At de blev fyldt så meget, at de var villige til at give deres liv, ikke bare for evangeliet, men også for hinanden. Men det ved Djævelen desværre også. Og hvad Gud gjorde for det gode, har djævelen brugt til sine onde splittelsesplaner.

Kirke uden kraft?

Desværre viser kirkens historie os, at pinsens oprindelige hensigt – magt til at forkynde og kirkens enhed, gik tabt, da kristendommen blev en religion som enhver anden, uden kraft eller passion til at nå de fortabte. I mange århundreder var der intet tegn på Helligåndens kraft i kirken, selvom enkelte Guds mænd som altid blev drevet af Helligånden for at holde ilden brændende, og fra tid til anden har der været sporadiske udgydelser af Helligånden gennem Kirkens vækkelseshistorie.

Siden det 20. århundrede sker udgydelsen af Helligånden igen for at give ny kraft og frimodighed til at forkynde evangeliet. Det er en opfyldelse af Åndens udgydelse som lovet i Joel 2:28.

Helligåndens dåb

Den karismatiske bevægelse og pinsebevægelsen mener, at alle kristne efter at være blevet født på ny (Joh. 3) har brug for en særskilt erfaring kaldet Helligåndens fylde eller dåb. Mange viger tilbage for dette, fordi det kan inkludere ”at tale i tunger”, som er så ulogisk for sindet, at det kan forhindre selv ægte kristne i at udforske, hvad Bibelen siger om denne værdifulde oplevelse.

Den blev givet for at berige enhver Jesu discipel. Denne frygt er ganske forståelig, og det er vigtigt at forstå, hvor folks bekymringer kommer fra. Ud fra min erfaring bemærker jeg, at det kan gøre mere skade end gavn, hvis man taler om den pinse- og karismatiske oplevelse på en uvis måde. Mange er blevet drevet væk fra denne oplevelse på grund af overbegejstring hos dem, der har oplevet den.

Sproget forener os. Når vi taler samme sprog, er vi trygge. Når vi er forenet, føler vi os trygge, og når vi føler os trygge, føler vi os frimodige.

To slags enhed

Enhed er, hvad der skete ved Babelstårnet i 1. Mosebog, kapitel 11. De havde den enhed, som ét sprog gav, og deres enhed gav dem frimodighed til at planlægge at bygge et tårn, der ville nå helt op til Gud. Men Gud havde større og bedre planer for dem. Han ønskede, at de først skulle fylde hele jorden, og han fik det til at ske ved at give dem forskellige sprog.

De havde intet andet valg end at sprede sig. Og dermed opfyldte de hans plan for de mennesker og jorden, som han havde skabt. Pinsen var et helt andet sprogmirakel end Babelstårnets enhed. Gud Helligånd kom og knyttede disse mennesker sammen ved sprogets største mirakel nogensinde. Der blev talt på et sprog, men det blev forstået på de 17 sprog, der var samlet der.

I modsætning til Babelstårnet var det meningen, at pinsen skulle forene og bruges til at sprede de gode nyheder. Foren jer i mangfoldighed og ikke på en eksklusiv måde. Spred jer for at bringe den gode nyhed til jordens ende. I Helligåndens kraft, hvem Jesus sagde var ligesom ham og ville være med os for evigt.
Igennem Jesu liv på jorden blev hans disciple bemyndiget af hans tilstedeværelse og gjorde store gerninger for Guds rige.

Efter hans død blev de reduceret til bare mennesker, lammet af frygt. Da han opstod, blev de øjeblikkeligt bemyndiget, men kun indtil han vendte tilbage til himlen. Men da Helligånden kom, blev de frimodige som løver, kloge som slanger og milde som duer. Intet kunne stå imod dem, ikke engang helvedes porte. Og det har virket indtil idag.

I Johannesevangeliet 14:15-18 havde Jesus lovet dem, at Helligånden og al den kraft, han bringer, ville være med dem og i dem for evigt. I vers 18 kom han med en meget betydningsfuld udtalelse. Han sagde: Jeg vil ikke efterlade jer som faderløse. Jeg kommer til jer. Da Helligånden kom i pinsen, opfyldte Jesus sit løfte om, at han ikke ville efterlade os faderløse.

Han ville komme til os og være med os og i os for evigt og give os kraft til at forblive forenede og forkynde evangeliet til jorden ende, indtil hans genkomst. Og dette har været min egen livserfaring siden Helligånden første gang kom til mig for lidt over 50 år siden!