Evangeliekirken – en pinsekirke med dybe rødder

Danmarks ældste stadig eksisterende pinsemenighed, Evangeliekirken, har rødder helt tilbage til skuespiller Anna Larssen Bjørner. I dag har menigheden til huse på Frederiksberg, hvor kirkens præst Joel Raburn tager imod.

Joel er amerikaner, men blev i 1985 gift med danske Annemette og flyttede til Danmark: ”Jeg er cand. merc. fra Handelshøjskolen i Aarhus. Efter et stykke tid blev jeg ansat som administrator i det, der i dag hedder Citykirken i Aarhus. Som tingene udviklede sig, blev jeg efter ca. 10 år ansat som pastor i menigheden.
På det tidspunkt fik vi mulighed for at komme til Florida, hvor jeg er fra. Vi var der som pastorpar i fire år, hvorefter vi kom tilbage til Danmark, hvor jeg blev ansat som præst ved Evangeliekirken.”

Anna og Sigurd

” Vores menighed var en del af vækkelsen og arbejdet omkring Anna Larssen Bjørner og hendes mand Sigurd. Fra 1910 rejste de rundt med en cirkusvogn – evangelievognen – og holdt møder. Så fik de en oplevelse med Helligånden i 1915 og gik ind og blev en del af vækkelsen her i København. Ud af vækkelsen kom der flere menigheder, og de var med til at danne Evangelieforsamlingen, som vi hed, da vi blev dannet i 1919.

Alt, hvad Anna og Sigurd lavede, hed noget med ”evangelie.” Efter nogle år var Anna og Sigurd med i opstarten af Apostolsk kirke, hvor Apostolsk kirke på Frederiksberg – nu kaldet Københavns Frikirke – kan spore sine rødder tilbage til. Kirken hed dengang Evangeliehuset. Senere kom Anna og Sigurd tilbage hertil og var her indtil de døde. Det var i 1950´erne.”

Kirken, den er et gammelt hus

Evangeliekirken har ikke altid haft til huse på Worsaaesvej i bygningen, som nu er menighedens kirke:

”Kirkebygningen blev oprindelig bygget af en gruppe baptister fra USA. Det var tilbage i 1880-erne, og omkring den tid var det ikke ualmindeligt, at frikirkerne i Danmark fik hjælp udefra til at bygge kirker. Så fra 1880 indtil 1960-erne var det en baptistkirke. Da Anna og Sigurd kom tilbage til vores menighed, begyndte Evangelieforsamlingen at holde møder her i underetagen, mens baptisterne var ovenpå i kirkesalen. Indtil da havde Evangelieforsamlingen holdt møder i en bygning på Trianglen. Baptisterne havde også Kristuskirken på Baggesens gade. I tresserne besluttede de så at slå de to menigheder sammen, hvorefter baptisterne flyttede til Baggesens gade og solgte bygningen her til Evangelieforsamlingen.”

Renovering

Menigheden er nu i gang med en omfattende renovering af kirken:

”Da frikirkerne i Danmark selv skulle og skal betale alle regningerne, var huset bygget af de billigste materialer, man kunne finde. Det gælder også byggegrunden. Kirken er bygget på et sumpområde, så over tiden er den sunket. Derfor blev vi nødt til at pilotere. Man skulle fire meter ned, før man ramte fast grund. Vi har nu fået fundamentet lavet og fået nyt tag. Salen er lige blevet renoveret. På et tidspunkt var loftet blevet sænket, så det lignede lidt et kontormiljø. Men det fjernede vi og gik tilbage til det oprindelige. Så nu ligner det meget mere en kirke. Vi har en forkynder i menigheden, som er malermester. Han er uddannet i at male, som man gjorde i gamle dage Det er ham, som maler, hvis de sætter gamle bygninger i stand. Fx var han malermester, da Eremitagen i Dyrehaven skulle restaureres, og han maler også for dronningen, når slottene skal tilbage til det oprindelige. Vi har haft ham til at male her, så det nu er, som det var oprindeligt.”

Gamle såvel som unge

Menigheden består af cirka 150 medlemmer. Om søndagen kommer der cirka 75 foruden børn til gudstjeneste. ”Aldersmæssigt er vi meget spredt. Da jeg kom, var det hovedsageligt ældre. Det har imidlertid ændret sig nu. Min kone og jeg havde for nylig 10-års jubilæum som pastorpar i menigheden, og nogle af dem, der arbejdede med os i begyndelsen, kom, og det var overraskende for dem at se, hvor mange unge, der er nu.

Selvfølgelig oplever man gode og dårlige tider, men man oplever også, at der er en stor aldersspredning i menigheden. For du har det naturlige flow, og der er rigtig meget kontakt mellem generationerne. Det er noget en etableret menighed har, som nyoprettet menigheder ikke altid har på samme måde, fordi de har mange unge eller familier. Vi synes, at samspillet mellem ældre og unge er rigtig spændende.

Ikke egentlig udadrettet evangelisation

Blandt de nytilkomne unge i menigheden er der både udefrakommende og unge fra menighedens familier, der nu er kommet tilbage. Vi har ikke en decideret udarbejdet evangelisation. Vi havde en mand, der desværre døde under corona, som virkelig var gadeevangelist og var ude hele tiden. Han stod for det i menigheden og havde gjort det i mange år.

Men menigheden er primært vokset gennem mund til mund. Det har været folk, der har taget venner med.”

En traditionel pinsekirke

Det slår mig, at Evangeliekirken er, hvad man kan kalde en traditionel pinsekirke. Her er det ikke cellegrupper – som i mange andre menigheder – der er fokusområder, men ugentlig bibelundervisning og bedemøder:

”Vi har mange familiearrangementer her i kirken. Torsdag formiddag har vi møder primært for ældre, hvor der også kommer mange.”Udover kirkens eget arbejde, bliver kirken gennem ugen brugt af mange forskellige:

”Jakobskolen, der er en kristen friskole, som ligger i nærheden, har i løbet af ugen deres musikundervisning her. Vi arbejder også sammen med Street Care, der har til huset her. Det er en gademission for hjemløse. Derudover holder en afrikansk pinsekirke, International Harvest Christian Center, gudstjenester her i huset, ligesom vi netop nu er i gang med at starte et arbejde for udsatte familier kaldet Family Care. I alt er der fem forskellige, der bruger vores kirke.”

En af de små mirakler

For nyligt er der også opstartet en ukrainsk menighed, som mødes i Evangeliekirken: ”Der var en ung præst, som spurgte, om vi kunne huse hans ukrainske menighed. Præsten i den ukrainske menighed kommer oprindelig fra Iran og var muslim. Han kom så til Ukraine for at studere til læge. Under sin uddannelse mødte han UMO (Ungdom Med Opgave, red.), fandt Jesus og begyndte at følge ham.

Da krigen startede, var han læge på et hospital i en af de første byer, der blev angrebet af russerne i februar sidste år. Det, de oplevede, var voldsomt, og han måtte flygte. Han har derfor et kæmpe hjerte både for iranere, muslimer og ukrainere. Vejen fra ham til os var lidt pudsig – en af de såkaldte tilfældigheder. Vi har en iransk kvinde i menigheden.

Hun var til et kursus for iranere. Her mødte hun den iransk-ukrainske læge. Hun er meget åben om sin tro, og de to begyndte at tale sammen. Hun anbefalede ham så at mødes med mig. Ad den vej kom han her, og vi mødte hinanden. Det er en af de her små mirakler, for ellers ville vi aldrig have fået kontakt med hinanden.”

Interviewet lakker mod enden, lige da nogle håndværkere i kirken begynder at larme øredøvende. Kirkebygningen skal holdes vedlige, så den kan stå og bestå også til kommende generationer og opgaver.