Verdens ældste hele hebraiske bibel solgt for 257 mio. kroner

Den 1100 år gamle hebraiske bibel Codex Sassoon, som blev købt for 38,1 mio. $, skal udstilles i et museum i Tel Aviv. Foto: ANU-Museet for det Jødiske Folk/ Facebook

The Codex Sassoon, som angiveligt er 1100 år gammel, blev solgt på en Sotheby-auktion i New York den 17. maj for 38,1 millioner dollars. Køberen er den tidligere amerikanske diplomat i Rumænien Alfred Moses.

Alfred Moses købte den værdifulde bibel, som betegnes verdens ældste og mest komplette hebraiske bibel på vegne af den amerikanske NGO, American Friends of ANU. Denne NGO vil forære bibelen til ANU-Museet for det Jødiske Folk i Tel Aviv, hvor bibelen vil indgå i museets permanente udstilling.

Auktionshuset Sotheby’s honorar er inkluderet i prisen

Ifølge Religion News Service (RSN) er der tale om et af de dyreste historiske dokumenter, der nogensinde er solgt på auktion, kun overgået af den amerikanske forfatning, som blev solgt for 43,2 millioner dollars i november 2021 til kunstsamleren Ken Griffin. I 1994 købte Bill Gates ifølge RNS en samling videnskabelige skrifter af Leonardo da Vinci for 30,8 millioner dollars, hvilket ifølge New York Times i dag ville svare til 62,4 millioner dollars.

Ældste hele hebraiske bibel

I forbindelse med købet udtalte Alfred Moses i en pressemeddelelse: ”Den hebraiske bibel er den mest indflydelsesrige bog i historien og udgør grundlaget for den vestlige civilisation. Jeg glæder mig over, at den tilhører det jødiske folk. Det var min mission, i lyset af den historiske betydning af Codex Sassoon, at sikre, at den bliver placeret på et sted med global adgang for alle mennesker.

I mit hjerte og sind var det sted Israels land, jødedommens vugge, hvor den hebraiske bibel opstod.” Den høje pris skyldes hverken de hundredvis af fåreskind, der er gået til pergamentet i bogen eller de timer, det har taget at håndskrive de 24 bøger i den hebraiske bibel. Det skyldes heller ikke selve tekstens præcision, men derimod, at det er en komplet hebraisk bibel, forklarer RSN.

Det såkaldte Aleppo Codex fra Tiberias (ca. 930 e. Kr.), befinder sig i Shrine of the Book i Jerusalem.

Det såkaldte Aleppo Codex, som stammer fra tiden omkring 930 e. Kr., mangler blandt andet næsten alle mosebøgerne, hvorimod disse bøger findes i Codex Sassoon. Om dateringen fortæller Aaron Koller, der er professor i Nærøsten og bibelstudier ved Yeshiva University, at der simpelthen ikke findes noget andet, der svarer til Codex Sassoon på markedet.

”De havde oprindeligt tænkt at udbyde det for lidt mindre, indtil kulstofdateringen daterede det til omkring 900 e.Kr., hvilket ville gøre det lige så tidligt som eller endda lidt tidligere end Aleppo Codex,” sagde Aaron Koller til RNS.